Kom til tops i Dubai – nyd udsigten fra Burj Khalifa

En storbyferie i Dubai er ikke komplet uden en tur op i det futuristiske Burj Khalifa, som med utrolige 828 meter er verdens højeste bygning. Fra udsigtsplatformen får du fantastiske udsigter over ørkenbyen og nok også lidt sug i maven.

Slår alle rekorder

Lykkes det dig at få et glimt af Burj Khalifa ved indflyvningen til Dubai, kan du næsten have svært ved at tro dine øjne. Skyskraberen tårner så højt op over resten af centrum, at det næsten virker absurd. Også selvom der er adskillige andre bygninger i 300-400 meters klassen i nabolaget.

Burj Khalifa, der er opkaldt efter emiren af Abu Dhabi, Khalifa bin Zayed Al Nahyan, har da også sprængt alle tidligere rekorder for skyskrabere eftertrykkeligt. Med sine 828 meter er den majestætiske bygning indehaver af talrige verdensrekorder, som inkluderer højeste bygning, det højeste fritstående bygningsværk, højeste antal etager, længste elevatortur og højest beliggende udendørs udsigtsplatform.

Burj Khalifa dominerer Dubais skyline. Foto: Sajimon Sahadevan, Unsplash

At the Top

Vil du ikke nøjes med at beundre Burj Khalifa på afstand, er der gode muligheder for at komme op i bygningen. Hvor langt op afhænger af, hvor meget du vil betale. Men selv hvis du nøjes med at stå af ved det nederste observationsdæk på 124. etage, kaldet “At the Top”, venter der dig en unik oplevelse, når du træder ud på den udendørs udsigtsplatform.

Udsigten over Dubai, ørkenen og Den Persiske Golf herfra er på en klar dag formidabel, og selvom du “kun” befinder dig 452 meter over gadeniveau fornemmes bygningens ekstreme højde tydeligt. Især hvis du lægger hovedet tilbage og ser, hvor langt der faktisk endnu er helt op til toppen. Bygningen er beklædt med 28.000 glaspaneler.

Det indendørs observationsdæk på 125. etage byder ligeledes på en smuk panoramaudsigt gennem de store glasvinduer. Det er en særlig oplevelse at se solnedgangen herfra, et tidspunkt der som regel også tiltrækker ekstra mange besøgende. Vær derfor opmærksom på, at når først solen er dykket under horisonten, kan der opstå en flaskehals ved elevatorerne, når alle ved ned igen samtidig.

Observationsdæk på Burj Khalifa. Foto: Fabio Achilli, CC BY 2.0

VIP-oplevelse i 555 meters højde

Vil du længst muligt op i Burj Khalifa, skal du købe VIP-pakken. Den giver dig udover 124. og 125. etage også adgang til ‘At the Top Sky’ på 148. etage. Heroppe er et stort loungeområde, hvor du kan nyde udsigten i ro og mag med en forfriskning, mens du slænger dig i de bløde sofaer. VIP-billetten giver dig også mulighed for at benytte verdens højest beliggende udsigtsplatform (555 meter). Om udsigten er så meget bedre fra VIP-etagen, at det er de ekstra penge værd, kan nok diskuteres. Uanset hvilken etage du vælger, vil du dog sent glemme din tur op i Burj Khalifa.

Ifølge den officielle hjemmeside bruger man normalt 1,5 time på turen. Det står dig dog frit for at blive hængende i længere tid, hvis du ikke kan løsrive dig fra udsigten. Hvis sulten når at melde sig, kan du eventuelt besøge verdens højest beliggende restaurant, At.mosphere, som ligger på 122. etage, 442 meter over havets overflade.

Kombinér storbyliv med afslappende badeferie i Dubai. Foto: Mohsin, Unsplash

Køb billet i god tid

Selvom det er muligt at købe sin billet nede ved indgangen, kan det anbefales at købe den i forvejen via Burj Khalifa’s egen hjemmeside. Der kan være udsolgt, hvis du blot møder op på dagen for at købe en billet. Særligt i højsæsonen er der som regel rift om billetterne og ofte udsolgt flere uger i forvejen. Det er desuden typisk billigere at købe billetten på hjemmesiden. Priserne starter fra omkring 300 kr. afhængigt af, hvilken etage du vil op på samt tidspunktet. Er det en diset dag, får du mest ud af udsigten om aftenen, hvor byens lys breder sig ud under dig.

Ørkensafari. Foto: Haris khan, Unsplash

Andre oplevelser i Dubai

En tur op i Burj Khalifa bør stå højt på din liste over oplevelser på rejsen til Dubai. Der er dog også meget andet at opleve i emiratet. I Dubai by er det for eksempel også interessant at spadsere en tur rundt i det historiske kvarter Al Fahidi. Det er næsten svært at tro, at de omhyggeligt restaurerede bygninger “kun” er omkring 100 år ældre end Burj Khalifa. Et godt billede på den rivende udvikling byen har været igennem.

Har du børn med på rejsen til Dubai, vil de nok også gerne en tur i Atlantis Aquaventure Waterpark. Det er ifølge Guinness Rekordbog verdens største vandland, hvor der er nok rutsjebaner og andre forlystelser til mange timers underholdning. En ørkensafari uden for byen er også en uforglemmelig oplevelse for hele familien. Dertil kommer naturligvis de fantastiske shoppingcentre og afslappende spabade, som Dubai er berømt for.

Rejser til Dubai

Med de lækre strande, hoteller af høj kvalitet og storbyens væld af attraktioner for både børn og voksne er Dubai på relativ få år blevet et af verdens mest populære rejsemål. Denne kosmopolitiske metropol er da også på mange måde noget helt unikt, som du bør opleve mindst én gang.

>> Book din rejse til Dubai med Escapeaway i dag!

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere