
Kystlinje og strande på Sicilien
Skrevet av Marie
2024-03-11
Kystlinje og strande på Sicilien
Sicilien er Middelhavets største ø og har derfor mange kilometer kystlinje. Læs om Siciliens kystlinje og strande og få tips til oplevelser på en bilrundrejse på Sicilien.
I dette indlæg vil jeg skrive om nogle af de strande, jeg har nydt på mine bilferier rundt på Sicilien. Men det er nu ikke kun strande, der gør Sicilien unik, for på din rejse rundt på øen langs kysterne vil dit øje få det ene smukke syn efter det andet. Sicilien er smuk, og det er fantastisk at opleve, hvordan landskabet skifter fra store bredde sandstrande til høje klipper og bjerge. Jeg håber, at du i mit indlæg finder inspiration til, hvad du vil opleve på din bilrundrejse på Middelhavets største ø.
Du kan bade året rundt
Selvom man nok ikke finder mange af de lokale i havet mellem oktober og maj, så er denne periode faktisk varm nok til at de fleste nordboere med glæde vil nappe en tur i havet. Vandet er koldest mellem december og april, så her skal man nok forberede sig på at svømmeturen bliver kort. Men det kan sagtens lade sig gøre.

Både i Mondello
Kyststrækningen byder på stor variation; bevæger man sig imod urets retning væk fra Palermo, så kommer man til den herlige sandstrand Mondello, som i årevis har virket som en magnet på folk fra Palermo og omegn. den bedste sæson er mellem september og juni, da der er temmelig overfyldt om sommeren.
Vi starter bilrundrejsen fra Palermo
Kører man mod vest fra Palermo, så kommer man til sandstranden ved Castellammare del Golfo. Her kan man besøge naturreservatet Lo Zingaro og Scopello. Her kan man opleve den skønne natur med nogle fantastiske vandrestier langs kysten med det krystalklare havvand og nogle små isolerede bugter. Vest for Lo Zingaro finder man den lange sandstrand, San Vito Lo Capo, som er en af de smukkeste strande på Sicilien, og stranden er derfor velbesøgt af turister og beboerne i Trapani.

San Vito Lo Capo
Saltvandslagunen mellem Trapani og Marsala har leveret salt i mere end 2000 år og området er interessant at opleve. Inde i lagunen er der en lille øgruppe, hvor man finder øen, Mothya, som engang fungerede som højborg for Karthago. Lidt ud fra kysten kan man på de fleste dage se Egadi-øerne, som er et besøg værd, hvis man er i nærheden. Man kan sejle dertil på cirka 15 minutter.
En ujævn kystlinje
Siciliens sydkyst er en ujævn kystlinje med små sandstrande såsom strandene i Triscina, Selinunte, Porto Palo di Menfi, Sciacca og Eracelea Minoa, og imellem strandene er der klipper, heriblandt de fascinerende hvide kalkklipper ved Scala dei Turchi nær Agrigento.
Længere nede langs kysten, når man passerer industribyen Gela, begynder de lange sandstrande igen. Her kan man finde den næsten 60 km lange sandstrand, som fører til den sydøstlige del af Sicilien: Scoglitti, Marina di Ragusa, Donnalucata, Cava d'Aliga, Sampieri, og Marina di Modica - og derefter de endeløse sandbanker og strande, hvor de allierede gik i land under 2. Verdenskrig.

Fiskebåde i Sampieri
På den sydligste spids af Sicilien finder man Isola Delle Correnti, hvor landskabet nærmest minder om Afrika. Men stedet her befinder sig faktisk også syd for Tunesien.
Tæt ved Siciliens sydspids kan man besøge Vendicari naturreservatet, hvor man kan opleve skildpadder, der kommer for at lægge æg, ligesom det er her flamingoerne holder til på visse tidspunkter af året.
Sandstrande og smukke klipper
Lidt oppe ad kysten i området omkring Syracuse er der en del sandstrande at vælge imellem, såsom La Pineta del Gelsomineto, Arenella og Fontane Bianche.
De lækre landstrande langs golfen ved Catania bliver erstattet af strande med sten jo længere nordpå man kommer. Der er mange små fiskerlandsbyer langs kysten, blandt andet Aci Treza, hvor man finder de smukke klipper, som Polyfemos efter sigende kastede efter Odysseus, da han ville flygte.
Strandene omkring Taormina har fine små sten, og kystlinjen her er helt fortryllende. De mest populære strande i området er Giardini Naxos, Isola Bella, Mazzaro og Letojanni.

Isola Bella ved Taormina
Kysten fortsætter nordpå mod Messina, hvor der er lækre sandstrande og her kan man se over til det italienske fastland over Messinastrædet.
Kører man rundt om spidsen ved Messina, og forsætter langs den klippefyldte kyststrækning, så ankommer man til Milazzo og de lækre badestrande, der omgiver den 5 km lange tange, der strækker sig ud i det Tyrrhenske hav.
Tindari og den nordlige kyst
Næste stop er Tindari, som er berømt for sin sandbanke og for strandene ved Oliveri, og herefter kan man forsætte videre til San Gregorio, Capo D'Orlando og Torrenova med de vidunderlige sandstrande, hvorfra der er udsigt til de Æoliske Øer.
Den nordlige kyst imellem Capo d'Orlando og Cafalù byder på et blandet landskab med klipper og stenstrande, blandt andet strandene ved Sant'Agata di Militello, Marina di Caronia og Castel di Tusa.

Kysten ved Cefalù
Derefter ankommer man til det ensartede landskab omkring Cafalù og en lang række af sandstrande, der fortsætter forbi Lascari til Termini Imerese.
Fortsætter man mod vest, ankommer man til det dramatiske landskab ved Capo Zafferano og Capo Mongerbino, hvilket er et tegn på, at man nu er ankommet til Palermo og Conca D'Oro.
Hvis man kommer til Sicilien for at holde en strandferie, så bør man være opmærksom på, at der er meget travlt på strandene, når de italienske skoler holder sommerlukket mellem juni og september. I denne periode valfarter de mange unge mennesker til strandene, og i august slutter de voksne sig til menneskemængderne. Det er dog stadig muligt at finde sig en stille og rolig strand, men man skal dog være forberedt på at bruge lidt tid på transport for at finde det rette sted.
Bilrundrejser på Sicilien
En bilrundrejse er nu engang den bedste måde at opleve Sicilien på, og det er uanset, om du vil køre langs kysten eller inde i landet. Hos Hideaways har vi rejst Sicilien tyndt og udarbejdet flere forskellige bilrundrejser. Husk på, at Sicilien er en stor ø, og det tager tid at køre i bil fra nord til syd og øst til vest. Derfor er mit råd, at har du ikke minds 2 ugers ferie, så opdel øen, for du kan ikke nå at se alt på en uge og samtidigt få sjælen med!
Læs mere om bilrundrejser på Sicilien.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.
Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.
Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration? Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller
>>> Læs mere om Escapeaway
>>> Læs mere om Italien