Escapeaway official logo
At lære et nyt sprog

At lære et nyt sprog

Skrevet av Marie

2014-07-17

At lære et nyt sprog

Det er ikke nogen hemmelighed, at kommunikation går meget lettere med andre nationaliteter, hvis man kan udtrykke sig på det lokale sprog fremfor at ty til engelsk. Selv få gloser kan få smilet frem hos grønthandleren på torvet eller tjeneren på cafeen, når man forsøger sig på det fremmede sprog. Kort sagt; distancen bliver mindre. For det første sætter folk pris på, at man har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i deres sprog. For det andet bliver den kulturelle og sproglige forståelse større, da meget kan miste sin betydning i oversættelsen til et andet sprog.

Ikke nok med at sprogtilegnelsen kan give et større kendskab til landets kultur, men den kan også være med til at skabe dybere relationer med nye mennesker, du møder på din vej, og derfor berige din ferie og måske også i det lange løb; dit liv. I det hele taget er det super praktisk, for din ferie bliver også mere afslappende, når du undgår sproglige misforståelser og f.eks. får serveret criadillas (tyretestikler).

Når der skal læres et sprog, er det en god ide at tage et kursus på en sprogskole. Det erfarede jeg, da jeg efter gymnasiet flyttede til Argentinas hovedstad Buenos Aires med intentionen om at lære spansk og danse tango som en ægte porteña.

Med den overbevisning at det spanske nok skulle komme til mig på et tidspunkt, gik der hurtigt 4 måneder, hvor jeg næsten intet spansk lærte. Det var jo så dejligt let at tale engelsk med mine lokale venner, som selv var ivrige efter at bruge deres engelske. Jeg indså, at der måtte undervisning til, og jeg startede et intensivt månedskursus, som virkelig fik mit spanske til at tage fart. Før sprogskolen var det kun efter et glas vin eller to, at jeg turde forme sætninger på spansk. Men jeg opdagede hurtigt alle de fordele sproget gav mig i min nye argentinske hverdag, og undervisningen på skolen gav mig mod til at turde springe ud i samtaler på spansk med mine argentinske venner. Det gik dog knap så godt med de forbudte trin, som det gjorde med sproget. Tangoen må vente til næste gang.

Så hvis du vil undgå sproglige barrierer på din rejse og gerne vil lære kulturen og folket rigtigt at kende, så kan jeg kun anbefale dig at kaste dig ud i at lære sproget. Husk på, du kommer langt bare ved at kunne sige ”dónde está la fiesta?” (hvor er festen?)

Buen viaje y suerte! (God rejse og held og lykke!)
Amalie