Napolis hemmeligheder ligger begravet under byen

Udsigt over Napoli-bugten
Udsigt over Napoli og Napoli-bugten

Napoli er den største og vigtigste by i Syditalien. Samtidig er den også en af de byer i verden, der har eksisteret længst tid. Det giver en helt enestående rig kultur og historie. Det var her, kejserne Claudius og Tiberius holdt ferie. Med Hideaways kan du gøre det samme.

Napoli er en stor by med Europas største historiske centrum på ikke mindre end 1700 hektar. Napolis centrum har fået en velfortjent plads på UNESCO’s verdensarvsliste, og omkring byen ligger flere seværdigheder i verdensklasse – tænk bare på de historiske Pompeji-ruiner. Rejs med Hideaways til Amalfikysten eller Sorrento som begge ligger tæt på Napoli, og de mange andre spændende seværdigheder i områet.

Napoli – 2800 års ubrudt byhistorie

Napoli er en af de byer i verden, der har den længste ubrudte historie. Den lange historie har beriget byen med et væld af monumenter fra de forskellige epoker. Her i Napoli finder du alt fra ruiner fra antikken til middelalderborge til renæssancearkitektur og barok kunst.

Piazza-Plebiscito-Napoli-Italien-Hideaways
Den lange historie har beriget byen med et væld af monumenter, her Piazza Plebiscito.

Alene antallet af historiske kirker i Napoli er på intet mindre end 448 styk! Det siger noget om religionens betydning i dag og førhen i det sydlige Italien. Kulturelt spillede Napoli en stor rolle under renæssancen og oplysningstiden.

Pizzaen blev, som mange ved, opfundet i Napoli, og det var også her i byen, at mandolinen og den romatiske guitar blev opfundet. Napoli har haft en væsentlig indflydelse på både mad- og musikhistorien i Europa.

Napolis historie går længere tilbage, men den første storhedstid var under grækerne. De kaldte byen Nea Polis – altså ny by. Det moderne navn ‘Napoli’ slægter stadig på det oprindelige.

Læs også: Pizza fra fattigmandskost til hvermandseje

En hel “urverden” under Napoli

Napoli gemmer også på en hemmelighed. Under byen ligger et fintmasket netværk af tunneller og huler skabt af århundreders mineaktivitet. Under byen findes den bløde tufo-sten i rigelige mængder, og det er den, der bliver brugt til at bygge de monumenter, der ligger på overfladen.

En del af tunnellerne under byen er åbne for offentligheden, og det er en særpræget oplevelse at få lov at bevæge sig rundt i gamle, lange gange under en aktiv millionby. For at komme ned i Napolis “underverden”, skal du tage ind gennem Napoli Sotteranea, der ligger i den gamle bydel på Via dei Tribunali.

Der er også udgravninger fra forskellige perioder i byens historie, blandt andet er der nogle monumenter og ruiner fra både den græske og fra den senere romerske epoke. Man kan sige, at meget af Napolis historie ligger begravet lige under den moderne bys overflade.

Tunnellerne, der ligger hele 30 meter under gadeplan i Napoli, spillede en vigtig rolle under 2. verdenskrig. Det var her befolkningen søgte tilflugt under bombardementer af byen. Rundt omkring på væggene vidner inskriptioner om de rædsler, folk gennemlevede her i gangene.

Napolibugten

Napolis behagelige klima skyldes beliggenheden ved Napolibugten, der velsigner byen med en behagelig middelhavsbrise. Men bugten giver mere end dejligt vejr.

Havnen-i-Napoli-Italien-Hideaways
Havnen i Napoli med udsigt til vulkanen Vesuv.

Napolibugten er hjemsted for en række udsigter og seværdigheder af meget høj klasse, som bør opleves i forbindelse med et besøg i Napoli.

Pompeji og Vesuv

Pompeji har jeg allerede nævnt, men der er også en formidabel udsigt over bugten til vulkanen Vesuv. En udsigt der har inspireret mange kunstnere, fordi der er noget nærmest mytologisk over den. Man forstår, hvorfor grækerne slog sig ned her og gjorde Napoli til deres nye by.

Capri

Også øen Capri, der ligger i den sydlige del af bugten, er noget særligt. Besøg Capri fra Napoli med færge – eller helikopter hvis du ønsker at få det helt store overblik over området. På Capri er der nogle fantastiske grotter og en meget hyggelig Marina. En tur til Capri er en dejlig afslappende dagsudflugt væk fra storbystemningen i Napoli.

Sorrento

I mange år var Sorrento et af de store rejsemål for Spies og Tjæreborg rejser, og med sin fantastiske beliggenhed i Napolibugten forstår man godt hvorfor Sorrento dengang og i dag er et populært rejsemål. Med Hideaways kan du bo i Sorrento på håndplukkede hoteller. Nyd de smukke udsigter over bugten med Napoli og Vesuv i baggrunden. Sorrento har en spændende historie, den kan du læse meget mere om her på bloggen f.eks i indlægget: Lad dig inspiere af Sorrento

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere