Det er ofte Nordspanien, der løber med opmærksomheden, når det gælder den spanske kunst- og kulturarv. Men den sydligste region på det spanske fastland, Andalusien, har masser at byde på.
De ældste og mest betydningsfulde levn stammer fra romertiden, særlig Italica-ruinerne ved Sevilla og den pragtfulde bronzestatue af en romersk yngling på museet i Antequera. Senere har regionen både budt på maurisk og gotisk indflydelse – og blandingsstilen kaldet mudéjar-stilen – inden renæssancen og den spanske guldalder gjorde sig gældende. Og så var det her – i byen Malaga – at én af Spaniens største malere, Picasso, blev født.
Maurisk indflydelse
Den mauriske indflydelse begyndte, da maurerne erobrede den sydlige del af Spanien i 711 e.Kr., og senere etablerede sig i Córdoba og byggede La Mezquita; en moské, der på den tid blev regnet for et af verdens vidundere. Maurerne kom hovedsagelig fra Damaskus, der var den islamiske verdens centrum, og de tog mange kulturelle, kunstneriske og arkitektoniske træk med sig, herunder den ornamenterede, arabiske kalligrafi, de smukke mosaikker i strålende, klare farver og den byggestil, der kendetegner La Giralda-minareten og Torre del Oro, guldtårnet, i Sevilla.
I Granada er det Alhambra – den sidste, mauriske besiddelse i det engang så stolte kongedømme al-Andalus – der repræsenterer det ypperste af maurisk kultur med paladser, der er udsmykket med rene kniplingsværker udhugget i sten og kunstfærdigt udskårne trælofter, og paladserne ligger i smukt anlagte haver med springvand og vandløb.
Mudéjar-stilen
Efter generobringen, la reconquista, tillod man, at den mauriske stil blev fulgt op, men med modifikationer. Gotisk og maurisk stil blev blandet under det kristne overherredømme, og denne blandingsstil kaldes mudéjar. Den ses særlig i Alcázar-paladset i Sevilla. I det 15. årh. fik den tunge gotiske stil en drejning og udviklede sig til plateresque med overdådig brug af guld og sølv fra Den Nye Verden, såsom i Capilla Real i Granada.
Renæssance
I midten af det 16. årh. vandt renæssance-stilen indpas, og et af de fineste eksempler på denne stilart er Palacio de Carlos V i Alhambra i Granada. Det er en mere nyttebestemt stilart, der står i kontrast til de kunstfærdigt ornamenterede buer og søjler. I det 17. og 18. årh. var den foretrukne stilart den overlæssede barok-stil. Et tidligt eksempel ses i Granadas katedral, hvis facade blev fuldført af maleren Alonso Cano i 1664.
Billedkunst i Andalusien
De fleste værker af kunstnere, der levede i Sydspanien i kortere eller længere tid, hænger på Prado-museet i Madrid, men de er også repræsenteret i Sevilla og Málaga. I sakristiet i Capilla Real i Granada findes desuden en værdifuld samling af flamsk kunst fra det 15. årh. Samlingen tilhørte engang dronning Isabel, og den omfatter værker af Memling, Bouts og Van der Weyden, samt en lille Botticelli.
Andalusiens guldalder
Kunsten blomstrede i Andalusien i det 17. årh. Velázquez (1599-1660) blev født i Sevilla, men forlod egnen i en alder af 24, Francisco de Zurabán (1598-1664) ankom til Sevilla i 1628, og Bartolomé Murillo (1617-1682) og José Ribera (1591-1652) havde deres virke der. Museo de Bellas Artes i Sevilla har værker af de tre sidstnævnte, og i katedralen hænger et smukt maleri af Goya (1746-1828), der skildrer historien om Santa Rufina og Santa Justa.
Goya
Med undtagelse af Goya, der malede scener fra Plaza de Toros i Ronda, er det 18. og 19. århundrede en gold periode i kulturel henseende for Andalusien. Picasso (1881-1973) blev født i Málaga, men han forlod byen i en ung alder og tog til Barcelona. Hans tid i byen bliver dog stadig husket, blandt andet i form af et Picasso-museum i byen med 285 værker doneret til museet af Picassos efterkommere, samtet bibliotek med over 800 værker om Picasso.
På Museo de Bellas Artes i Málaga kan du desuden se værker af Murillo og Ribera, foruden nogle fine skulpturer.
