Escapeaway official logo

Oplev det autentiske Italien i Vernazza

Skrevet av Marie

2024-04-08

Oplev det autentiske Italien i Vernazza

Da jeg var syv år, besøgte jeg Italien for første gang i mit liv. Jeg, min storebror og mine forældre parkerede bilen og bevægede os mod Monterosso al Mare, én af de fem byer, som indgår i nationalparken Le Cinque Terre i Ligurien. På trods af, at jeg på den tid sikkert var mest interesseret i at spendere hele ferien badende i havet, forstod jeg hurtigt, at der var noget specielt ved byen – og landet – jeg var kommet til. Måske var det allerede på det tidspunkt, mellem havbade og blomme-is, at min kærlighed til Italien begyndte at gro, hvilket siden fik mig til at flytte til Milano

Selvom jeg havde rejst tilbage til Italien mange gange siden dengang, så var der ingen af rejserne, som havde ført mig tilbage til netop Le Cinque Terre. Det vil sige: Lige frem til sommeren 2014, for da besluttede én af mine bedste venner sig pludseligt for at komme og hilse på mig i Milano. Det var hendes første gang i Italien og eftersom Milano kan være ulideligt varm om sommeren med op til 40 graders varme, valgte jeg i stedet at tage hende med på en todages-tur til dét sted, som engang havde fået mig til at falde for mit nye hjemland: Monterosso og nabobyen Vernazza (som desuden var ny for mig).

Image

De farveglade huse er typiske for regionen Ligurien - og i Vernazza gør de sig ekstra godt.

Lad mig bare dvæle et øjeblik ved Vernazza og sige, at hvis du er på jagt efter den autentiske italienske by, så er der en stor sandsynlighed for, at du finder den her. Vernazza er som en slags arketype af Italien. Forestiller du dig et Italien med smalle gader, hvor vasketøjet hænger på tørresnore mellem vinduer med grønne skodder? Vernazza. Forestiller du dig et Italien med fiskere, som kommer ind i små træbåde med fiskenettet viklet sammen i stævnen og den hjemmerullede cigaret i munden? Vernazza. Forestiller du dig et Italien, hvor piazzaen (et italiensk torv, red.) om aftenen fyldes med italienske familier – i alle generationer – og børnene springer omkring, mens bedsteforældrene slår sig ned på bænkene og taler om livet? Vernazza.

Vi tog toget fra Milano ned til Monterosso - og er der noget sted i Italien, hvor du skal sørge for at nyde togturen, så er det nok på denne strækning. Når du har passeret Genova, går skinnerne langs Italiens vestkyst, og undertiden befinder toget sig så nær havet, at du for en stund glemmer, om du sidder i et tog eller i en båd. Udsigten er fantastisk og med så meget at se på går den næsten fire timer lange togrejse alligevel rimelig hurtigt.

Image

Monterossos station er den største blandt stationerne i Le Cinque Terre og et trafikalt knudepunkt. Du kan tage toget hertil fra mange forskellige steder i Italien, for siden at skifte til regionaltog, der går til andre byer.

I Monterosso skiftede vi til regionaltoget mod Vernazza og efter blot tre minutter var vi fremme. Vi fandt hurtigt hotellet, hvor vi skulle bo natten over, kastede vores tasker ind på værelset og begav os siden ud - med retning mod havet. Stranden i Vernazza er ikke stor, og måske heller ikke en af Italiens bedste - men det mest spektakulære er, at du må gå igennem en grotte for at komme frem til havet fra det lille bycentrum. Stranden består af småsten og klippeblokke, så hvis du er på udkig efter en lang sandstrand, så er du gået det forkerte sted hen. Men hvis du kommer rejsende fra Milano, hvor manglen på hav er mærkbar om sommeren, da findes der intet bedre end at folde håndklædet ud på Vernazzas småsten, åbne en kold flaske Limonata, og indånde den friske havluft...

Image

Få ting kan hamle op med dét at åbne en kold Limonata på en strand i Italien en varm sommerdag...

Da vi havde fået nok af havbadet, gik vi på opdagelse i byen. Byen klatrer op ad bjerget og hvis du søger din vej mellem husene, som nærmest hænger på klippevæggene, så kommer du i sidste ende frem til et af de kontrolsteder, hvor du kan købe billetter til at vandre på stierne mellem byerne i nationalparken. Men hvis du flirter lidt med vagten, så får du sikkert lov til at gå de 40 meter ind på stien og nyde udsigten uden at behøve at skulle betale for det...

Vores opdagelsesfærd i Vernazza fortsatte også om aftenen, hvor vi havde lidt tid tilovers, inden vi havde reserveret et bord på én af restauranterne i den lille havn. Vi begav os op mod Castello Doria, som ligger højst oppe på en klippe på den anden side af bugten. Det gik konstant opad, og det var måske ikke en optimal tur for to sultne unge kvinder med det fine tøj på og sandaler på fødderne...Men det var besværet værd, for hvordan skulle vi ellers kunne sige, at vi havde fundet paradiset på jorden?

Image

Som at promenere i en drøm...

Kunne du også godt tænke dig at opleve det autentiske Italien i Vernazza?

Tag da et kig på vores hjemmeside for at se hvilke ferieboliger og hoteller, vi kan tilbyde i Vernazza. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe til os på 33151313.

 

Velkommen til Escapeaway

Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.

Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.

Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.

 

Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.

>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller

>>> Læs mere om Escapeaway

>>> Læs mere om Italien