Oplev det Det Sixtinske Kapel i Rom

Det sixtinske kapel
Det Sixtinske Kapel. Foto-kreditering: Beyond Forgetting. Oploaded under licensen CC BY 2.0

Rom bugner af kulturelle og historiske seværdigheder. En af de største af dem er Det Sixtinske Kapel, som er en del af Vatikanmuseet i Vatikanstaten. Du kan få et par tips om det her.

Fabelagtig brug af lys og klare farver

De bjergtagende freskoer, der dækker loft og vægge i Det Sixtinske Kapel, hører til nogle af den vestlige civilisations ypperste frembringelser. Historikere har altid vidst, at Michelangelo var en mesterlig maler (hans succes efter færdiggørelsen af David efterfulgtes dog kun af sporadiske opgaver, indtil han af pave Julius 2. blev bestilt til at udsmykke loftet), men den største åbenbaring under dets 14 år lange restaurering (den mest kontroversielle nogensinde) var hans fabelagtige brug af lys og klare farver, der var blevet godt skjult under århundreders aflejringer af støv, snavs, røgelse og osen fra utallige vokslys.

Peterspladsen
Det Sixtinske Kapel ligger i Vatikanstaten – her Peterspladsen

Et mesterværk

Michelangelo påbegyndte opgaven sammen med et hold af assistenter og elever, men han fyrede snart dem alle og arbejdede alene gennem fire år, før han kunne afsløre sit værk for en målløs pave og offentlighed i 1512. Efter at et internationalt hold af eksperter havde fuldført sit arbejde med at rense og restaurere dette fantastiske mesterværk, der afbilder bibelske scener fra Skabelsen (Adams skabelse er loftets centrale fokus), gik de i gang med væggen bag højalteret og Michelangelos lige så magtfulde Dommedag.

Skt. Peter med sin nøgle til himlen i Vatikanet
Skt. Peter med sin nøgle til himlen i Vatikanet

På knæ i ærefrygt

Efter dets fuldførelse i 1541 faldt pave Pius 3. på knæ i ærefrygt. Selv om Michelangelo ofte forbindes med sin fødeby, Firenze (hvor han er repræsenteret ved David og Medici-kapellerne), er hans tilstedeværelse stærkt følelig i Den Evige By. Det Sixtinske Kapel står med rette øverst på enhver besøgendes liste, men Michelangelos Pietà i Peterskirken vidner om hans geni, også som billedhugger, mens Roms elegante Piazza del Campidoglio viser hans naturtalent som arkitekt og byplanlægger: Det er en af verdens smukkeste og mest efterlignede pladser (genfortolket i Lincoln Center i New York) og er bevaret stort set, som han tegnede den.

Find rejser til Rom med Hideaways her.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere