Oplev Gardasøens skjulte paradis
Skrevet av Marie
2024-02-28
Oplev Gardasøens skjulte paradis
Hvis du er glad for natur, bjergkørsel, fred og ro samt kulinariske oplevelser, så er det lille område Tremosine, som ligger i 600 meters højde i bjergene over Gardasøen, et sandt paradis.
Tremosine er et område, som består af 18 små hyggelige landsbyer, som ligger midt i de grønne bjerge – og hvorfra man har den mest vidunderlige udsigt over Gardasøen og det imponerende bjerg Monte Baldo, som ligger på den modsatte side af søen. Det er let at få associationer om ”Sommer i Tyrol” – for dels er området tidligere østrigsk og dermed også byggestilen. Men mest af alt genlyder bjergene af de bjælder, som hænger om halsen på de mange køer og geder, der færdes hjemmevant på græsmarkerne i de små bjergdale.
Ikke til en Ford Mondeo...
Byerne bindes sammen af snoede og ofte meget smalle bjergveje, som byder på udfordringer for selv de mest forhærdede bilister. Som en af vores gæster skriver: "Områdets veje blev ikke bygget til en Ford Mondeo med fuld oppakning, hvilket dog kun gjorde oplevelsen større".
Der er masser af udfordrende stier ved Tremosine, når man er på mountainbike…
Er man på mountainbike eller motorcykel, giver det endnu flere muligheder – og ikke mindst udfordringer, da man så har muligheden for at vælge de småveje og stier, hvor bilerne nødvendigvis må give op.
Imponerende udsigter i Pieve
Afhængig af hvor man befinder sig i Tremosine, kan man køre ned til byerne ved Gardasøen i løbet af få minutter, og her kan man anbefale vejen enten til Limone eller via området Tignale, hvor vejen slutter lige nord for byen Gargnano.
Tag vejen til Limone sul Garda.
En af byerne i Tremosine hedder Pieve. Den hænger i bogstaveligste forstand ud over klipperne, hvilket blot gør udsigten endnu mere imponerende. Og her er det så også på sin plads at komme med en enkelt advarsel, som nogle sikkert i stedet vil opfatte som en kærkommen invitation til endnu mere spænding: Pieve forbindes direkte med Gardasøen via en serpentinevej, der af bjergkørselsentusiaster opfattes som den ultimative oplevelse.
Den smukkeste vej i verden
Vejen er hugget ud i en bjergkløft i 1913, hvor avisen Frankfurter Zeitung beskrev den som "den smukkeste vej i verden". Den er MEGET smal, og burde i realiteten have været ensrettet for mange år siden, og måske oven i købet være lukket for biltrafik. Men den er fantastisk smuk, idet man kører ind og ud af grotter i alle afskygninger, eller helt uden på bjerget med ”frit fald” – mens man kan høre lyden af de mange små vandfald, som også er en del af denne totaloplevelse.
Strada della Forra i Tremosine