Oplev magiske Piemonte

Tag på oplevelse i Piemonte
Vinfält i Piemonte

Aldrig så snart er man kommet over Alpernes bjergtinder, før øjnene fanges af glitrende vand og blomstrende parker. Lige her ved grænsen ligger også nationalparken Parco Nazionale Val Grande. Historiske Domodòssola med den charmerende Piazza del Mercato er et godt udgangspunkt for udflugter i det grønne mod forskellige verdenshjørner.

Gå heller ikke glip af S. Maria Maggiore og Malesco, begge i dalen Val Vigezzo ved nationalparkens nordlige side, eller Mergozzo, som har givet navn til en lillebitte sø syd for parken. Piemonte er Italiens næststørste region, som grænser op til både Frankrig og Schweiz, og det romantiske sødistrikt indleder regionen mod nord.

Lago Maggiore

Lago Maggiore hedder den største sø, og det er lige det, navnet betyder. Ved søens piemontesiske del ligger nogle af søens absolutte perler som Stresa, Pallanza og Arona. Øerne Isole Borromee (Isola Madre og Isola Bella) er åbenlyse udflugtsmål med overdådige barokpaladser og eksotisk prangende haver. Stresa har en lang tradition for klassiske koncerter under åben himmel, og en ferie her ved søen er i det hele taget balsam for sjælen.

Nede på Po-sletten er der endnu et glimt af vand i det spirende grønne. Her er nemlig udbredte rismarker omkring den næste provinshovedstad, Vercelli. I Vercellis gamle bykerne er det den tidlige gotiske kirke S. Andrea, som er den helt klare hovedattraktion, og kunstinteresserede besøger Museo Borgogna, som primært udstiller regionale renæssancemalere. Og ved frokosttid? Nyd en risotto her i risens hovedstad, måske ved det maleriske torv Piazza Cavour.

>> Find rejser til Lago Maggiore her

Torino

Piemonte er en region, som ofte har været fremme i skoene, og under det industrielle boom i Italien blev et af de vigtigste centre lagt her. Mange kender Torino, som er Fiats hjemby, men der er ikke lige så mange, som ved, at Torino er meget velegnet til et weekendbesøg. Torino er i dag hovedstad i regionen Piemonte, men fra 1500-tallet var byen hovedstad for kongeriget Sardinien. Da Italien blev forenet i 1861, blev Torino Italiens første hovedstad. Byen har derfor flere smukke paladser (især Palazzo Reale og Palazzo Madama), og rundt om byen ligger et antal kongelige jagtvillaer og barokslotte, som er en ferieoplevelse værd i sig selv. Slottene Venaria og Rivoli er interessante eksempler, hvor man gerne eksperimenterer med moderne kunstudtryk som kontrast. Begge slottene er at finde på UNESCOs verdensarvsliste.

Inde i Torino kan du shoppe af hjertens lyst under arkaderne, drikke en “bicerìn” på en af de klassiske cafeer, besøge det fantastiske filmmuseum (Museo Nazionale del Cinema), som ligger i byens mest kendte profil Mole Antonelliana, og smage på vin. Hvis du er historisk interesseret, bør du sætte tid af til det fine, egyptologiske museum (Museo Egizio), og den kunstinteresserede må ikke undlade at besøge Galleria Sabauda. Du bør spise mindst en middag i den mere rustikke bydel “Quadrilatero romano”, som gennemskæres af Europas længste gågade Via Garibaldi, og Teatro Regio byder på et godt repertoire for operalskere. Gourmeten gør klogt i at aflægge visit i det gastronomiske center Eataly ved messeområdet Lingotto.

Chokolade blev et vigtigt produkt i Torino i 1700-tallet, og også i dag holdes den håndværksmæssige tradition i hævd. Intet besøg i Torino er komplet uden mindst en æske “giandujotti” i kufferten!

Øst og syd for Torino ligger distrikterne Monferrato og Langhe-Roero. Her er smukt kuperet, og områder med løvskov veksler med et patchworkmønster af dyrkede marker. Her er vi i de store vines distrikt, og det er den kostbare hvide trøffels domæne. Byerne er gennemgående hyggelige og indbydende, små slotte pryder bakketoppene, og her er mange landejendomme, som modtager turister til overnatning eller et typisk måltid – gå efter skiltet “Agriturismo”. I september måned er der mange vinhøstfester.

Asti er hovedbyen i Monferrato. Byens middelaldercentrum har også barokke indslag, og her slentrer man gerne længe ad Corso Alfieri og dens sidegader, fra Rotonda di S. Pietro i den ene ende til katedralen i den anden. Snus rundt i vinbutikker (den røde Barbera og den mousserende Moscato er eksempler på verdensberømte vine fra området), og prøv en trøffelpaneret schnitzel, som er en lokal specialitet. Folkefesten “Palio di Asti” med historisk fortegn lokker mange besøgende til byen i september. Cocconato er en velbevaret lille hemmelighed i den nordlige del af provinsen, mens Casale Monferrato med sin stolte historie ligger halvvejs mod søerne og Milano, lige tilpas til en pause.

Alessàndria længst ude mod øst er en by med en militær historie og et bybillede, som primært stammer fra 1700- og 1800-tallet. Du kan begynde shoppingturen fra Piazza della Libertà, hvis du er i det humør. Siden antikken har folk valfartet til kurstedet Acqui Terme for at nyde det helsebringende vand, og den lille by fungerer fint som udgangspunkt for udflugter i vinens og gastronomiens tegn. Afslut dagen med en afslappende spa-behandling.

Det sydlige Piemonte

Alba er det sydlige Piemontes juvel, en virkelig hyggelig lille by, som er i rampelyset over hele verden under den årlige trøffelfestival i oktober. Det er klogt at bestille hotel i god tid. I området dyrkes nebbiolodruen, som bliver til den eftertragtede Barolo-vin, “the king of wines, the wine of the king”. Hvad med en vandretur mellem byerne over vinmarkerne? Dette er også Slow Food-bevægelsens hjemegn med centrum i Brà. Hvert andet år (2009: ja!) arrangerer Slow Food en ostefestival i sin hjemby. De gastronomiske oplevelser er ikke vanskelige at finde på små, hyggelige steder som Cherasco, Nèive og Barolo, og gå ikke glip af det interessante vinslot Grinzane Cavour. Saluzzo har en naturlig 1400-tals-atmosfære. Besøg renæssancepaladset Casa Cavassa, og gå den smukke tur op til slottet.

Hvis du er på vej sydpå mod havet, kan du gøre holdt i den lille by Mondovì med den maleriske, højt beliggende bydel Piazza. Bèrgolo er et andet interessant sted at gøre holdt på vej mod regionen Liguria. Her i det lille middelaldercentrum (en gade og et torv) udstilles moderne kunst under åben himmel, bl.a. i form af vægmalerier. Gå ikke glip af den præmierede hasselnøddekage.

I Alperne, som danner grænse mod vest, er der flere gode skisportssteder. Længst mod syd, kun en times bilkørsel fra rivieraen, ligger den yndige landsby Limone Piemonte. Du kan også tage hertil, hvis du er på badeferie midt i den varmeste sommerperiode og har brug for at køle af i den friske alpeluft.

På højde med Torino ligger byerne, som fik æren at afholde Vinter-OL i 2006. Længst inde i dalen Val di Susa ligger skisportsstedet Sauze d’Oulx med en karakteristisk alpeatmosfære. Her har man løbet på ski fra tidernes morgen. Den endnu ældre bebyggelse er i Oulx 5 km fra pisterne. Endnu længere mod vest, blot et sneboldkast fra grænsen, ligger Bardonecchia, et skisportssted, som man også kan komme til med tog. Bardonecchia har en lang og dokumenteret historie med velbevarede middelalderkvarterer. Sestriere lige syd herfor var et ultramoderne byggeprojekt i 30’erne, og hotellerne i form af runde tårne er et interessant tidsdokument. Pragelato og Claviere er to mindre og roligere skisportssteder i området. Ikke langt fra Pragelato ligger det historiske Fenestrelle, som er et godt udgangspunkt for udflugter om sommeren i et vidunderligt naturreservat. Fenestrelle har bl.a. en enestående fæstning, den største i Europa.

>> Her kan du finde din næste rejse til Piemonte

Skrevet af
Mere fra Lars Krogh

Hvor skal man bo i Pisa?

Pisa er en by fuld af historiske bygninger og samtidig fuld af...
Læs mere