Den vandrige dal bliver Val D’Orcia i Toscana kaldt. Det er en fattig, men smuk egn, der grænser op til den sydlige del af Crete Senesi. Området ligger ikke så langt fra Seina, som mange besøger på en rejse til Toscana. Landsbyerne har siden 1950’erne og 60’erne lidt under affolkningen fra landet. De forladte bondegårde var engang grønne oaser tæt ved det golde Crete Senesi. Da bønderne nødvendigvis måtte være selvforsynende under mezzadria-systemet, var hver eneste plet jord opdyrket, lige fra rosmarin og kamille ved huset til den indhegnede frugthave.
De, der vil bevare det bestående, er fortalere for agriturismo, mens entreprenører ønsker at lave fritidscentre. Men som en lokal politiker engang sagde ”Vær forsigtig med at knytte landskabets skønhed sammen med bøndernes levevilkår – de to ting har aldrig kunnet forenes”.
San Quirico d’Orcia
San Quirico d’Orcia er en lille agtværdig by i dalen, som stadig venter på sin storhedstid. Den har overlevet angreb fra Cesare Borgias tropper i 1502 og granater mod sit fornemme collegiata og bymurene under krigen i 1944. Den romanske collegiata (præsteskole), der er bygget af sandsten og den lokale travertin, har tre betydelige portaler. Den fineste er sydportalen, som er udsmykket med løver og karyatider fra Giovanni Pisanos skole. Indenfor er der en trefløjet altertavle, som bl.a. viser byens røde og gyldne byvåben.
Fra San Quirico er der en spændende og vanskelig vandretur til Ripa d’Orcia, Rocca d’Orcia og Castiglione d’Orcia; tre fæstninger fra middelalderen. Efter vejkrydset til Bagno Vignoni, en middelalderlig by, kommer Ripa d’Orcia til syne, en fortryllende borg midt mellem cypreslundene.
Selv om fasaner og geder færdes her, påstår de stedlige beboere, at her også findes ulve. Hvis det ikke lykkes at få øje på en ulv, kan den frygtløse rejsende klatre videre op til Rocca d’Orcia; et befæstet bysamfund, som tidligere ejedes af den krigeriske Salilmbeni-klan. De energiske kan arbejde sig videre op mod Castiglione d’Orcia til mere af samme slags. Du kan se frem til nogle vidunderlige udsigter og en del udmattelse. Da den hellige Katerina da Siena en vinter i 1332 besøgte stedet, følte hun, at Gud havde forladt hende og udsat hende for hylende vinde; en fornemmelse man også kan have den dag i dag.
Bagno Vignoni
Kort efter San Quirico ligger Bagno Vignoni, som er et lille, men energisk kurbadested. Midt på et strengt middelaldertorv strømmer boblende, varmt vand op i et lukket stenbassin. De varme kilder blev allerede brugt af romerne, og blev i middelalderen til offentlige bade. Måske har Sankt Katerina badet her, når hun tog fri fra miraklerne eller forsøgene på at redde pavevældet.
De moderne bade nede ad bjerget holdes åbne om natten i sommer-weekenderne. I bassinet bliver alle ens sanser beriget på én gang. Det imponerende Rocca d’Orcia vogter ovenover; uden for det oplyste bad genlyder natten af får og fårekyllinger; det bløde, varme kalkvand får trætheden til at forsvinde; og svovllugten damper op i natteluften.
