En af de mest kendte kulturelle seværdigheder i Rom er Vatikanet – verdens mindste stat. Men hvad er egentlig dette Vatikan for en størrelse? Hvad er historien bag denne mini-stat og hvem bor derinde på de kun 44 hektarer, som staten råder over?
Kirkens hovedsæde
Fra de ældste kristne tider har kirkens hovedsæde været Rom, hvor Skt. Peter – udpeget af Kristus til at være hans stedfortræder på jorden – blev den første leder, og hvor han led martyrdøden. Hans efterfølger, benævnt paver (på latin og italiensk papi, som blot betyder fædre), fortsatte traditionen, og trods flere ”frafald” (først udskillelsen af den græsk-katolske kirke i det 11. århundrede, derpå protestantismens opståen i det 16. århundrede.) mener romerkirken at have eneret på den sande kristne tro, og selv i de lande, hvor man ikke anerkender paven som kirkens overhoved, nærer man den største ærefrygt for hans status og personlige indflydelse.
Paven og Vatikanet har ført en omtumlet tilværelse i romerkirkens næsten 2000-årige eksistens. I dag synes kirken at være faldet til ro og at have fundet en for alle parter tilfredsstillende status i form af den selvstændige stat, Vatikanstaten.
Vatikanstaten som en “nationalstat”
Vatikanstaten eller officielt, Stato della Città del Vaticano (Vatikan-bystaten), er i udstrækning en af verdens mindste med sine kun 44 hektarer eller en halv kvadratkilometer. Til sammenligning skal nævnes, at Monaco er på knap 2 km2 og San Marino på ca. 60 km2. Men det er en fuldt udbygget ”nationalstat”, dog med en middelalderlig feudal opbygning, hvor paven er øverste chef for et kollegium af kardinaler, der er hans rådgivere, og hvoraf nogle indtager funktioner, der svarer til de demokratiske landes ministerposter.
Pavens og Vatikanstatens åndelige (og til dels personlige) indflydelse på hundreder af millioner katolikker verden over skal blot nævnes en passant, for den har ingen direkte betydning for byen Rom, men trods den store liberalisering i forholdet mellem de to lande må man konstatere, at Rom og romerne i bred almindelighed stadig føler den nære tilknytning til Vatikanet, og at denne i langt højere grad påvirker livet i Rom end livet i de italienske provinsbyer. For mange romere er der tale om en samhørighed, som bunder i ærefrygt og måske også en lille smule lokalpatriotisme. Romerne strømmer faktisk til Peterspladsen og Peterskirken på de store helligdage af ægte gudsfrygt og gudshengivenhed mere end af nysgerrighed og trang til højtidsstemning, som præger de fleste udlændinge, der lægger vejen til de nævnte steder.
Vatikanstatens befolkning
Vatikanstatens befolkning er kun på ca. 1000, dvs. ca. 2200 pr. km2, hvilket må forekomme beskedent for en bystat. Til sammenligning skal nævnes, at befolkningstætheden i Monaco er på ca. 15.000. Men forklaringen er, at en meget stor del af Vatikanstaten er et parkområde, som turister blot ikke stifter bekendtskab med, fordi det er forbundet med store vanskeligheder at komme ind på andre dele af Vatikanets område end dem, der er alment tilgængelige: Peterspladsen, Peterskirken og Vatikanmuseet.
Vatikanstaten slår egne mønter, men de ses aldrig eller kun sjældent uden for statens eget område. Staten udgiver også egne frimærker, som principielt kun kan benyttes til post, der bliver lagt i statens egne mørkeblå postkasser; det hævdes dog, at breve med Vatikanfrimærker kan nedlægges i postkasser i Rom, men det må frarådes at gøre forsøget, da modtageren risikerer at blive sat i strafporto, fordi disse frimærker ikke må annulleres med italienske stempler. En udbredt påstand om, at post sendt fra Vatikanstaten når hurtigere frem til udlandet, end den, der bliver sendt fra Rom, er vist aldrig blevet bekræftet, men i perioder med strejker i Italien er det naturligvis en god idé at sende sin post fra Vatikanet. Tarifferne er de samme som i Italien, men Vatikanstaten er ikke medlem af EU, og derfor skal der benyttes udlandsporto til ikke-katolske lande som Danmark.
Bortset fra postkontorer er de eneste forretninger, man finder på Vatikanets område, de religiøse souvenirbutikker, så statens et tusind indbyggere må tage til ”udlandet”, til Rom, for at få dækket deres materielle behov. Således har Vatikanet brug for Rom, som Rom har brug for Vatikanet på det åndelige og religiøse plan.
