Escapeaway official logo

Prøv Fritto misto Ascolano – friterede grøntsager fra Ascoli

Skrevet av Louise

2016-05-30

Prøv Fritto misto Ascolano – friterede grøntsager fra Ascoli

Fritering af oliven og grøntsager er en klassiker blandt specialiteterne i Marche. Der afholdes oven i købet et årlig arrangement, der kaldes "fritto misto all’italiana e dal mondo" i byen Ascoli Piceno i Marche, hvor man sammenligner og gennemgår håndværket, teknikker og opskrifter fra de forskellige regioner i Italien. Det ville derfor være en synd at snyde dig selv for en lækker "fritto misto" med knasende sprøde grøntsager og kødstykker, når du besøger Marche.

Fakta:

Tilberedning: ca. 30 min.
Antal personer: 6

Ingredienser:

  • 18 fyldte grønne oliven
  • 100 g hvedemel
  • 100 g rasp
  • 6 artiskokker
  • 4 squash
  • 2-3 æg
  • 1 citron
  • Olivenolie til friturestegning
  • Salt

Tilberedning

Skær stokken væk og knæk de yderste blade af artiskokkerne og halver dem. Skær skægget (hårtrævlerne) i bunden af med en skarp kniv og del stykkerne yderligere i to. Læg artiskokkerne i en skål med vand og en smule citronsaft, således at de ikke bliver brune i farven. Skær enderne af squashene og lav fine strimler på langs, evt. med et mandolinjern.

Dræn artiskokkerne og squashene for overskydende væske og dup dem af i et stykke køkkenrulle.
Slå æggene ud i en skål (pisk dem sammen) og fordel melet på en tallerken. Vend squash-båndene og artiskokstykkerne i mel og efterfølgende i æg. Friter grøntsagerne i en god mængde varm (!) olivenolie. Når de er gyldne og sprøde, tages stykkerne op med en hulske. Lad dem dryppe af på en tallerken foret med køkkenrulle og smag til med salt.

Rul olivenene i mel og siden i æg og dæk dem med rasp. Friter dem enkeltvis i olien, til de får en skøn gylden farve. Lad også dem dryppe af på køkkenrulle, smag til med salt og server grøntsagerne med det samme på det samme fad pyntet med citronskiver.

Servering

Du kan med fordel og uden at afvige fra regionen Marches sædvane servere friterede lammestykker sammen med grøntsagerne. Fremgangsmåden er den samme som med de fyldte oliven. At der ofte indgår lam i denne sprøde spise skyldes at lammet er blandt de mere udbredte kødgæster på bordet i Marche. Det kunne således også være andre delikate kødstykker, hvis du er en af dem, der mener lam smager af uld.

Buon Appetito!