
Overnat på Laplands fantastiske ishotel
Skrevet af Marie
2024-05-18
Overnat på Laplands fantastiske ishotel
En nat på et ishotel er en enestående oplevelse. Ishoteller er midlertidige konstruktioner, som bliver rekonstrueret hvert år. Bestående af is, sne og - i nogle tilfælde - stålrammer er de afhængige af, at temperaturen konstant holder sig under frysepunktet. Du kan finde dem flere steder i verden i vinterperioden, og her opleve en overnatning i iskolde og ofte drømmeagtigt smukke omgivelser.
Verdens ældste ishotel ligger i Lapland
Ishotellet, der slet og ret bærer navnet Icehotel, i landsbyen Jukkasjärvi, som ligger i nærheden af byen Kiruna i svensk Lapland, er verdens ældste. Det slog sine frosne døre op for gæster for første gang i 1990, da den franske arkitekt Janno Derid som en del af en kunstudstilling havde skabt en stor, cylinderformet iglo på stedet.
En nat var der ingen ledige værelser i byen, så nogle af kunstudstillingens besøgende bad om lov til at overnatte i igloen. De holdt varmen ved at sove i poser af rensdyrskind. Icehotel var en realitet!
Også i dag sover gæsterne i soveposer overdækket af tykke rensdyrskind i hotellets ubegribeligt smukke issuiter. Så selvom sengene er lavet af blokke af is, og hotellets indre temperatur kan komme helt ned til minus 8 grader, behøver man ikke at være bange for at fryse om natten.
Om morgenen bliver man vækket af personalet, der bringer en kop varm tyttebærjuice til den måske lidt forfrosne hals, og lån af udendørsbeklædning - som altså også er indendørsbeklædning i Icehotel - følger med i værelsets pris.
At sove en nat i Icehotel er en uforglemmelig oplevelse, og kan med fordel kombineres med flere "varme" nætter i en af de nærliggende, hyggelige træhytter med pejs.
I forbindelse med hotellet findes der også en smuk iskirke, hvortil folk valfarter langvejs fra for at blive gift eller få deres børn døbt. Man kan sige, at man derved skulle være ret sikret mod regn på ens bryllupsdag, men husk den rette påklædning - en traditionel brudekjole går ikke til et bryllup i minusgrader!
10.000 tons is fra Tornefloden
Icehotel er lavet af sne- og isblokke samlet fra den 600 kilometer lange Torneflod. Selv glassene i hotellets bar er lavet af is, så kolde drinks skal man ikke undvære. Hvert forår i marts, "høster" man tonsvis af kæmpestore isterninger fra den dybfrosne Torneflod og opbevarer det i en hal i nærheden. I hallen er der plads til over 30.000 tons sne og over 10.000 tons is.
Isen bliver brugt til at skabe nye designs til ishotellets bar, Icebar, lave drikkeglas af is, til brug som råmateriale ved kurser i, hvordan man laver isskulpturer, etc. Omkring 1.000 tons af det, der bliver tilovers, bliver brugt til at konstruere næste års ishotel.
Icehotel er åbent - og eksisterer - fra december til april. Det er muligt at besøge hotellet i dagtimerne uden at være overnattende gæst.
Se mere om ishotellet på den officielle hjemmeside.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.
Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.
Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller
>>> Læs mere om Escapeaway