At forsøge at få et totalt overblik over Firenze ved et enkelt besøg er ikke nogen god idé. Det vil først og fremmest være anstrengende – og dernæst kedeligt. De monumenter og steder, som er nævnt i det følgende, er nødvendigvis valgt efter en subjektiv bedømmelse.
Af praktiske grunde deles byen her op i fire dele, der begynder med området omkring Palazzo Vecchio fulgt af området omkring Domkirken. Dernæst følger de tre vigtige religiøse stiftelser, som er samlet i én gruppe, selv om de findes rundt omkring i byen. Endelig er der floden Arno og dens omgivelser. Næsten alle stederne ligger ikke længere fra hinanden end de kan nås på god spadseretur.
Eftersom Firenze i grunden er en lille by, kan man gå fra Porta Romana i syd til Porta San Gallo i nord på en halv time. Under Anden Verdenskrig kastede et krigsfly nogle få bomber i den vestlige ende af byen på en nord-sydlig linie. Havde piloten kastet sine bomber en anelse tættere på bymidten, måtte vi i dag have undværet det, som vi forbinder med Firenze.
Byens hjerte
Af alle store pladser i de italienske byer er Firenzes absolut den mest irregulære. Der er intet i Piazza della Signoria af den harmoni, som gør Venedigs Marcusplads til en stor, åben stue. Der er ikke noget af den ynde, som præger Sienas Campidoglio eller af det enkle og majestætiske, der præger Capitol i Rom. Piazza della Signoria i Firenze kranses af alle mulige forskellige slags bygninger.
Underlig gemt på den ene side af pladsen ses Palazzo Vecchio , bystyrets sæde i de sidste seks århundreder. Ved siden af ligger det elegante Loggia dei Lanzi, fyldt med statuer, der ikke har spor forbindelse med hinanden. Det store springvand i midten af pladsen er genstand for florentinernes egne, kærlige drillerier, og der er ikke to bygninger på pladsen, der synes at have samme facade.
Med en despots kærlighed til orden forsøgte Cosimo 1 at give pladsen et kunstigt enhedspræg. Michelangelo foreslog at bygge loggiaen videre langs med hele pladsen. Heldigvis blev det ikke til noget. Heldigvis, fordi Piazza della Signoria er det fuldkomne udtryk for det florentinske karaktertræk ”enighed i mangfoldighed”.
Trods manglen på en omfattende planlægning og trods bygningernes mangeartede individualisme har Piazzaen sin egen, særlige enhed. Hvor lidt den har ændret sig i århundrederne, kan man konstatere ved at sammenligne pladsens udseende i dag med billedet af Savonarolas henrettelse, der fandt sted her i 1498. Den smalle tribune over for Palazzoet afspejler Piazza della Signorias historiske funktion. Det er, hvad der er blevet tilbage af Ringheria – talerstolen hvorfra talere kunne henvende sig til byens borgere. Her er Marzocco, løven der er byens symbol, som fangerne blev tvunget til at kysse. Michelangelos storslåede David-statue er nummer to kopi af den første, som blev bestilt i 1501 for at understrege en vigtig ændring i forfatningen.
Ved siden af står statuen af den første Medici-hertug, som kaldte sig Cosimo 1. for at fremhæve sig selv. I Loggia dei Lanzi – opkaldt efter lanzichenecchi (landsknægte), som var ansat af Cosimo – fandtes en statue med Perseus, der holder Gorgons hoved. Det var Cellini, der blev pålagt denne svære opgave af Cosimo.
Palazzo Vecchio, påbegyndt i 1299 og færdiggjort i 1314, er bedre indvendigt, end dets strenge facade måske antyder. Gården er som regel fyldt med blomster, og den er en nydelse med kopierne af Verrocchios fortryllende fontæner. Den vældige Salone dei Cinquecento blev bygget for det republikanske De 500’s Råd, som blev indført af Savonarola i 1496. Salen blev omdannet til tronsal for Cosimo 1. af Vasari, som fremstillede de store og temmelig ærbødige, men smagsløse fresker, der lovsynger Cosimos bedrifter. Endelig husede Palazzo Vecchio det genforenede Italiens første parlament, da Firenze en kort tid var landets hovedstad i 1863.
Palazzo Vecchio er stadig byens rådhus – man kan faktisk se bryllupper der – og det er derfor ikke altid muligt at komme ind. Det er imidlertid muligt at besøge de fleste historiske værelser og endda Medici-suiten samt det trange lille rum, hvor Savonarola blev holdt indespærret, før han blev henrettet som kætter på pladsen udenfor.
Tæt ved pladsen finder man de uforlignelige Uffizi Gallerier. Galleriets navn afspejler det faktum, at det oprindelig var stedet, hvor byens administrationskontorer (uffici) lå.
Palazzo Vecchio er kronologisk set det andet rådhus i Firenze. Det første var Bargello, som var sæde for byens højeste embedsmand, Podestá. Det blev bygget 50 år før, i 1250. Bargello var i virkeligheden byens politigård, som det afspejles i dens afskrækkende facade. Dens elegante, men uhyggelige gård blev ofte anvendt til henrettelser. Bargello er i dag museum med speciale i skulpturer. Det byder på en rig samling af værker af bl.a. Michelangelo, Brunelleschi, Cellini og Donatello – og er ikke nær så forvirrende som Uffizi.
Fire århundreders historie
Lige vest for Piazzo della Signoria ligger tre bygninger, som skildrer fire århundreder af Firenzes historie, fra den krigeriske middelalder til hertugernes periode. Palazzo di Parte Guelfa, lige ved Via delle Terme, var hovedkvarter for det mægtige Guelfi-parti, som regerede byen efter ghibellinernes nederlag og bortvisning. Palazzoet blev bygget i 1200-tallet, men fik siden stadig flere tilbygninger som tegn på den større status, det fik i Firenze.
Palazzo Davanzati på Via della Porta Rossa, også kendt som Museo dell’Antica Casa Fiorentina, er det tidligste eksempel på et patricierhus ombygget og tilpasset en mere bekvem og sikker tidsalder. Det blev bygget omkring 1330, og dets malede mure og loft er imponerende eksempler på, hvordan Trecento ændrede en fæstning til et hjem ved at afdæmpe og gøre arkitekturen lysere.
I nærheden ligger Mercato Nuovo, som tilhører en helt anden verden. Bygningsværket er relativt ”nuovo”, nyt, idet dette elegante og overdækkede marked blev bygget i 1550. Mercato Nuovo er stadig et folkeligt marked, som især tiltrækker besøgende, der leder efter gode lædervarer, selv om der også findes en del turistvarer. Her møder man den berømte Porcellino, den elskelige bronze-orne, hvis næse er helt slidt. Det siges, at hvis turisterne rører ved den, sikrer de sig at vende tilbage til Firenze.
