På portvinsbar i Bairro Alto, Lissabon

Bairro Alto
Bairro Alto i Lissabon. Foto: IK’s World Trip. CC BY 2.0

Vi besøgte Lissabon sidst på efteråret, men vejret var stadig lunt – selv ud på aftenen hvor vi begav os op i det livlige Bairro Alto. Muntre stemmer lød overalt i gaderne og blandede sig med lyden af Fado-musik, der tonede ud fra områdets mange spillesteder. Stemningen var afslappet og folks påklædning strakte sig fra sandaler og korte bukser til det mere formelle og elegante.

Omkring os i gaderne og på de små pladser i Bairro Alto var dækkede borde, hvor folk spiste ude og nød aftenstemningen i godt selskab. Selv havde vi spist tidligere på aftenen nede i den centrale del af Lissabon, hvor vi allerede havde fundet en restaurant vi vendte tilbage til næsten hver aften. Det med at spise er ikke noget, der haster, i Lissabon. Restauranterne holder længe åbent – nogle helt til midnat eller endnu senere. I Portugal følger man den latinske døgnrytme.

Godt mætte var vi gået op i Bairro Alto med en plan. Vi ville smage på Portugals mest berømte drik: Portvinen. Hvad ellers? Vi havde heldet med os, for det viste sig snart, at Bairro Alto husede en helt fantastisk portvinsbar, så man nærmest hele tiden kom tilbage til, når man slentrede rundt i de hyggelige og bakkede gader i kvarteret. Portvinsbaren havde en dejlig stor og åben glasfacade, så man udefra bemærkede den glade og festlige stemning blandt stedets mange gæster.

Servering i verdensklasse

Portvinsbaren gjorde med det samme et godt indtryk på os. Og det blev bare bedre og bedre. Indretningen var hyggelig med portvinstønder og andre ting med tilknytning til vinproduktion, og alligevel var der god plads omkring gæsterne. Det var nemt at finde et hjørne hvor man kunne sidde lidt for sig selv, eller man kunne slå sig ned i midten af rummet og komme mere i kontakt med de andre kunder, hvoraf mange så ud til at være stamgæster. Her – som udenfor på gaden – var der den gode blanding af lokale og rejsende, som næsten altid resulterer i en livlig samtale.

Der var også live-musik på baren, men tilpas afdæmpet til at man sagtens kunne føre en samtale. En tjener i elegant antræk kom os i møde. Hvad vi kunne tænke os. Nu vidste vi dengang ikke så meget om portvin, men det var ikke noget problem. Tjeneren var meget hjælpsom, og vi fik lov at smage på en to-tre forskellige portvin hver, så vi kunne vælge den rigtige. I løbet af de næste tre-fire timer fik vi nydt en masse forskellige slags portvin og glassene blev fyldt godt op. Så meget klogere på mange forskellige portvine, at vi nærmest frygtede regningen en lille smule.

Det var der ingen grund til, for på trods af den gode stemning, portvin, den excellente betjening og timevis af god underholdning kom vi kun af med et par hundreder kroner. En positiv overraskelse. Da vi kom ud på gaden igen, var vi i en løftet stemning. Det var stadig lunt og vi fandt en plads med udsigt over byen og sugede Lissabons rolige og klare natteluft ind, inden vi langsomt til fods begav os tilbage til hotellet lige inden solen stod op. En fortryllende nat i Lissabon, som vi ofte tænker tilbage på, når vi ind imellem nyder et glas god portvin.

Er du interesseret i mad og vin, så er her et par andre interessante indlæg:

Tags fra artiklen
, ,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere