At promenere rundt i Rom er jo en oplevelse, hvor end i byen, du befinder dig. Rundt om hvert hjørne venter en ny kirke at besøge, et nyt torv at udforske eller et nyt stort monument at beundre. Det er virkelig ikke svært at opleve det, som vi ofte opfatter som typisk italiensk her i landets hovedstad – men på den anden side kan det også være svært at finde steder i de centrale og historiske dele af byen, som ikke er invaderet af store turistflokke og gadesælgere, der vil sælge alskens sourvenirs og andet tingeltangel.
Derfor blev jeg vældigt overrasket første gang jeg besøgte Rom for x antal år siden. Jeg og en veninde havde vandret gennem hele byen og besøgt mange af de seværdigheder, som du som turist må besøge første gang du befinder dig i hovedstaden, af kulturel, historisk og arkitekturmæssig art. Vi var nået frem til det smukke torv Piazza Navona, og følte helt enkelt, at alle vores udbrud af åh! og ah! og kig her, hvor fantastisk! var ved at nå et mæthedspunkt. Vi behøvede en pause fra alt det storladne.
Så vi forlod torvet i dets nordøstlige hjørne, og drejede til venstre ved den første gade, vi kom frem til. Og lige dér trådte vi ind i et helt andet Rom. Vi befandt os på Via dei Coronari, en oase midt i kaoset.
Det er egentlig mærkværdigt, at gaden er så rolig, som den er – dels med tanke på dens beliggenhed, men også på grund af, at Via dei Coronari siden middelalderen har været en vældig vigtig trafikåre i Rom. I middelalderen kaldtes gaden i folkemunde for Via Recta, hvilket betyder lige vej, og det var præcist dét, den var – én af et fåtal lige og regelbundne veje i Rom i løbet af denne epoke, og også den hurtigste vej til Sankt Peters-kirken fra Porto di Ripetta.
Af den sidstenævnte grund var gaden hyppigt trafikeret af pilgrimme, hvilket førte til, at mange sælgere af rosenkranse etablerede sig med forretninger på samme gade. Disse rosenkranse – coroni på italiensk – gav siden gaden det navn, som den fortsat har i dag.
På trods af at Via dei Coronari kun er ca. 500 meter lang, rummer den mange interessante bygninger, kirker, torve og paladser. Et af de mest kendte paladser er Palazzo Lancellotti. Lancellotti-familien var en nobel romersk familie, der stammede fra Sicilien. De tilhørte Nobilità Nera – den sorte adel – hvilket var de, som forblev Paven tro efter at staten Italien erobrede Rom i 1870. For at vise deres trofasthed overfor Paven er døren til paladset på Piazza di San Simeone forblevet lukket siden den dag.
Fra 1960-tallet og frem til begyndelsen af 2000-tallet tog gaden en anden form og åbnede flere butikker, som solgte antikviteter af forskellig slags. Selv om der fortsat kan findes sådanne butikker på gaden, er antallet reduceret betydeligt de seneste år, da interessen for antikviteter er blevet erstattet af interessen for mere hverdagslige ting, såsom tøj og smykker.
På gaden finder du også mange hyggelige caféer, hvor du kan drikke dagens første kaffe, eller slå dig ned i eftermiddagssolen og fordøje alle de indtryk, du har modtaget i løbet af dagen. Her ligger også det, som jeg anser for at være Roms bedste gelateria (italiensk isbar), Gelateria del Teatro. Isen er naturligvis hjemmelavet efter alle de traditionelle italienske procedurer (de såkaldte artigianale) og du finder alt lige fra traditionelle smagsvarianter som chokolade, jordbær og pistagenød til mere spektakulære smagsvarianter som hindbær med salvie, basilikum-is, eller pære og rosmarin. Og det gør jo ikke ligefrem oplevelsen værre at kunne nyde denne herlighed omgivet af smukke bygninger og små, pittoreske torve.
Er du ivrig efter selv at prøve at vandre op og ned ad Via dei Coronari?
Så kig ind på denne side om en storbyferie i Rom, og få dér flere tips og informationer om, hvor du kan bo og hvad du bør se, mens du er på ferie i byen.
