Paestum – Italiens græske kulturskat

Paestum
Paestum er én af de største seværdigheder i Syditalien

1700-tallet blev århundredet, hvor Europa blev sig sin historiske fortid bevidst. Man begyndte at udgrave miner og foretage dannelsesrejser til Italien. Man – dette var mest forfattere og andre kulturpersonligheder – besøgte de klassiske byer og steder, herunder Paestum. For mange forfattere var Paestum den sidste by på den italienske halvø, de besøgte på deres dannelsesrejse.

Paestum grundlægges

Grækerne havde i 800-tallet f. Kr. grundlagt kolonien Syrakus på Sicilien. De følgende århundreder fortsatte koloniseringen på Sicilien og Iangs vestkysten af den italienske halvø. Grækerne grundlagde en ny koloni, som de navngav Poseidonia, opkaldt efter den græske gud Poseidon. Byen havde en stor udstrækning og havde sin storhedstid mellem 570 og 430 f.Kr.

Der var folkevandringstid i Italien, og fremmede folk strømmede ind fra nord. Et af disse folk, lukanerne, erobrede byen ca. 400 f.Kr., hvorefter byen hurtigt mistede sit græske præg. Romerriget voksede i disse århundreder, og i 273 f.Kr. blev byen romersk under navnet Paestum. Byen fik aldrig den store betydning, som den havde under grækerne. Befolkningerne flyttede op i bjergene og dyrkede de malariafri områder i lavlandet. Efter romerrigets fald blev Paestum bispesæde, men alligevef blev området forladt de følgende århundreder p.g.a. malaria.

Det arkæologiske område i Paestum

Under grækerne havde byen en enorm udstrækning. Paestum omfattede templer, teatre, torvepladser og tre templer i dorisk stil. Det er svært at forestille sig byens størrelse, når vi står og skuer ud over en stor græsslette.

På områdets højeste punkt står et tempel viet til gudinden Athena, Athena-templet. Templet blev opført omkring 500 f.Kr. i dorisk stil. Templets forhal er en usædvanlig dyb forhal med søjler i jonisk stil, en kombination, der først ses væsentlig senere i selve Grækenland.

Paestum
Paestum omfattede blandt andet templer, som man endnu i dag kan se spor af

I det sydligste område ligger Heratemplet (også kaldet Basilikaen), som er indviet til gudinden Hera. Templet er opført i 530 f.Kr. og dermed det sidste af templerne. Da man udgravede templet i 1700-tailet, fandt man ingen religiøse motiver, og troede dermed, at det var en basilika, deraf det navn som templet først blev givet. En basilika er en bygningsform, som romerne brugte til verdslige formål, bl.a. markedshal og hvor man afholdt retshandlinger. I 300-tallet byggede man de første kristne kirker og antog her basilikaen som model for kirkerne.

Neptuntemplet er det midterste af de tre templer. Templet er opført ca. 460-450 f.Kr. I lang tid troede man, at templet var helliget Neptun (den græske Poseidon, som byen var opkaldt efter). Templet er nok nærmere bygget til kult for Apollon eller Zeus. Templet er et af de mest berømte græske templer, og det mest imposante i vesten. Templets celia har en ydre og indre søjlerække. Det er desværre ikke muligt at komme ind i templerne.

Museet i Paestum

Regulære udgravninger begyndte først efter 1. Verdenskrig. Man fandt i ruinerne og i nærliggende områder mange effekter fra grækernes by. Museet blev ombygget i midten af 1970’erne og viser bl.a. græske vaser og vægmalerier fra grave. Den mest berømte er Tomba del Tuffatore (Dykkerens grav) fra 480 f.Kr.

Det arkæologisk område i Paestum
Det arkæologisk område i Paestum

Templerne i Paestum er i dorisk stil, derfor gives her en kort orientering om stilarten: Dorisk søjleorden hører sammen med den joniske til de klassiske arkitekturordner. Den doriske har sin oprindelse i træarkitekturen fra geometrisk tid – enkelte elementer er overleverede fra mykensk tid. Omkring 600 f.Kr. omsattes træarkitekturen til sten, og det græske doriske tempel fremtrådte i sin karakteristiske aflange form med en særlig udformning af søjler.

I løbet af 500- og 400-tallet f.Kr. forfinedes detaljerne og proportionerne, og det doriske tempel nåede sit højdepunkt i det klassiske Athen med Hefaistos’ tempel og Parthenon på Akropolis i Athen. Søjleordenerne er udviklet over de grundlæggende arkitektoniske led, dvs. det bærende (søjlen med basis, skaft og kapitæl), og det bårne (entablementet med arkitrav, frise og gesims (geison)). De kan også optræde i dekorativ sammenhæng med reliefkarakter, f.eks. med halvsøjler eller pilastre.

Udvikling af de klassiske søjleordener

De tre klassiske søjleordener, den doriske, den joniske og den korinthiske, har deres oprindelse i Grækenland. Romerne tilføjede den toskanske (en variant af den doriske) og den kompositte søjleorden med en sammensmeltning af det joniske og det korinthiske kapitæl. Den romerske arkitekt Vitruvius betragtede søjleordenerne som produkter af konkrete omstændigheder med tilknytning til både gudeverdenen og menneskers køn og alder: Den doriske (den mandlige orden) fik sit navn efter den type tempel, som heroen Dorus byggede til Juno (Hera) i Argos, mens den joniske (den kvindelige orden) fik navnet, fordi jonerne først byggede et jonisk tempel.

Paestum rummer stadig mange spor af den antikke græske kultur
Paestum rummer stadig mange spor af den antikke græske kultur

Den korinthiske (den jomfruelige) fremkom, ved at arkitekten Kallimachos på en piges grav så en kurv på roden af en akantus, som voksede op omkring den, og modellerede det korinthiske kapitæl derefter. I senrenæssancen og under modreformationen fremkom mange forsøg på at placere søjleordenernes oprindelse i en sakral sfære som et helligt alfabet uden for tid og rum. Den italienske arkitekt Sebastiano Serlio søgte at sætte dem ind i en kristen sammenhæng ved at henføre dem til hellige personer. Søjleordenerne blev genstand for matematiske teoridannelser, og i renæssancen understregede man proportionernes universalitet som svarende til naturlovene.

Find rejser til Italien med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie

Palma de Mallorcas slotte og paladser

Hovedstaden på Mallorca, Palma de Mallorca, er en smuk by med mange...
Læs mere