Parker og haver i Prag – byens grønne oaser

Prag park
Både Prags egne indbyggere og besøgende nyder godt af de mange grønne områder i byen. Foto: CC0 Public Domain

Kaster du et blik på kortet over Prag, vil du se, at den tjekkiske hovedstad har masser af grønne områder. Faktisk udgør skove, parker, haver og lignende omkring en femtedel af byens areal, hvilket gør Prag til en af verdens mest grønne hovedstæder. Trænger du til at tage et break fra byens liv og leben, er der da heller aldrig langt til nærmeste fredfyldte oase, hvor du kan hvile benene.

Mange af Prags mest interessante kulturelle begivenheder finder desuden sted i byens grønne områder, hvor for eksempel musikfestivaler, friluftsteatre, kunstudstillinger og madmarkeder altid giver masser af liv. Rejser du til Prag med familien, er byens parker ikke blot ideelle steder at søge hen, når I trænger til en pause fra bylivet. De grønne områder gemmer i sig selv på mange flotte attraktioner.

Petrin parken
Petrin-parken bestod oprindeligt af vinmarker. Foto:
Donald Judge, Creative Commons.
Petrin-tårnet
På toppen af udsigtstårnet befinder du dig cirka 200 meter over Vltava-floden. Foto:
Nan Palmero
, Creative Commons.

Petřín-højen – byens bedste udsigt?

En af de bedste udsigter over Prag finder du på Petřín-højen, der ligger på vestbredden af Vltava-floden. Turen op til toppen i knap 140 meters højde kan du tage til fods eller med kabelbanen, der afgår nede fra Újezd-gaden. Turen med det lille tog er kun godt 500 meter lang, men sparer dig for at få sved på panden.

Har du god tid, kan det dog anbefales at tage den til fods op gennem parken for at se de syv forskellige haver. Der er adskillige velanlagte stier at følge rundt i hele parken, som undervejs passerer adskillige udsigtspunkter. En af de flotteste ruter starter nede ved Kinsky-havnen (Kinského zahrada), hvorfra du går gennem en port og op ad bakke forbi en stor villa, der huser et museum, en sø med et vandfald og en charmerende trækirke, der blev flyttet hertil fra Ukraine i 1929.

Petřín-højen er et af de mest populære grønne områder i Prag, hvor både lokale indbyggere og turister kommer for at nyde de fredelige omgivelser på en picnic eller romantisk slentretur. Det mest kendte udflugtsmål i parken er udsigtstårnet på toppen, der er en miniatureversion af Eiffeltårnet. Det 63 meter høje tårn, der blev bygget i 1891, skal bestiges til fods (299 trin). Dine anstrengelser belønnes med storslået panoramaudsigt ned over Prag. Lige nedenfor tårnet ligger Spejllabyrinten, der blev bygget samme år.

Har du mindre børn med på rejsen til Prag, er den lille labyrint med de mange krumme spejle et besøg værd. Ligeledes er den nærliggende Rosenhave med de mere end 12.000 roser imponerende.

Vrtba-haven
Vrtba-haven, Vrtbovská zahrada, er åben fra april til oktober. Foto:
Govisity
, CC BY 2.0.

Vrtba-haven – den smukkeste barokhave

Denne smukke barokhave er nærmest lidt gemt af vejen i den gamle bydel Malá Strana, men bør stå højt på din liste over seværdigheder i Prag. Haven, der blev etableret omkring 1720, er designet af den tjekkiske arkitekt František Maxmilián Kaňka og anses for at være et pragteksemplar for denne tids havearkitektur.

Vrtba-haven er ikke så stor, men du bør alligevel afsætte god tid til at gå rundt mellem de forskellige terrasser. Øverst oppe er der en flot udsigt over Malá Stranas røde tage. Rundt om i haven står desuden adskillige skulpturer, men de kunstfærdigt klippede hække er næsten i sig selv kunstværker. Haven genåbnede for offentligheden i 1998 efter en otte års lang istandsættelse. I dag er det ikke blot turister, som ynder at få en tur her for at beundre haven. Vrtba-haven er også ofte vært for kulturelle arrangementer, ligesom der også jævnligt fejres bryllupper i de smukke omgivelser.

Kampa Prag
I Kampa park kan du både motionere eller slappe af på de skyggefulde plæner. Foto: kirkandmimi, Creative Commons.

Kampa-øen – picnic med udsigt til Karlsbroen

Den lille menneskeskabte ø lige ved siden af Karlsbroen, som er adskilt fra vestbredden af Djævlestrømmen (Čertovka), er et af Prags mest brugte parkområder. Her søger mange lokale hen for at lufte hund, cykle eller løbe en tur langs floden. Der er også rig mulighed for blot slappe af med en picnic under træerne eller nyde en forfriskning på en af øens mange hyggelige caféer og restauranter.

På en tur rundt på Kampa-øen, kan du blandt andet se gamle vandmøller, hvor en af dem huser Kampa Museum med nyere europæisk kunst. På Kampa afholdes også talrige markeder, koncerter, festivaler og andre kulturelle begivenheder i løbet af året.

Rejser til Prag

Vil du have det bedste udgangspunkt for at udforske Prags mange seværdigheder, inklusiv de grønne åndehuller? Hideaways har håndplukket de bedste hoteller i byen, som ikke blot ligge godt, men også giver dig en komfortabel base at vende hjem til efter en oplevelsesrig dag med sightseeing.

Se priser på rejser til Prag eller få mere inspiration til din ferie i Prag i et af de andre blogindlæg f.eks gå i Kafkas fodspor

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere