Piemonte – et festfyrværkeri for dine smagsløg

Vinmarker i Lange i Piemonte
Vinmarker i Lange i Piemonte

Det er nok ikke helt korrekt at kalde Piemonte for Italiens spisekammer, for hver region i landet har jo sine lækre specialiteter at byde på. Alligevel er der noget helt særligt over Piemonte – specielt fordi det er i denne region, mange af de mest verdensberømte italienske vine produceres. Nebbiolo druen, der er grundlaget for de store vine fra Barolo og Barbaresco gror overalt på de bedste bakkeskråninger, ligesom Barbera, og Moscato Bianco (Asti), danner basen i verdenskendte vine fra Piemonte.

Det smarte er, at Piemonte samtidig er i køreafstand fra Danmark, sådan at bilen kan fyldes med de bedste vine og andre smagsoplevelser, som de gode hasselnødder – Ferrero Rocher, der også står bag Nutella, har deres fabrik i Alba – samt trøfler, som vokser her.

Vingårde som perler på snor

Vi besøgte områderne Alba og Asti i højsommeren, og det viste sig hurtigt, at en uge er alt for lidt, når man er i Piemonte. Området er bogstaveligt talt overstrøet med vingårde, der stort set alle byder indenfor til vinsmagning, omvisning, foredrag og måske en frokost. Nogle er nødvendige at booke på forhånd, andre kan man blot droppe forbi.

vinmarker_piemonte_italien_ss
Pimonte er overstrøet med vingårde…

Det er tydeligt, når man er på vingårdsbesøg, hvordan der er en stor stolthed og viden forbundet med produktionen af de dyrebare dråber – mange gange nedarvet og videregivet gennem flere generationer. De fleste gør således en dyd ud af udførligt at forklare og få gæsterne til at forstå forskelle i metoder, smagsnuancer og druesorter, og selvfølgelig det unikke i netop deres vin. Hvis man er fan af de store italienske vine, er det her et sandt slaraffenland – og har man tænkt sig at smage sig igennem dem, kan det måske være en idé at hyre en chauffør, eller hoppe med på et par arrangerede udflugter med transport, så man ikke skal bekymre sig om promiller og bilkørsel.

Bo på “egen” vingård

Vi besøgte en del vingårde, og boede sågar på en, nemlig Villa Cornarea, der både fungerer som agriturismo og vingård, ligger lige midt i Roero området, og har gjort sig kendt på at opdyrke den næsten glemte druesort, Arneis. De dyrker selvfølgelig også række efter række af Nebbiolomarker.

Villa-cornarea-piemonte
Villa Cornarea i Piemonte

Der er morgenmad med i prisen på opholdet her, og vi havde forestillet os et stykke toast og en kop kaffe – noget i den stil. Det fik vi ikke. Vi fik godt nok både kaffe og brød, men også frugter, hjemmelavede marmelader og nybagte kager, forskellige oste, nutella, croissanter, hjemmelavet yoghurt og muesli osv, osv. Med andre ord – et overvældende og appetitligt morgenbord, hver morgen.

Landsby med egen Michelin-kok og masser af lokale delikatesser

Villa Cornarea har ingen restaurant, men det er muligt at forudbestille en delikat og hjemmelavet kold buffet med de lokale specialiteter og småretter med oste, marmelader og kød fra de omkringliggende landmænd – og som nydes i den skyggefulde have med udsigt over de blødt bugtende vinmarker.

Villa Cornareas beliggenhed er optimal for udforskning af hele Unesco området Langhe, der udover vin i stride strømme, byder på fantastiske udsigter, de smukkeste småbyer, bløde bakker og muligheder for både cyklister, vandrere, dem på Vespa, eller i bil.

mad i piemonte
Forskellige lokale retter i Piemonte

I gåafstand fra Villa Cornarea findes Canale, der er en lille, charmerende landsby med egen Michelin-kok, Davide Palluda, som de omtaler med stor stolthed. Han inviterer indenfor på enten restauranten eller det lidt billigere og mere enkle Osteria Dell’Enoteca, på byens hovedgade. I forlængelse af stedets gårdhave findes også en vinbutik. Vi valgte Osteriaet og fik en glimrende menu til 30 euro pr person bestående af forskellige lokale retter, såsom kanin, bagte peberfrugter med tun og fyldte chokoladepærer. Hertil nød vi selvfølgelig lokale vine. Selvom byen virkelig kun er en lille landsby, er der både ostebutik, bageri og et par andre specialforretninger.

Her er alt – på nær turistet

De mange fine små og større byer, som Alba, Bra og Asti har naturligvis alle deres vinbarer, og det er lige så oplagt at nyde et glas lokal eftermiddagsvin, som det er at drikke en hurtig espresso eller spise en is. Bra er desuden vuggen hvorfra slow food bevægelsen udsprang fra, og i byen ligger også verdens første University of Gastronomic Sciences. Både Alba, Asti og Bra er smukke byer, der vidner om fortidens storhed og pragt og på samme tid viser, at Piemonte stadig i dag er en velhavende region. Det er muligt at finde gode spisesteder i hver en by, for det er tydeligt, at høj kvalitet er normen i dette område. I fik vi desuden ugens bedste is i den lille isbutik, Mara dei Bosco, der kalder sig for et islaboratorium.

Villa-cornarea-piemonte-is-gelato
Is-smagning efter vinsmagning…

En af de mange vingårde, vi besøgte, var vingården Adriano Marco e Vittorio i San Rocco Seno d’Elvio, hvor vi fik vinsmagning, rundvisning og indføring i gårdens stolte vintraditioner af en kyndig guide, købte flere kasser vin og efterfølgende spiste vi en frokost i nabobyen bestående af tatar med trøffel. Se det er en fuldblods Piemontesisk dag.

Se alle rejser med Hideaways til Piemonte her

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere