Prøv Cava – Cataloniens gudedrik

Cava-vin
Hvis du rejser til Catalonien, bør du prøve den berømte cava-vin

Cava er en helt central del af catalansk kultur, og hvis du rejser til denne del af Spanien, bør du bestemt besøge en cava-gård. Du kan her læse om den berømte spanske vin, der ligner champagne og ofte forveksles med champagne, men som har sin helt egen historie og sine helt egne kriterier, samt få gode tips til, hvordan du kan opleve vinen på tæt hold.

Cava´ens produktionsmetode

Cava er en mousserende vin, der primært produceres i Catalonien. Vinen produceres efter samme metode som champagne, men der bruges nogle andre druer. Der er strenge krav til produktionsmetoden for cava: Andengæring skal foregå i flasken, kun en række godkendte druesorter må benyttes og druerne skal være fra et af de seks godkendte vindistrikter. 95 procent af al cava produceres i Penedès, mindre end en times kørsel syd for Barcelona.

Cava er som oftest baseret på enten hvid- eller rosévin. Den hvide cava er generelt mere tør, mens cava rosé er en smule mere sødlig. Du kan altid se på flasken, om din cava er tør eller sød. Cava spænder fra brut nature og brut, som er ret tørre, over sec, som er tør, til semisec, som er en halvtør cava, og endelig dolsec, som er sød. Derudover findes nogle af de traditionelle kvalitetskategorier som reserva og gran reserva. De største producenter af cava – Codorníu og Freixenet – ligger inde med et bredt sortiment af cava-varianter.

Cava-bodegaer i Sant Sadurní d’Anoia

Mange af Cataloniens cava-bodegaer ligger i Penedès syd for Barcelona, nærmere betegnet i landsbyen Sant Sadurní d’Anoia, der er centrum for den catalanske produktion af cava. Den lille by er nem at nå frem til med tog eller bil fra Barcelona, og her ligger cava-bodegaer fra både små og store producenter af cava i Penedès. Byen er også så lille, at du sagtens kan nå rundt til fods og nyde stemningen og – ikke mindst! – smage på de våde varer.

Besøg cava-gården Freixenet

I Danmark er Freixenet nok den mest kendte cava. Vi kender alle den sorte tunge Cordon Negro-flaske, som mange danskere nyder nytårsaften eller ved andre festlige lejligheder. I Catalonien har du mulighed for at komme ud og se, hvor Freixenet fremstilles; du kan nemlig bestille tid til en rundvisning på Freixenet. Der er naturligvis også mulighed for at købe cava og smage på den.

Rundvisning på Freixenet, der er den næststørste producent af cava i verden, giver dig også adgang til de store kældre under jorden, hvor cava’en opbevares og modnes, og du får den fabrik at se, hvor cava’en hældes på flasker. Freixenets cava-gård ligger lige overfor togstationen i Sant Sadurní d’Anoia

Andre Cava-gårde ved Barcelona

Udover Freixenet holder også Codorniu – der er verdens største producent af cava – også åbent for besøgende. Det gør Juve´y Camps, kendt for sine high end cava’er og Cava Colomer Bernat, også. Det er en god idé enten at tage med på en organiseret tur eller selv sætte sig godt ind i tingene forinden.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere