Rejs om foråret og oplev påsketraditionerne i Kroatien

Dubrovnik
En lille ø uden for Dubrovnik. Foto: Tambako The Jaguar. CC BY-ND 2.0

Danskerne er generelt ikke noget særligt religiøst folkefærd, så for mange danskere er påsken måske mest ensbetydende med ferie, påskefrokost og chokoladeæg til børnene. Men ifølge Kristendommen er påsken, hvor man fejrer Jesu opstandelse, faktisk den vigtigste højtid, vigtigere end jul. Den fejres mere eller mindre intenst i alle kristne lande, og mens mange traditioner går igen fra land til land, er andre unikke og adskiller sig fra andre landes, regioners eller byers traditioner.

Læs mere om rejser til Kroatien med Hideaways

På din ferie i Kroatien kan du opleve landets varierede påsketraditioner

I Kroatien er befolkningen katolikker, så påsken er ikke en højtid, der har tendens til at blive overset – tværtimod. Den bliver fejret alt hvad remmer og tøj kan holde, og påskefejringen har mange forskellige, spændende, lokale udtryk i landets 20 regioner. I mange byer er der ceremonier og processioner (religiøse optog) hver aften.

I kystbyerne i vidunderlige, eksotiske Dalmatien, kan du opleve, at indbyggerne tager traditionelle dragter på og synger ældgamle hymner. Der er amatør-skuespil baseret på bibelske fortællinger, og byportene bliver velsignede. Det åndelige kommer virkelig op til overfladen i løbet af påskeugen i Kroatien, og fejringerne starter allerede Palmesøndag, altså søndagen før selv påskeugen.

Kroatien er både historie og krystalklart havvand. Her muren ind til den gamle by i Budva Montenegro. Foto: Hideaways
Kroatien er både historie og krystalklart havvand. Her muren ind til den gamle by i Budva Montenegro.

Det hele er dog ikke åndfulde stemninger og Bibel-hyldest. Lyd skal der også til, når kroaterne markerer højtiden. Ifølge en udbredt tradition laver man “støj-sendere” kendt som klepetaljke eller cegrtalkje, der varierer fra region til region. Det kender vi også fra Danmark: Her kaldes en sådan støjsender en “skralde”, og er et gammeldags trælegetøj bestående af en pind, et lille hjul med takker og et trælegeme, der kan dreje. Meningen med skralden er at skabe en frygtelig støj, og det er sikkert et legetøj, der hitter hos mange børn og måske er i knap så god jord hos deres forældre. 🙂 I Kroatien laves skralder visse steder også som brædder, fra hvilke man hænger metalplader.

Bål, pistoler og rødbede-æg

En tradition, vi i Danmark ikke forbinder med påske, er meget udbredt i den centrale del af Kroatien. Den består i at bygge kæmpemæssige bål – i stil med vores Sankt Hans bål, kendt som askrijes, kres eller vuzmenica. Imens bålet brænder, bliver der skudt af fra en gammeldags pistol ved navn kubura.

Noget vil du dog kunne genkende fra Danmark, hvis du holder påskeferie i Kroatien: Farvede og dekorerede æg er også en vigtig del af den kroatiske påske. Før maling blev almindeligt udbredt, brugte man naturens materialer til at farve æggene. Derfor var røde påskeæg det mest almindeligt forekommende førhen – det skyldtes, at det var så udbredt blandt bønderne at dyrke rødbeder.

Farvede æg er en integreret del af påskefestlinghederne, også i Kroatien. Foto: Hideaways
Farvede æg hører sig til, når påsken skal festligholdes. Også i Kroatien.

Hermed fik du et kort indblik nogle af de mange måder at markere påsken, du kan opleve i Kroatien. Det bedste er selvfølgelig at være der selv – så kan du også få smagt på nogle af de lokale lækkerier, kroaterne forkæler sig selv med i påskeugen. 🙂

Før du rejser, kan det være godt at læse lidt mere om, hvad du kan opleve på en ferie i Kroatien. Noget af det mest tiltrækkende ved landet er de mange skønne øer. Dem har vi skrevet lidt om her: Rejs til Kroatien og oplev landets hemmelige øer

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere