Escapeaway official logo
Rodeofest i Portugal – Festa do Colete Encarnado

Rodeofest i Portugal – Festa do Colete Encarnado

Skrevet av Marie

2024-06-04

Rodeofest i Portugal – Festa do Colete Encarnado

Blot 32 km nord for Lissabon i Portugal kan man om sommeren opleve en mageløs, tre dage lang festival. Siden 1932 har festivalen hyldet Portugals respektfulde og tapre campinos, som er svaret på de amerikanske cowboys. Festen er en oplevelse, som Ernest Hemmingway helt bestemt ville have syntes om, hvis han havde besøgt Portugal.

Vi er i Vila Franca de Xira, en by som blev grundlagt i det 12. årh. på Tempelriddernes jord. Byen er tyrefægtningshjertet og omringes af et frodigt marskland og Tejofloden. Vila Franca de Xira har således en af de bedste tyrefægtningsarenaer og reserver hvert år første weekend i juli for at hylde sine meget højtagtede campinos.

De røde vestes fest

Festen hedder Festa do Colete Encarnado (Røde Vest fest). I løbet af festdagene slippes tyrene løs i gaderne pyntet med flag, hvorefter der er tyrefægtning i arenaen. Der hersker glæde og et festligt humør overalt, og her viser portugisere endnu engang deres spontane gæstfrihed ved at byde alle gæster velkommen til Portugals Eldorado:

Fandango dans (campinos dans, hvor de multitasker med fødderne, og som kunne minde lidt om tyrolerdans). Ridning- og tyrekonkurrencer hører med til campinos bragende festligheder, samtidig med at hele byen er indbegrebet af en musikalsk atmosfære, herunder folke- og fadomusik. En dejlig duft af grillede sardiner, rødpeber-hvidløgs-chili marinerede svineschnitzler og kyllinger hersker over byens hundredvis, hyggelige spisesteder. Der skåles i regionens kraftige og velsmagende rød- og hvidvin. Det hele afsluttes med et farvestrålende fyrværkeri over Tejofloden.

Velklædte machomænd

Campinos er den portugisiske udgave af modige mænd, som tilbringer størstedelen af deres liv på hesteryg og rider mange kilometer hver dag på Ribatejos uendelige marsklande for at passe tyrene. Det er dem, der bestemmer, når en tyr er klar til tyrefægtningens udfordringer, og det er også dem, som til tyrefægtninger som Forcados træder ind i arenaen og viser stort mod, når de griber tyrene, mens publikum og især pigerne klapper af fryd og råber højt ”Olé, olé”. Rigtig mange piger mener, at disse frygtløse mænd personificerer den perfekte machomand.

Det er en fryd for øjet at se de stolte campinos i Vila Franca de Xiras gader, for i modsætning til støvede amerikanske cowboys, viser de portugisiske campinos deres yderst velplejede typiske dragter frem. Dragten er farverig og består af en nisselignende grøn hue med en rød kant. Mørkeblå stramme bukser til knæerne og dertil en snehvide og omhyggeligt strøget skjorte pyntes til med et rødt bånd som livrem og en rød vest. Kraftige hvide bomulds knæstrømper danner en elegant kontrast med sorte sko med sporer. Når de ikke rider, bærer alle campinos en sort jakke på deres venstre skulder. Sidst men ikke mindst, campinos vigtigste arbejdsredskab (ud over hesten), og som hjælper dem med at styre tyrene på markerne; et aflangt bat, eller campinos tryllestav.

Under besøget i Ribatejo er det et must at besøge et tyre- og hestebrug og se, hvordan de lokale cowboys håndterer de store dyr. Området præges af frodige, opdyrkede marker med bl.a. vin, solsikker, hvide asparges, grøntsager, frugttræer og selvfølgelig uendelige landejendomme med tyre- og hesteavl. Det er endnu et af Portugals kontrastfulde og smukke landskaber. Den hurtigste og nemmeste måde at rejse til Vila Franca de Xira er med toget fra Lissabon. Rejsen tager ca. 30 minutter og går langs med Tejoflodens smukke natur, hvor en del er naturfredet.

 

Velkommen til Escapeaway

Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.

Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.

Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.

 

Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.

>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller

>>> Læs mere om Escapeaway

>>> Læs mere om Portugal