
Sådan var det at fejre Mortensdag i Norditalien
Skrevet af Marie
2024-07-19
Sådan var det at fejre Mortensdag i Norditalien
Har du nogensinde været med til at fejre Mortensdag i Italien? Vores gæsteskribent Charlotte, der til dagligt bor med sin familie i Norditalien, har fornyligt været med til at fejre den årlige efterårs- og helgenfest kaldet Festa di San Martino sammen med de lokale indbyggere. I dette spændende blogindlæg deler hun sine oplevelser med os læsere af Escapeaways blog. God fornøjelse!
Lanterner, legender og vin brulé
Hvis man tager en legende, lanterner og vin brulé og smelter sammen - så får man "Festa di San Martino". "Festa di San Martino" eller "L’estate di San Martino", som den også hedder (l’estate= sommeren), er en fejring af en legende fra år tilbage tilført nutidens efterårstraditioner. Det er en fest, der finder sted i hele Italien (og også andre sydeuropæiske lande) men på forskellige dage – dog i perioden mellem den 6. og 13. november. I dansk kontekst kaldes traditionen for Mortens dag og de fleste kender den nok fra den mere berømte Mortens aften.
Hvis man skal forstå afholdelsen af "Festa di San Martino", så skal man en del år tilbage. Faktisk helt tilbage til år 316 e.Kr.
Det var en mørk og kold dag
Det var den 11. november i år 316 e.Kr. En kold og regnfuld dag, da Martino – en romersk soldat – kom galopperende på sin hest iført en kappe. Da mødte han en nøgen forfrossen tigger, der kom vaklende på sine kolde bare fødder hen ad gaden. Martino ønskede at hjælpe ham, men havde hverken penge eller andet at tilbyde ham.

Festa di San Martino samler stadig børn og familier i Italien, selv om tradtionen går næsten 1700 år tilbage
Da sprang han af sin hest, og med sin sabel skar han halvdelen af sin kappe over og forærede tiggeren den ene del af kappen, så han ikke ville dø af kulde. Martino galopperede, glad for at kunne hjælpe, videre på sin hest, da vejret pludselig blev varmere. Skyerne forsvandt, og solens stråler brød frem fra en blå himmel. Om natten drømte Martino, at gud viste sig i hans drøm og fortalte, at det var ham, der var tiggeren - og næste morgen, da han vågnede, var kappen hel igen.
Indian Summer i november
Og således siger man i Italien, at netop derfor vil man i perioden mellem den 6. og 13. november opleve, at selv om den første frost har været der, så vil vejret i den periode ændre sig, og det vil blive varmt (årstiden taget i betragtning), hvilket – siger legenden - er en gestus og tak fra gud for, hvad Martino gjorde for tiggeren. Jeg kan så som en lille krølle på historien fortælle, at ja – der var faktisk 15 grader den 11.-12. november her i Norditalien og ja - vi havde få dage forinden haft den første frost.

Musikere iklædt kapper ved Festa di San Martino
På den sydlige halvkugle opleves fænomenet normalt i slutningen af april og begyndelsen af maj måned, mens det på den nordlige halvkugle er i starten/midten af november. I nogle lande er det også kendt under navnet "Indian summer".
Historien fortæller videre, at Martino år senere "omfavnede" kristendommen og blev præst - og derefter biskop. Da han døde, blev han lagt i en båd ude i en flod, og folk fulgte ham langs floden med tændte lanterner.
En festdag med en ridder, musik, tændte lanterner og vin brulé...
Spoler vi frem til i dag, så er "Festa di San Martino" OGSÅ en dag, hvor man fejrer modningen af den nye vin ved at prøvesmage denne, samt nyder ristede kastanjer dertil.

En af traditionerne ved festa di San Martino er at klistre et syltetøjsglas til med papir og ordet
Dagen blev for vores vedkommende fejret på børnenes lokale italienske skole, hvor man havde inviteret alle forældre og børn til "Festa di San Martino" kl. 15 søndag den 13. november. Vi skulle medbringe et tomt og rent syltetøjsglas, så børnene kunne lave en lanterne og klistre papir rundt om samt påføre ordet: pace (= fred). Imens de så sad og klippede og klisterede, så kunne de voksne gå udenfor (vejret var selvfølgelig godt) - og nyde vin brulé (varm rødvin med æblestykker i), varm kakao og/eller ristede kastanjer.
Da børnene havde fået lavet deres lanterne, (nogle mere dekorative end andre), så kom 3 mænd og spillede julemusik på et musikinstument alle iført en kappe.

En ridder med rød kappe og rød fjer i hjelmen optræder ved Festa di San MartinoFesta di San Martino
En "ridder" iført en rød kappe og en hjelm kom gående ind i skolegården, og alle fulgte efter ham ned til den lokale kirke, hvor børnenes lanterner så blev tændt. På det tidspunkt var det ved at være mørkt, så det var et flot syn at se alle komme gående på vejen med tændte lanterner, mens musikken spillede.
Flyvende tændte lanterner og et øjeblik af nydelse
Tilbage i skolegården var det nu tid til den sidste cermoni, som var den mest spændende taget børnenes høje glædesudbrud i betragtning. Der blev nemlig tændt lanterner i papir, som skulle flyve til vejrs, hvilket var et smukt og stemningsfyldt øjeblik at stå dér i tusmørket og se den lysende lanterne flyve højere og højere op på himlen samtidig med, at man kunne se børnenes glæde over opstigningen. Skønt øjeblik!

Flyvende lanterne ved Festa di San Martino
Og således sluttede "Festa di San Martino". Den hjemmelavede lanterne blev bragt med hjem, og hvor den nu står og lyser indendøre på kaminen hver aften, mens det udenfor atter er blevet koldt, og frosten byder os velkommen om morgenen.
Har du lyst til at læse flere spændende artikler om italienernes traditioner og højtider? Så besøg vores kategori om folk og traditioner i Italien.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.
Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.
Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller
>>> Læs mere om Escapeaway
>>> Læs mere om Italien