San Fermin-festivalen i Spanien – meget andet end tyreløb

San Fermín
San Fermín festivalen er mest kendt for det store og farlige tyreløb. Foto: Asier Solana Bermejo, CC BY-SA 2.0.

San Fermín er spansk kultur i absolut topklasse, og hvert år rejser over en million mennesker til Pamplona, i regionen Navarra i det nordlige Spanien, for at opleve den traditionsrige festival, der internationalt er mest kendt for tyreløb i gaderne. San Fermín er dog meget mere end tyreløb.

Festivalen starter hvert år den 6. juli kl. 12 præcist, hvor åbningen markeres med et larmende fyrværkeri. Den 14. juli – efter ni dage med fest i gaderne – samles deltagere og borgere i Pamplona ved midnatstid på byens rådhusplads og afslutter festivalen med levende lys og fællessangen Pobre de Mí.

Planlæg din kulturrejse til San Fermín i god tid, da festivalens store popularitet gør det svært at finde et hotelværelse eller en anden form for overnatning i Pamplona og det omkringliggende område både lige før, under og lige efter festivalen løber af stablen.

San Fermín og Ernest Hemingway

San Fermíns oprindelse kan spores tilbage til middelalderen, men festivalens internationale berømmelse skyldes i høj grad forfatteren Ernest Hemingway, der i 1926 udgav romanen Og solen går sin gang. Romanen handler om en gruppe unge, amerikanske og britiske udvandrere, der rejser fra Paris til Pamplona for at opleve tyreløbet under San Fermín.

Hemingway byggede romanen på oplevelser han selv havde haft under sine rejser til Spanien årene forinden. Forfatteren besøgte sammen med sin kone San Fermín første gang i 1923. Parret kom tilbage til festivalen de to følgende år sammen med nogle gode vender, de kendte fra expat-miljøet i Frankrig.

Hemingway nød disse rejser til San Fermín meget og han blev fascineret af tyrefægtning i en sådan grad, at han besluttede at skrive en fagbog om fænomenet. Efter kort tid gik det op for ham, at rejserne til San Fermín gav ham nok stof til en hel roman, som han begyndte at skrive tilbage i Paris efter den tredje rejse. Han arbejdede selv med titlen Fiesta, under hvilken bogen da også udkom i en senere britisk udgave. Den originale titel til den første amerikanske udgave var The Sun Also Rises.

Stemningsmættet festival

Hemingways roman er nok en god optakt, men intet overgår virkeligheden. San Fermín er en af de vigtigste fester i verden; den er mættet med atmosfære, og det varme vejr og de dagligt gentagne begivenheder som tyreløbet, tyrefægtningen om aftenen, gigantparaderne og aftenfyrværkeriet giver i løbet af festivalen en helt speciel stemning, hvor du virkelig kommer ind i en anden verden.

Den vigtigste religøse begivenhed under San Fermín er processionen den 7. juli, hvor mange tusinder følger en statue af Sankt Fermín, der bæres rundt i den gamle del af Pamplona. I optoget deltager dansere, kæmpehoveder, giganter og gøglere. Politiske og religiøse magthavere er også tilstede. Her har du en god mulighed for at se flere elementer fra San Fermín samlet.

Om du vil deltage aktivt i tyreløbet er så et helt andet spørgsmål. Du kan eventuelt starte med at læse det lokale turistkontors tips og råd omkring deltagelse.

Tags fra artiklen
Mere fra Mikkel Krohne-Sørensen

Vinterferien deler danskerne

Sol eller sne? Det er valget for de omkring 380.000 danskere, som...
Læs mere