Vidste du at…

Sardinsk mad
Sardinsk mad er én af faktorerne, når det gælder den høje gennemsnitlige levealder på Sardinien...

…Sardinien er et af de områder i verden, hvor folk har den højeste gennemsnitslevealder?

Ønsker du at opleve din 100 års fødselsdag, så er chancen størst, hvis du bor i de sardiske bjergområder. Her er det nemlig ikke så ualmindeligt at blive meget gammel, og ser man på, hvor mange der når at runde de 100 år i den vestlige verden i forhold til antallet på Sardinien, er tallet på øen markant højere. Ud af 1 million mennesker lever 135 sardere i mere end 100 år, hvor antallet er 75 for resten af den vestlige halvkugle. Og bevæger du dig op i bjergene tæt på Nuoro på Nordsardinien, så er det hele 240 personer ud af 1 million, der kan fejre deres 100 års fødselsdag.

Verdens ældste

Flere internationale undersøgelser viser, at sarderne, især de der bor i området Ogliastra midt på øen, er en af de 3-4 befolkningsgrupper over hele verden, der har den højeste gennemsnitslevealder. Faktisk har øen flere gang huset verdens ældste, for eksempel Antonio Todde, som døde i 2002 tre uger før sin 113 års fødselsdag og i 2000 kom i Guinness Rekordbog som verdens ældste mand!

Gammel mand fra Ogliastra på Sardinien
Gammel mand fra Ogliastra…

Og i 2003 var den 112-årige Giovanni Frau fra Orroli på Sardinien Europas ældste mand. I denne lille by med 2800 indbyggere varer livet bare længere end andre steder. Her har 11 kunnet fejre 100 års fødselsdag, otte deres 95 års fødselsdag og 41 er blevet mere end 90 år.
Men hvorfor bliver sarderne så gamle?

Traditionelle metoder

Det findes der ikke et endegyldigt svar på, men faktum er, at befolkningen på landet og i bjerglandsbyerne spiser sundt. I det sardiske køkken bruges fortsat traditionelle metoder og opskrifter, som er overleveret fra generation til generation. Mange står selv for produktionen af deres råvarer, de dyrker deres grøntsager og frugter, laver deres egen sugo (sauce) til pastaen, og mælk og kød kommer fra lokale producenter. Også den sardiske rødvin spiller en særlig rolle, idet den har en særlig forebyggende virkning på hjertekarsystemet. Et forskningsstudie ved det medicinske institut i London har påvist en forbindelse mellem brugen af en særlig type sardisk rødvin og den høje gennemsnitslevealder på Sardinien. Vinen produceres efter traditionelle metoder, hvor druerne kvases over en længere periode. Denne proces er efter sigende forebyggende og modarbejder problemer med hjertet. Ud over maden og vinen spiller generne hos sarderne i Ogliastra måske også en meget vigtig rolle, og forskere er ved at undersøge, om årsagen til, at de lever længere end os andre, også skyldes generne.

Interesseret i flere facts om Sardinien? Vidste du f.eks., at ét af verdens ældste træer er et 4000 år gammelt oliventræ på det nordlige Sardinien? Eller at mange mener, at en af verdens smukkeste strande ligger i det nordvestlige hjørne af Sardinien?

Tags fra artiklen
Mere fra Mikkel Krohne-Sørensen

Vinterferien deler danskerne

Sol eller sne? Det er valget for de omkring 380.000 danskere, som...
Læs mere