Seks charmerende byer i Grækenland

Byen Oia på Santorini
Byen Oia på Santorini

Uanset om du er til ferier med kultur, arkitektur, historie, shopping eller blot ønsker at kombinere byliv med afslapning på stranden, har Grækenland en perlerække af små og større byer, der er et besøg værd. Så mange at det kan være svært at vælge. Derfor her har vi samlet seks af vores favoritter, der hver især har noget særligt at byde på.

Lindos på Rhodos: Den hvide by på bjergskråningen

Den fine, lille by Lindos på Rhodos, der ligger på en bjergskråning med udsigt over Det Ægæiske Hav, er på mange måder en bouillonterning af alt, Grækenland har at byde på. I byen der også kaldes ”Den hvide by”, kan du vandre gennem snørklede gader og lade dig forføre af byens lave puls og rolige tempo. I bugten i kort gåafstand derfra finder du flere fine strande, som er perfekte til forfriskende badeture.

Lindos på Rohdos
Lindos på Rohdos

Og højt hævet over byens tage ligger det imponerende Akropolis og minder dig om Grækenlands tusinde år gamle kultur og historie.

Læs også “Byen Georgioupolis – et lille hyggeligt hjørne af Kreta”

Oia på Santorini: Postkortværdig, eksklusiv charme

Set fra luften ligner Oia på Santorini en forskønnet version af en side i en Find Holger-bog: Et vidunderligt mylder af små hvide huse, kirkespir, blå kupler, snoede trapper, altaner med krydderurter i krukker, pastelfarvede vægge, og smukt blomstrende bougainvilleaer.

Oia by på Santorini
Oia by på Santorini

Den labyrintiske by klynger sig til toppen af et højdedrag, er kendt for sine betagende solnedgange og emmer af eksklusivitet. Uden tvivl en af de mest charmerende græske byer. Et perfekt valg for dig, der har lyst til at slentre rundt i et levende postkort eller nyde udsigten med et køligt glas vin fra terrassen på en af de mange pittoreske tavernaer.

Naxos by på Naxos: Livlig havneby af den charmerende slags

Formiddag i Naxos by: Et par fiskerbåde tøffer ind i havnen. De har været tidligt ude for at sikre dagens fangst, som måske lander, perfekt grillet, på din frokosttallerken på en af byens tavernaer senere på dagen. Det summer af liv på havnepromenaden, hvor både lokale og turister får en frappé og en sludder. Bevæger du dig ind i de smalle gader, blandt spisesteder, grønthandlere, butikker og pladser, når du middelalderslottet Kastro, der ligger navn til den gamle bydel.

Naxos by
Naxos by

Om aftenen kan du gå over broen til den lille ø Palatia og opleve solnedgangen gennem byens vartegn, den imponerende marmorport Portara, som man mener er rejst til ære for guden Apollo.

Mykonos by på Mykonos: Tradition og jetset i skøn forening

Mykonos by forener det traditionelt græske med en snert af jetset og eksklusivt natteliv. Her finder du små tavernaer, traditionelle kirker og klassiske blå skodder side om side med designerbutikker, high-end restauranter og boutique-hoteller.

Mykonos by på Mykonos
Mykonos by på Mykonos

Udover den billedskønne bymidte, hvor du kan bruge timevis på blot at betragte folkelivet, har Mykonos by yderligere et par esser i ærmet. Du kan for eksempel benytte dig af byens strand og starte dagen med en morgensvømmetur eller nyde en svalende eftermiddagsdukkert. Og når mørket falder på, kan du tage en flaske vin under armen og beundre solnedgangen fra de berømte vindmøller, Kato Mili.

Læs også: “Fire destinationer at besøge på det græske fastland”

Korfu By på Korfu: Venetiansk elegance og romantik

Der er noget elegant over Korfu by. Fra den majestætiske Spianada – Esplanade – anlagte af det franske styre til de smukt formede buegange på byens centrale promenade, Liston, får du en fornemmelse af storhed, stolthed og skønhed.

 Korfu by
Korfu by

Korfu by har i århundreder været under venetiansk styre, og den italienske indflydelse fornægter sig ikke. Men også fransk, britisk og romersk kultur præger byen, der alligevel i sjæl og hjerte først og fremmest er græsk. Nyd de fremragende restauranter, gode shoppingmuligheder og den lokale strand, og gå en tur gennem forskellige tidsperioder og kulturer i byens gader, hvor du for alvor fornemmer historiens vingesus.

Rethymnon på Kreta: Byliv og strandferie i ét

Byliv kombineret med kilometervis af strand. Lyder der for godt til at være sandt?

Rethymnon på Kreta
Rethymnon på Kreta

Det er ikke desto mindre præcis det, du får på en rejse til Rethymnon, hvor den livlige stemning udspiller sig i en charmerende blanding af gamle og nye bygninger. Særlig det gamle havneområde, hvor små tavernaer ligger side om side helt ud til kajen, er et besøg værd, når mørket falder på, og aftensmaden skal indtages. Læg dertil, at du aldrig er mere end en kort gåtur fra at kunne bade og slappe af på de kilometerlange sandstrande i og udenfor byen. Så har du forklaringen på, at Rethymnon er blevet så populær blandt både grækere og turister!

Håndplukkede ferieboliger i græske byer

De hoteller og ferieboliger i græske byer, som du finder her hos Escapeaway er alle håndplukkede. Du slipper med andre ord for selv at skulle skelne skidt fra kanel, når du bestiller din rejse hos os. I vores udvalg tilbyder vi nemlig kun de bedst anmeldte hoteller, så du er sikker på at få de bedste rammer om ferien. Det inkluderer alt fra familievenlige, All-inclusive hoteller tæt ved stranden til små stemningsfulde boutique-hoteller lige i centrum af en klassisk hvid by i Grækenland, der er ideel til en romantisk rejse for to.

Se de bedst anmeldte hoteller i Grækenland her

Denne artikel er skrevet i samarbejde med det græske bureau Visit Greece.

Visit Greece
Visit Greece
Tags fra artiklen
, , , ,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere