Escapeaway official logo
Smagen af Gran Canaria

Smagen af Gran Canaria

Skrevet av Marie

2024-03-13

Smagen af Gran Canaria

Hvilken slags mad har du mulighed for at smage på, hvis du tilbringer en ferie på ét af vores hideaways på Gran Canaria - og hvilke retter er særligt typiske for øen, der ligger midt ude i Atlanterhavet, mere end 1000 kilometer fra fastlands-kontinentets gastronomiske epicentre, men under 200 kilometer fra den afrikanske kyst? Få her et par af svarene.

Indre spændvidde

Netop beliggenheden midt ude i Atlanterhavet, som ofte har været en anledning til påvirkning fra andre forbipasserende eller tilstrømmende kulturer - afrikanske, portugisiske, latinamerikanske m.fl. - har bidraget til det kanariske køkkens store indre spændvidde, og kulørte mangfoldighed.

Nye safter

Italienerne kender fænomenet fra Sicilien, mens portugiserne har nydt frugterne af fænomenet på øgrupperne Madeira og Azorerne; disse fjerne og intense ø-gastronomier, der gennem århundreder har fået revurderet deres fundament, hver gang nye safter er blevet tilført dem fra mennesker, der er dukket op i horisonten på deres skibe, og som senere er steget ned fra himlen fra fly, og har bragt andre traditioner, erfaringer og smagsløg til de lokale køkkener, og dermed bogstavelig talt har sat kydderi på den gastronomiske del af sagen.

På Gran Canaria er det dog ikke kun den poly-kulturelle indflydelse, som har bidraget til, at gastronomien på disse breddegrader skiller sig lidt ud fra fastlandets. Også øens klima og geologi, med vulkansk undergrund og en stabilt høj middeltemperatur hele året rundt omkring de 20 grader, har medvirket til det kanariske køkkens farverige og frodige kendetegn.

Kanariske specialiteter

Du har blandt andet muligheden for at smage på øens berømte kartofler, papas, der er en væsentlig del af Gran Canarias køkken, f.eks. papas arrugadas (bogstaveligt talt rynkede kartofler), der spises med skrællen på, og som ledsages af en typisk kanarisk sovs kendt som mojo.

Image

Papas arrugadas con mojo. Foto: <a class=

Andre typiske kanariske specialiteter er majs spist sammen med forskellige gryderetter og kødretter, samt majsmel, som bl.a. bruges til retten gofio escaldado, tilberedt med fisk, og pella de gofio, der ertykkere og oftere sødere end gofio escaldado.

Vegetabilske gryderetter og supper

Også vegetabilske gryderetter og supper er et hyppigt indslag i den kanariske gastronomi, takket være øens fremragende vækstbetingelser for frugt og grønt. Blandt de mest populære er gryderetterne med squash og majs, men også supper som puchero og rancho, og kartoffelsuppen caldo de papas, tilsat koriander, er meget velsmagende, foruden den spansk-latinamerikanske bastard af en ret med navnet ropa vieja (gammelt tøj på dansk), der blandt andet indeholder kikærter, kød og linser.

Fiskeretter

Da Gran Canaria er omgivet af hav så langt øjet rækker, er der naturligvis en overflod af gode fiskeretter på øen, tilberedt af de friskt fangede fisk og havdyr i havene omkring den. De mest almindelige fisk og havdyr i det kanariske køkken er papegøjefisk, tun, blæksprutte, havsnegle, sardiner, og brasen.

Desserter

Øens subtropiske klima muliggør i sagens natur dyrkelsen af et væld af eksotiske frugter, som vi i Danmark må nøjes med at importere fra varmere himmelstrøg, og købe i supermarkedet, men som på Gran Canaria er en daglig og selvfølgelig del af øens sortiment, såsom mango-frugter, ananas, guava, figner, bananer, papaya m.fl.

Men det kanariske dessert-køkken byder også på andre, tungere, søde sager, som er baseret på mandler, honning, mælk, æg, ost - og ofte tilsat én eller flere af øens frugter, såsom figen.

Hvis du skulle få lyst til selv at smage på herlighederne, kan du her se en beskrivelse af alle vores hideaways på Gran Canaria.