Solar betyder ’hjem’ og palmeiras kan oversættes til ’palmer’

En rejse til Lissabonkysten bliver ekstra interessant, når havudsigt er inkluderet i ferieoplevelserne. Desuden holder dine smagsløg også ferie, når der dagligt serveres velsmagende og hjemmelavet mad. Sådan er det her i Palmernes Hus! Her er gennemsyret af afslapning og den familiære stemning er gennemgående. Kort sagt er Solar Palmeiras et hjem, selvom du er langt væk fra dine vante rammer. Som en dejlig krølle på halen kan jeg supplere med at fortælle, at feriebudgettet rækker langt netop her.

Solar betyder ’hjem’ og palmeiras kan oversættes til ’palmer’ – derfor et varmt velkommen Palmernes Hjem på Lissabonkysten med udsigt over Tejo-floden. Her er hjemlig hygge og mange stamgæster! Kæmpe juniorsuites med plads fra 1 til 4 personer.

Solar Palmeiras er en lille oase, hvor der sættes en ære i en personlig service. Det mærker jeg med det samme, da jeg træder indenfor i receptionen, hvor smilende Cristina tager imod med åbne arme. Det samme noterede et fransk par, der ankommer samtidigt – indenfor 30 sekunder har de moret sig sammen med Cristina, og snart føler de sig hjemme grundet den varme velkomst.

Mens franskmændene checker ind og får videregivet praktiske informationer om alt fra morgenmadstider til togtider, tager jeg mig en tur rundt i lobbyområdet for at stille nysgerrigheden. Min første indskydelse er, at her er meget hjemligt, selvom Solar Palmeiras drives som et traditionelt hotel. Her prioriteres servicen højere end at bruge tiden til at følge med tidens trends indenfor indretning. Selvom hotellet ikke har mange år på bagen, så er det alligevel som at træde ind i en tidslomme fra 70’erne med hyggelige kurvemøbler, velourstole og marmorgulv.

Restauranten og baren er næste stop på vejen, og det er svært at holde fokus, for på den anden side af vinduerne ligger Tejo-floden og fanger opmærksomheden – tillige ser jeg, at der er en terrasse i forlængelse af baren, hvor der er indrettet med hvide støbejernsmøbler med velpostrede puder. Der må jeg ud…bliver nødt til at afprøve herlighedsværdien. Der går ikke mere end et splitsekund, så kommer tjeneren Gabriel og spørger, hvad han må servere, og det er for godt et tilbud at sige ’nej tak’ til, så pludselig minder jeg mere om en almindelig hotelgæst, der nyder solskinsvejret og udsigten til Tejo-floden og 25. april-broen – fantastisk!

Så støder den passionerede Cristina atter til og byder velkommen endnu engang og spørger, om vi ikke skal begynde rundvisningen i haven, hvor den lille swimmingpool også ligger ansigt til ansigt med Tejo-floden. Her er dejligt, også selvom trafikken høres fra vejen, der passerer nedenfor, men udsigten ’overdøver’ lyden.

Solar Palmeiras afholder flere festlige arrangementer løbende, og det er bl.a. madens skyld. For huset er kendt for dets køkken, hvor traditionelle tryllerier på tallerkenen er et varemærke, og så er det jo ikke nogen ulempe, at der fra restauranten også er Tejo-udsigt. Morgenmaden er også af god kvalitet med et bredt udvalg, og der er næppe nogen bedre måde at starte dagen på, end at sidde ude på terrassen og nyde morgenmaden, der er inkluderet i rejsens pris.

Vælg Solar Palmeiras, hvis du ønsker en prisbillig ferie på Lissabonkysten, hvor du vil bo midt mellem farverige Lissabon og stemningsfyldte Cascais med uanede muligheder for at gøre nogle gode indkøb, have gode bademuligheder tæt på og måske endda gerne vil være en smule kulturel. Læs mere om mulighederne i afsnittet under afstande og attraktioner. Solar Palmeiras ligger i kystlandsbyen Paço d’Arcos, der er mere lokal forankret sammenlignet med f.eks. nabobyen Estoril, der ligger ca. 12 km fra hotellet.

Faciliteter på Solar Palmeiras:

  • 34 velindrettede og ’kæmpe’ værelser
  • Sæt dig til bord og nyd en frokost eller middag i Restaurant Claro
  • Dyp fødderne og tag en dukkert i den lille udendørs swimmingpool
  • Udendørs terrasse med servering m. panoramaudsigt til Tejo-floden
  • Gratis og rummelig parkeringsplads
  • Bestil din yndlingsdrink eller en kop velskænket kaffe i baren
  • Gratis adgang til WiFi i fællesarealerne og mulighed for Internet på værelset

Godt at vide om Solar Palmeiras

Solar Palmeiras adskiller sig en smule fra mange andre af vores hideaways. Et lille, hyggeligt og familiedrevet hotel med masser af personlighed. Her er en bred skare af tilbagevendende stamgæster, der sætter pris på personlig service og en prisbillig ferie på den mondæne Lissabonkyst. Hotellet tiltrækker særligt et modent og rejsevant publikum, der ønsker at udfylde ferien med kulturelle og gastronomiske indslag. Solar Palmeiras ligger nemlig med nem og hurtig adgang til f.eks. Lissabon, Estoril og Cascais, og hvis du ikke har lejet en bil, så kan du gå de ca. 10 min. til Caxias-stationen, hvorfra togene afgår flere gange i timen.

Hotellet blev bygget i 1990’erne og stilen er overalt ganske enkel, og selvom hyggen er til stede i alle hjørner af huset, så er valget af interiør ikke det sidste skrig indenfor moderne indretning. Her er velholdt, men lidt slidt i kanten – og hvis du værdsætter en prisbillig ferie med en herlig beliggenhed, så vil Solar Palmeiras med stor sandsynlighed være et ”palme-feriehjem” for dig.

De fleste værelser vender mod Tejo-floden, og dette view vil de fleste rejse langt for at få inkluderet på deres ferie. Her skal du blot være opmærksom på, at hovedvejen fra Cascais mod Lissabon passerer forbi nedenfor havearealet. Derfor vil du ikke undgå at kunne bemærke trafikken, når du opholder dig udendørs eller har vinduet (som er lydisoleret) åbent. Hotellet har officielt 4 stjerner, men jeg ville vælge at give 3 gode og solide stjerner.

Værelser

Hold da op…sjældent har jeg set så meget plads at brede mig på. Derfor blev jeg nødt til at spørge Cristina, om jeg mon ikke kunne få lov til at se det mindste værelse for at kunne sammenligne, hertil svarede hun blot: ”Jamen Marie, alle værelser har denne størrelse”. Cristina viste mig ca. 10 forskellige værelser, og herefter er jeg overbevist om, at alle værelser har en god størrelse.

I alt findes der 34 værelser, som alle har enten dobbeltseng eller adskilte senge. Herudover er der siddeafdeling med lænestole og som noget ekstraordinært er der ligeledes en lille køkkenafdeling med køleskab og elkoger.

Her er god skabsplads og af generelle faciliteter på værelserne kan nævnes:

  • Kabel-TV
  • Aircondition
  • Telefon
  • Gratis safetyboks
  • Badeværelse med karbad og hårtørrer
  • WiFi Internet (EUR 5 pr. dag)

Værelserne ligger med udsigt enten til Tejo-floden eller have- og byområde, og mange af værelserne har desuden balkon eller terrasse. Du er naturligvis velkommen til at angive dine ønsker til beliggenhed, men Hideaways kan hjemmefra blot ikke garantere værelsets beliggenhed.

  • Nærmeste kystby, Paco de Arcos – 300 m
  • Nærmeste togstation, Caxias – 300 m
  • Nærmeste strand ved Santo Amaro – 2,8 km
  • Centrum af nærmeste by, Oeiras – 2,9 km
  • Rossio-pladsen, hjertet af Lissabon – 14,3 km
  • …og det betyder og shopping – 14,3 km
  • Estoril med badeliv og casino – 12 km
  • Eksklusive Cascais med hyggelig feriestemning – 20,5 km
  • Lissabon lufthavn – 19,6 km
  • Lissabon Oceanarium, et af Europas største – 22,3 km
  • Sintra, den lille eventyrby på bjerget – 22,5 km
  • Sintra-Cascais Nationalpark – 26 km
  • Cabo da Roca, et af Europas vestligste punkter – 32,5 km
  • Stemning og hygge til en frokost i Sesimbra – 49,9 km
  • Den gamle og berømte fæstningsby, Óbidos – 90,1 km
Tags fra artiklen
Mere fra Michael Nielsen

Oplev efteråret i Norditalien!

Efteråret i Norditalien kan være en ganske interessant oplevelse, ikke mindst på...
Læs mere