Tag på lang museums-nat i Berlin

Museum für Naturkunde
Naturhistorisk museum deltager i den lange museumsnat i Berlin. Foto: Thomas Quine, CC BY-SA 2.0.

De lange museums-nætter er et kendt og udbredt fænomen i mange europæiske byer. Men vidste du, at det faktisk var i Berlin, at konceptet opstod, og at den første lange museums-nat fandt sted i Berlin i 1997? Herefter bredte den sig til over 120 byer i Europa, og sågar til Phillippinerne. Hvert år har du mulighed for at opleve arrangementet i dets “moderby” Berlin.

Masser af variation

Berlins Lange Nacht der Museen, som den oprindeligt blev døbt på tysk, har tidligere som det eneste sted i verden haft to lange museums-nætter om året, men de senere år har der blot været én. Til gengæld deltager næsten alle byens museer. Selvom arrangementet kun løber af stablen en gang om året, er der for de faste gæster i Berlin og besøgende udefra – og dem er der mange af – rig mulighed for at finde variation: Hvert arrangement byder nemlig på en anderledes kombination af museer, et nyt tema og et nyt program, og da stadigt flere museer og institutioner træder til hvert år, er de besøgende garanteret forskellige oplevelser og nye opdagelser hver gang.


Se Youtube-video fra tidligere lang museums-nat i Berlin

Én billet til en nat med hundredevis af events

Ved den Lange Nacht der Museen i 1997 deltog blot 18 museer, men de seneste år har næsten 80 deltagende museer og institutioner i Berlin præsenteret en unik vifte af udstillinger, rundvisninger, koncerter, oplæsninger, danse-forestillinger, workshops, spil og familie-programmer.

Det er nemt at deltage i den lange museumsnat i Berlin, som normalt varer fra kl. 18 til 2 om natten. Du skal blot købe én billet for at få adgang til alle de deltagende museer, ligesom du kan køre gratis med den offtentlige trafik og de ekstra shuttle busser, som indsættes denne nat for at fragte besøgende mellem museerne.

Du kan læse mere om den lange museums-nat i Berlin og se hele programmet på arrangementets officielle hjemmeside.

I Tyskland er det ikke kun i hovedstaden, du kan deltage i Lange Nacht der Museen. De lange museums-nætter afholdes også byer som Køln, Frankfurt, Stuttgart, Düsseldorf, München og Hamburg.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere