I samarbejde med nogle af verdens mest kendte kunstmuseer inviterer Google dig til at gå på opdagelse blandt kunstskattene hjemme fra din egen computer.
Som man kender det fra Google Street View, kan man med Google´s Arts & Culture projekt gå ned af museernes gange, og dreje rundt for at zoome ind på de enkelte kunstværker. Mange hundrede kunstværker er tilgængelige i høj opløsning, og kan altså studeres i detaljer hjemmefra. Desuden er der ved flere af værkerne supplerende oplysninger, og links til videoer om værket eller kunstneren.
En lang række museer er allerede med i projektet, og flere er på vej. Samlingen inkluderer bl.a. The Metropolitan Museum of Art i New York, National Gallery i London og Van Gogh Museet i Amsterdam.