Maspalomas – ørkensafari på Gran Canaria

Maspalomas
Udsigt over klitterne til Maspalomas. Foto: Max M - Unsplash

Maspalomas på det sydligste Gran Canaria er et af øens mest familievenlige rejsemål. Og ikke kun fordi her er masser af solskinstimer året rundt. I Maspalomas finder du talrige børnevenlige hoteller med All inclusive med et godt udvalg aktiviteter for hele familien, masser af shopping-muligheder og flotte strande inden for kort afstand.

Det er også ved dette store ferieområde, at du kan opleve en af de største seværdigheder på Gran Canaria, det spektakulære ørkenlandskab Dunas de Maspalomas. Det kan du læse mere om her.

Las Dunas – Et mini-Sahara på Gran Canaria

Klitområdet Dunas de Maspalomasde, lokalt kendt som Las Dunas, er på over 4 km2 (omkring fire gange større end Råbjerg Mile). I 1994 fik Maspalomas-klitterne status af naturreservat for at bevare de flotte klitlandskaber. Trods den yderste sparsomme vegetation rummer området desuden et enestående dyreliv. Mellem klitterne som er i evig bevægelse, lever for eksempel et sjældent firben (som kan blive op til 80 cm langt!) og flere insektarter, der ellers kun kendes inde fra det afrikanske kontinent.

Når du befinder dig midt mellem de store klitter, er det da heller ikke svært at føle dig hensat til Sahara, især ikke hvis du tilfældigvis får øje på en af de kamelsafarier, som lokale firmaer tilbyder i området.

Playa del Ingles og Maspalomas. Foto: 360 BUnsplash

Udforsk klitterne

Der er flere gode udsigtspunkter, hvor du i ro og mag kan stå og nyde den betagende udsigt ind over de gyldne klitter i Dunas de Maspalomas. Det vil dog være en skam kun at se dem på afstand.

En “ørkensafari” er således et must på en rejse til Maspalomas. Både for børn og voksne er oplevelsen af at være helt omgivet af de høje sandklitter næsten så langt øjet rækker, et af de ferieminde fra Gran Canaria, der vil stå klarest. Bemærk, at det ikke længere er tilladt at gå frit overalt i ørkenen. Af hensyn til det sårbare dyre- og planteliv i klitterne skal du således holde dig til et otte kilometer langt afmærket stisystem. Til gengæld tager klitterne sig flottere ud, når de ikke slides ned af turister.

Når du begiver dig ud i klitområdet, vil du hurtigt opdage, at det er et ganske krævende terræn at bevæge sig rundt i. Sandet er blødt, og klitterne, som på afstand ser overkommelige ud, faktisk er høje bakker. Det giver sved på panden at komme frem, men det er anstrengelserne værd. Det er lidt lettere at gå en tur nede langs vandet, hvilket der er rig mulig for mellem fyrtårnet og Playa del Ingles. ​

Foto: Quinten BraemUnsplash

Dannet af gammel havbund

I fugleflugt er der kun lidt over 200 kilometer fra Maspalomas på sydspidsen af Gran Canaria til den vestafrikanske kyst. Sandet i Dunas de Maspalomas kommer dog ikke fra Sahara. Det er derimod sand fra havbund blotlagt under den sidste istid. Det blæste ind og lagde sig på Gran Canaria, før istiden endte og havet steg igen. Maspalomas-klitterne kryber den dag i dag stadig langsomt med vinden vestpå.

Playa de Maspalomas

Maspalomas-klitterne er formelt set ikke en strand, men ligger dog lige ned til det azurblå hav. Så du kan nemt kombinere en tur i den lille ørken med en tur til stranden. Det inkluderer den kilometerlange Playa de Maspalomas, der er er en af de flotteste strande på Gran Canaria. I den vestlige ende hen mod fyret er der adskillige strandcaféer og barer samt udlejning af liggestole og parasoller. Her kan du hurtigt få en forfriskende cocktail eller en sandwich i løbet af dagen. Foretrækker du at slikke sol i lidt mere fredelige omgivelser, kan du med fordel søge lidt længere mod øst.

De strandnære klitter i Maspalomas er kendt som et favoritområde for nudister, som nyder den beskyttelse klitterne yder mod nysgerrige blikke. Bliv derfor ikke overrasket over, at der er afsides områder med meget letpåklædte personer.

Fyret ved Maspalomas er med sine 58 meter det højeste på De Kanariske øer. Foto: Krzysztof Belczyński, CC BY-SA 2.0

Andre attraktioner ved Maspalomas

I den vestlige ende af Masapalomas-naturreservatet finder du en mere frugtbar lagune, som blandt andet besøges af mange forskellige slags trækfugle på deres vej mod Afrika.

En anden iøjnefaldende seværdighed i området er Faro de Maspalomas, det 58 meter høje fyrtårn som fra 1890 og mange år frem var et vigtigt pejlemærke for søfarten omkring Gran Canaria.

For børn og barnlige sjæle er en tur i Aqualand Maspalomas også et sikkert hit. Det er et af de største vandlande i Europa, hvor vandhunde i alle aldre kan bruge mange sjov timer på at udforske de talrige vandrutsjebaner og pools.

Rejser til Maspalomas med Escapeaway

Takket være det solrige klima og de kilometerlange sandstrande er Maspalomas et perfekt rejsemål for en badeferie på Gran Canaria. Udover det afslappende er der også meget andet at bruge ferien på i og omkring Maspalomas. Det gælder hvad enten du rejser hertil med hele familien eller på en romantisk ferie for to.

Bestil din rejse til Maspalomas hos Escapeaways, hvor du nemt kan samle flyrejse, hotelophold og lejebil (eller transfer t/r fra lufthavnen i Las Palmas) som en samlet pakkerejse. Vil du hellere selv arrangere de enkelte dele af din rejse, er det naturligvis også muligt blot at booke dit hotel igennem Escapeaway.

>> Læs mere om rejser med håndplukkede hoteller til Maspalomas

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere