Ferie med vin, mad og natur i Alsace i Frankrig

Alsace kanalby
Alsace emmer af charme med mange maleriske kanalbyer.

Alsace er Frankrigs mindste region og med grænse til Tyskland og Schweiz. Det er et forholdsvis nemt rejsemål at komme til fra Danmark med enten direkte fly, tog eller i bil.

Emmer af charme

Alsace emmer af charme med Rhinen på den østlige flanke og midt i regionen den pompøse bjergkæde Vogeserne, hvor skove og vinmarker slås om den ene mere spektakulære post efter den anden. Søer, bifloder og vandløb indbyder til badeliv, mens Vogeserne også giver plads til vintersport og vandreture i det uendelige. Et solidt fastlandsklima med mange mikroklimaer sørger for varme, solskinsfyldte somre og rigtig kolde vintre.

Route des Vins, Vinruten, slynger sig fra nord til syd gennem pittoreske vinbyer med opfordring til dégustation de vin. Druesorterne giver navn til vinene fra de som oftest mindre vingårde. De utallige restauranter og små spisesteder samt vinstub’erne, ikke at forglemme, lever i nær symbiose med vinen og gastronomien, der bærer præg af mange års tysk indflydelse.

Udvalget af charcuterie er enormt, fra de mest delikate og rustikke håndværksproducerede pølser til pâtéer og foie gras samt naturligvis en Tarte Flambée. Osten Munster er kongen i Alsace.

Vin- og ølferie

Gode Crémant’er (mousserende vine produceret efter Champagnemetoden) samt hidsige og varmende frugtbrændevine – eau-de-vie – fuldender det vinøse billede. Øltraditionen er lang – det var faktisk ølbryggere fra Alsace, der slog sig ned i Paris og skabte de rustikke og i dag utroligt populære spisesteder, brasserierne. Brasserie betød oprindeligt bryggeri og gik fra at være et sted med ølbrygning og servering af enkle retter til nu at være gedigne spisesteder, og sådan er det også i Alsace.

Strasbourg er hovedbyen i Alsace og hjemsted for Europa Parlamentet, Europarådet og andre internationale organisationer. Byen har bevaret sin smukke gamle bykerne – ved Rhinen – med et væld af de typiske bindingsværkshuse, som glæder øjet overalt i Alsace. De mange restauranter på alle niveauer og det travle forretningsliv medvirker til at skabe en livlig atmosfære.

Tags fra artiklen
Mere fra Mikkel Krohne-Sørensen

Vinterferien deler danskerne

Sol eller sne? Det er valget for de omkring 380.000 danskere, som...
Læs mere