Vinferie på Cypern? Tips til vinruter og festivaler

Vindruer

Cypern står endnu ikke så stærkt i danskernes bevidsthed som vinland, men middelhavsøen har faktisk vintraditioner, der rækker årtusinder tilbage. Du kan nemt udforske denne vigtige del af Cyperns kulturarv ved for eksempel at følge en af de spændende vinruter rundt på øen, hvor du på vingårdene oplever resultatet af de seneste årtiers indsats for at højne de cypriotiske vines kvalitet.

Perfekte forhold for vin

Et stabilt tørt klima med et godt stykke over 300 solskinsdage om året samt en jordbund af vulkansk jord og kalksten giver noget nær perfekte vækstforhold for vinstokke på Cypern. Det har øens beboere formentlig udnyttet i over 5000 år, og i antikken var øens vine yderst eftertragtede omkring Middelhavet. Om dessertvinen Commandaria’s oprindelse kan spores helt så langt tilbage vides ikke med sikkerhed, men ‘Commandaria’ anses til gengæld for at være verdens ældste vinnavn, som stadig er i produktion. Det var sandsynligvis tempelridderne på Cypern, der gav den søde dessertvin dens navn, da de i det 12. århundrede begyndte at producere den i store mængder til Europas hoffer.

I nyere tid var Cypern frem til murens fald dog mest kendt for at producere vine af en ret middelmådig kvalitet, der især blev afsat til Sovjetunionen. En sikker aftager betød, at øens vinproducenter endte med at fokuserer mere på kvantitet fremfor kvalitet. Det har dog siden ændret sig, og en række fremsynede vinproducenter har de senere år givet de cypriotiske vine et kvalitetsløft. Selvom det er de samme landsbyer, der på traditionel vis står for produktionen, har øens vinindustri undergået en markant modernisering og vækst.

Vinmark på Cypern
Vinmark på Cypern. Foto: CTO Zurich, CC BY 2.0.

Grundlaget for at Cypern på sigt igen kan blive et vinland, som også vækker international anerkendelse, er da også unikt. Udover det gode, solrige klima råder man på Cypern således over nogle af de ældste vinstokke i verden, som ifølge eksperterne kan producere druer af en enestående kvalitet. Takket være sin beliggenheden og restriktioner mod indførsel af fremmede vinplanter blev Cypern som det eneste land i Europa således aldrig ramt af vinpesten (forårsaget af lus), da den begyndte at brede sig i 1800-tallet.

For at kunne gøre sig mere gældende på det internationale marked dyrker man dog nu også nye sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Carignan noir og Palomino.

Vinruter

Kan du løsrive dig fra øens dejlige strande og historiske seværdigheder, er der gode muligheder for at stifte nærmere bekendtskab med de cypriotiske vine. Det lokale turistkontor har således lavet syv vinruter, som enhver vinentusiast bør sætte tid af til at udforske. Ruterne fører dig til alt fra de høje, sydvendte sider af Trodosbjergene og den smukke strækning mellem Limassol og Pafos til landburgsområderne omkring Larnaca og Nicosia.

Vinruterne er blevet til i samarbejde med de lokale vingårde, som for at deltage skal have faste åbningstider, tilbyde prøvesmagning og have personale til at tage imod besøgende.

Du kan finde kort og beskrivelser af vinruterne på det lokale turistkontors hjemmeside.

Vinglas
Vingårdene byder stolt på smagsprøver af deres bedste årgange – og du kan naturligvis købe en flaske eller to med hjem.

Limassol vinfestival

Rejser du til Cypern i slutningen af august eller starten af septemer, kan du deltage i Limassol Vinfestival. Byens park, Limassol Municipal Gardens, tæt ved vandet fyldes i knap to uger med traditionel dans, musik, madboder og naturligvis masser af lokal vin fra både store og små vingårde. Den familievenlige festival har de senere år udviklet sig til en af de største på Cypern og tiltrækker tusindvis af besøgende.

Cyperns vinmuseum

Vil du ikke “nøjes” med vingårdsbesøg, men også lære mere om den cypriotiske vins lange historie, bør du lægge vejen forbi det interessante vinmuseum i landsbyen Erimi. Museet ligger tæt ved Limassol og tempelridderborgen Kolossi borgen, et område hvor man har fundet nogle af de ældste spor af vindyrkning på Cypern. Museet har en fin samling af ældgammelt vinudstyr fundet rundt om på øen.

Mere information om åbningstider osv: www.cypruswinemuseum.com

Rejser til Cypern

Hideaways er specialister i at håndplukke de hoteller og ferieboliger på Cypern, hvor du både kan slappe af i smukke omgivelser og samtidig har et godt udgangspunkt for spændende udflugter – for eksempel på til nærliggende vingårde.

Se alle rejser til Cypern med Escapeaway

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere