Escapeaway official logo
Weekend i Hamborg - det skal du opleve

Weekend i Hamborg - det skal du opleve

Skrevet av Louise

2023-04-28

Weekend i Hamborg - det skal du opleve

Hamborg har masser at byde på, uanset om du er til shopping, kultur eller gastronomi. Og det bedste af det hele er, at du ikke behøver at rejse særlig langt for at opleve alt det, som Tysklands næststørste by har at tilbyde. Så hvorfor ikke tage på en forlænget weekend til Hamborg for at udforske denne unikke og spændende storby?

Her får du mit bud på, hvad du skal opleve på en forlænget weekend i Hamborg.

Et sprudlende kulturliv, enestående arkitektur og utallige broer

Hamborg ligger ved en af Tysklands længste floder, Elben. Den har præget byens historie og udformning markant. Vidste du for eksempel, at Hamborg har flere broer (over 2.300) end Amsterdam, London, og Venedig tilsammen? Det omfatter den smukke Lombardsbrücke, som nok er blandt de mest fotograferede steder i Hamborg.

Hamborg er fortsat en af Europas vigtigste havnebyer. Den gamle hansestad er samtidig et attraktivt rejsemål takket være sine mange seværdigheder. Dem kan du nemt bruge en weekend eller mere på at udforske. Det inkluderer Hamborgs pompøse rådhus med 647 værelser, det historiske vartegn St. Michaelis-kirken og det nye, imponerende koncerthus Elbphilharmonie.

Hvis du er interesseret i kunst og kultur, skal du besøge Kunsthalle Hamborg, som har en imponerende samling af kunst fra det 15. århundrede og frem til i dag med værker af blandt andre Rembrandt, Edvarc Munch og Picasso. Hvis du er mere til historie, så skal du besøge Hamborgs historiske museum, som giver et indblik i byens spændende fortid.

Image

Sommeridyl ved vandet i Hamborg.

Julia Solonina - Unsplash

De bedste udsigtspunkter i Hamborg

Hvis du vil have en fantastisk udsigt over byen, skal du tage til udsigtsplatformen i St. Michaelis-kirkens tårn, som ligger 82 meter over jorden. Hvis du ikke har mod på at forcere de mange hundrede trappetrin til toppen, er der en elevator. Især hvis der er åbent om aftenen, har du fra tårnet et fantastisk 360-graders udsigtspunkt over byens lys.

Et andet populært udsigtspunkt af nyere dato er fra koncerthuset Elbphilharmonie. Her er der et stort observationsdæk med gratis adgang, hvorfra du kan se ud over havnen og resten af byen. Under alle omstændigheder er koncerthuset med sin iøjefaldende futuristiske arkitektur et besøg værd.

Vil du nyde udsigten over byens lys om aftenen, er der adskillige barer med højtliggende tagterrasser i Hamborg. Det inkluderer for eksempel den populære Skyline Bar 20up, der ligger på 20. etage af Hotel Empire Riverside med en fantastisk udsigt over Elben og byens skyline.

Image

Koncerthuset Elbphilharmonie.

Lukas Menzel - Unsplash

Havnebyen Hamborg

Selvom store dele af havnearealerne de senere år er blevet indraget til andre formål, lever Hamborg stadig i vid udstrækning af aktiviteterne i havnen. Vil du opleve dette på nærmeste hold, kan en havnerundfart varmt anbefales. Det er imponerende at se de mange kraner, containerskibe, færger og krydstogtskibe fra vandsiden i en af Europas største havne.

En havnerundfart bør inkludere den charmerende Speicherstadt. Dette område i den nordøstlige del af Hamborgs havn er kendetegnet af de røde pakhuse, som er adskilt af smalle kanaler. Pakhusene huser i dag talrige hyggelige caféer, spændende museer og gallerier. Særligt om aftenen, når de gamle pakhuse og de små broer oplyses, tager Speicherstadt sig utroligt smukt ud.

Image

Det charmerende pakhuskvarter Speicherstadt er på UNESCO's verdensarvsliste.

Robin G - Unsplash

Restauranter og natteliv

Hamborg er i det hele taget kendt for sit rige natteliv. Det er især koncentreret i Reeperbahn, en lang gade i Sankt Pauli-kvarteret. Her er der klubber og barer i stort set alle afskygninger og masser af muligheder for at feste natte lang.

Hvis du søger en lidt mere tilbagelænet atmosfære, kan du besøge en af byens mange ølhaller. Den mest kendte er Hofbräuhaus, som har en autentisk bayersk atmosfære og selvfølgelig serverer store krus med køligt øl. Her føler man sig næsten hensat til Oktoberfest i München.

Det er ikke kun udvalget af barer og klubber, som er stort i Hamborg. Der er også masser af lækre restauranter at vælge imellem. Hvis du er til traditionel tysk mad, kan du nemt finde steder med klassikere på menuen som schnitzel og kartoffelsuppe. Hvis du er mere er til det moderne køkken, er der dog også masser af spændende steder med alt fra simpel fastfood til eksperimenterende fusionsretter fra Mellemøsten og Middelhavet.

Image

Hamborg har et godt natteliv.

Michael Kucharski - Unsplash

Shopping-muligheder

Hvis du har lyst til at shoppe i ferien er Hamborg det perfekte rejsemål for dig. Byen er et overflødighedshorn af shoppingmuligheder med alt fra små butikker til store indkøbscentre. Den mest populære shoppinggade er Mönckebergstraße, som strækker sig mellem hovedbanegården og rådhuset. Her finder du blandt meget andet Europas største skobutik, Görtz.

Hvis du er på udkig efter mere eksklusive butikker, så skal du besøge Neuer Wall, som er kendt for sine designerbutikker som Louis Vuitton, Gucci og Chanel. Til sammenligning er priserne mere overkommelige på de spændende markeder, som jævnligt afholdes på Rathausmarkt foran rådhuset. Her afholdes alt fra vinfestivaler til julemarkeder.

Hamborg for både børn og voksne

Voksne vil elske de mangfoldige kulturtilbud, det pulserende natteliv og de mange shoppingmuligheder i Hamborg. Byen er således perfekt til en parferie eller oplevelser på egen hånd. Du kan dog sagtens rejse hertil med hele familien.

Især hvis du har børn med på rejsen til Hamborg, er det næsten et must at besøge det imponerende Miniatur Wunderland. Det er ifølge Guinness Rekordbog verdens største modeljernbane med over 1000 modeltog fordelt på mere end 15 kilometer spor. Børnene vil elske at se togene køre rundt og udforske de detaljerede landskaber.

Hamborg Zoo, Tierpark Hagenbeck, er også et besøg værd. Det er en af de ældste og mest kendte zoologiske haver i Tyskland med et bredt udvalg af dyr, herunder elefanter, pingviner, aber og hundredvis af andre spændende arter. Der er også en legeplads og en børnezoo, hvor børnene kan interagere med nogle af dyrene.

En anden populær attraktion for børnefamilier er Hamburger Dom, der er en kæmpe folkefest, der finder sted i Hamborg tre gange om året. Forlystelsesparken er fyldt med rutsjebaner, spil og madboder, og der er masser af sjove aktiviteter for hele familien.

Image

Hamborg har en velfungerende, moderne U-Bahn.

Hilthart Pedersen - Unsplash

Nemt at komme omkring i Hamborg

Det er en fornøjelse at udforske Hamborg til fods. Byen breder sig dog over et stort område, og ikke alle seværdigheder er samlet i centrum. Det er dog ikke noget problem. Der er nemlig gode muligheder for at komme rundt med offentlig transport, som inkluderer busser, S-Bahn, U-Bahn og færger over Elben. Du kan købe en dagsbillet (Ganztageskarte) eller et Hamburg Card, som giver dig ubegrænset adgang til offentlig transport og rabat på mange seværdigheder og restauranter.

Hvis du foretrækker at udforske byen på cykel, så er Hamborg en cykelvenlig by med mange cykelstier og muligheder for at leje cykler. Du kan også tage en tur på Elben med en af byens mange færger eller vandtaxier, som giver dig en unik oplevelse af byen fra vandet. Havnen spiller stadig en vigtig rolle for byen og er interessante at udforske fra vandsiden.

Hvis du har planlagt en dagstur uden for Hamborg, så er der også gode transportmuligheder. Der er flere tog- og busstationer i byen, der giver dig mulighed for at tage på en dagstur til for eksempel Lübeck, Bremen eller Berlin.

Bestil din rejse til Hamborg her

Her hos Escapeaway kan du i vores smarte søgemaskine nemt booke din rejse til Hamborg. Vi har udvalgt hoteller med gode anmeldelser, som giver dig de bedste rammer om en oplevelsesrig storbyferie.

Du kan vælge blot at bestille overnatningen hos os, hvis du selv vil stå for transporten. Hvis du ønsker, kan du dog også hurtigt finde billige flybilletter, for eksempel med afrejse fra København. Alt samlet i én pakkerejse, som er sikret af rejsegaranti.

>> Se alle rejser til Hamborg her