Rejser til Castellar De La Frontera

Castellar De La Frontera er en af de klassiske 'pueblos blancos', som Andalusien er så kendt for, men dog en særlig en af slagsen. Landsbyen, der ligger omkring 125 km sydvest for Malaga og 25 kilometer nord for Gibraltar, består faktisk af to dele: Den oprindelige, lille middelalderby, Castellar Viejo, som ligger oppe på en bakketop med flot udsigt ned over Guadarranque reservoiret og er omgivet af en bymur, samt den nye del, Castellar Nuevo, lidt længere nede i dalen, som først blev etableret i slutningen af 1960'erne.

Fæstning og idyllisk bakketopslandsby

På afstand ligner det gamle Castellar De La Fronteraser mest af alt en stor borg, da de fleste af byens karakteristiske hvidkalkede huse gemmer sig inde bag de høje stenmure. Det var maurerne, som formentlig i løbet af det 10. århundrede først etablerede en fæstning her under navnet Al-Qasr. Herredømmet over fæstningen skiftede hænder flere gange i de følgende århundreder. Dette var således et omstridt grænseområde mellem maurerne og de kristne. Først i det 15. århundrede satte de kristne sig endegyldigt på magten over regionen og Castellar De La Frontera.

Selvom den har en umådelig smuk beliggenhed og er utrolig stemningsfuld har Castellar Viejo inde bag de tykke forsvarsmure i sagens natur haft begrænsede muligheder for byudvikling. De fleste indbyggere endte derfor med at flytte ud og de omkring 8 kilometer ned til Castellar Nuevo, som blev officielt indviet i 1971. Selvom denne nedre del af Castellar De La Frontera således er betydeligt mere moderne, har man også her bygget stilfuldt i den traditionelle andalusiske stil med hvide huse og røde tegl. Landsbystemningen er derfor helt intakt. Her er desuden adskillige mini-markeder og spisesteder.

Efter det oprindelige Castellar De La Frontera var blevet forladt til fordel for Castellar Nuevo gik fæstningsbyen lidt i forfald. Nogle tyske hippier blev dog så betaget af dens charme, at de flyttede ind i nogle af de forladte huse og her levede det søde bohemeliv. Siden er byen blevet nænsomt restaureret og i vid udstrækning genbefolket, omend en del af husene nu bruges som ferieboliger.

Romantik og uspoleret natur

Der er nogle enkelte små butikker, barer og restauranter oppe i Castellar Viejo, men de fleste som rejser hertil, kommer mest for at opleve den særlige stemning i de smalle brostensbelagte gader. Trods sin beskedne størrelse kan du da også godt bruge en time eller to på at bare at slentre rundt her, hvor der er mange hyggelige gyder og stræder at udforske. Ikke overraskende er den charmerende bakketopslandsby et populært udflugtsmål, så det er en fordel at kunne blive her til sidst på dagen og mærke stemningen, når de fleste dagsturisterne er taget hjem. Du kan for eksempel næsten ikke rejse til Castellar De La Frontera uden mindst én gang at nyde solnedgangen fra "El balcón de los amorosos" (De elskendes balkon).

Det mest af området omkring byen er en del af Parque Natural Los Alcornocales. Der er derfor gode muligheder for at lave vandreture i naturskønne omgivelser, når du rejser til Castellar De La Frontera, uanset om du bor oppe på bakken eller nede i dalen. Selvom du her bor lidt inde i landet, tager det desuden under 20 minutter at køre ned til stranden. Du kan for eksempel følge Guadarranque-floden ned til byen af samme navn, hvor der er en familievenlig strand med udsigt til Gibraltarklippen. Der er derudover mange andre fine strande at vælge mellem langs kysten.

Rejser til Spanien

Læs mere om Spanien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Spanien her

Hoteller i Castellar De La Frontera