Rejser til Montoro

Idylliske Montoro ligger på en bakke, hvor Guadalquivir-floden slår et sving, omkring 45 kilometer øst for provinshovedstaden Cordoba. I 1969 blev Montoro erklæret for en by af "Historisk og kunstnerisk betydning", og du vil straks forstå hvorfor. Her kan du gå på opdagelse i et sand labyrint af smalle gader og stræder for at opleve stemningen mellem de smukke hvidkalkede huse med røde tegltage og elegante balkoner af ornamenteret støbejern, der prydes af farverige blomster.

Fordyb dig i det ægte Andalusien

At finde rundt i de små brostensbelagte gader kan godt sætte dit indre kompas på prøve. Men det gør ikke så meget, hvis du farer lidt vild. Udnyt blot at du er på ferie og har god tid til at udforske de fine seværdigheder, du kommer forbi på din vej rundt i byen. Slå dig ned på et af de hyggelige torve for at betragte byens liv eller kig indenfor i en af de gamle kirker såsom Iglesia de San Bartolomé. Den regnes for et af de bedste eksempler på gotisk renæssancearkitektur i provinsen.

Der er adskillige middelalderbygninger i Montoro, ikke blot kirker. Men byens historie strækker endnu længere tilbage. Romerne kaldte Montoro for Epora. Siden havde visgoterne og derefter maurerne herredømmet over byen indtil Reconquistaen af Den Spanske Halvø, hvor Ferdinand 3. den Hellige tilbageerobrede Montoro i 1240. Den rige historie fornemmes tydeligt, og er i sig selv værd at rejse efter.

Trods sine mange kvaliteter er Montoro måske takket være beliggenheden inde i landet ikke spoleret af masseturisme. Med knap 10.000 indbyggere er Montoro samtidig en by af en behagelig overskuelig størrelse, men den har alligevel både indkøbsmuligheder og restaurantliv nok til at dække dine behov på rejsen. Glæd dig derfor til hyggelige stunder i gastronomiens tegn på en rejse til Montoro. Her byder menukortene på lækre delikatesser fra lokalområdet med alt fra hurtige tapas til udsøgte, traditionelle retter, der bør nydes uden hastværk.

Udflugter

Byens beliggenhed på en bakke, som Guadalquivir-floden løber rundt om, er betagende. Flere steder kan du nyde udsigten hen over floden mod de olivenlunde, som man har levet af her i generationer. Vil du vide mere om dette traditionsrige landbrug, kan du tage på guidede ture til lokale olivenoliemøller og gårde. Midt i den gamle bydel ligger desuden et lille olivenoliemuseum.

Lidt nord ligger Parque Natural Sierra de Cardeña y Montoro. Det er en enestående naturpark med stor variation af både flora og fauna, men også flere små landsbysamfund, hvor det føles som om tiden har stået stille i århundreder. Der er busforbindelser fra Montoro til blandt andet Cordoba, men vil du udforske naturparken eller andre udflugtsmål i eget tempo, kan det anbefales at booke en lejebil til rejsen.

Rejser til Spanien

Læs mere om Spanien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Spanien her

Hoteller i Montoro

Hvad siger gæsterne i Montoro?

9,7
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 6 anmeldelser