Rejser til Barcelona

Seværdigheder og oplevelser i Barcelona

Den besøgende vil altid få den største og mest udbytterige oplevelse af Barcelona ved at være åben overfor de forskellige bydeles karakteristiske særpræg, indbyggernes karakter og den enorme historiske og kunstneriske arv.

Inden man begynder sin vandring, anbefales det, at man besøger et af Barcelonas turistkontorer, hvor man vil kunne finde oplysninger vedr. åbningstider, specielle arrangementer samt alt om de forskellige turistfaciliteter, såsom turistbussen, der gør det nemt for den besøgene at bevæge sig rundt mellem de vigtigste turistattraktioner i Barcelona.

Den gotiske bydel

Den Gotiske Bydel er Barcelonas hjerte. Det var her, at den romerske Barcino blev grundlagt, og siden da har den været Barcelonas historiske, religiøse og politiske centrum. Bydelen har nogenlunde den samme størrelse som den romerske koloni, der i sin tid var omringet af en fæstningsmur. Indtil begyndelsen af det 20. årh. var denne bydel kendt som Katedral-kvarteret. Et ambitiøst renoveringsprojekt, som inkluderede opførelsen af visse nygotiske bygninger for at fremhæve denne monumentale bydel, var grunden til at den skiftede navn og blev kaldt den Gotiske Bydel.

Man må ikke snyde sig selv for en rolig spadseretur gennem disse gågader og pladser i Barcelona, hvor de historiske omgivelser tit muntres op af gademusikere, markeder eller andre festlige arrangementer, som f.eks. Sardanes, en populær catalansk ringdans med orkester (cobla) som danses alle søndage foran katedralen ved middagstid.

Den gotiske katedral

Katedralen – en gotisk bygning opført mellem det 14. og 15. årh. Facaden blev dog ikke færdiggjort før slutningen af det 19. årh. takket være en rig bankmands generøse donation. Indenfor må man ikke glemme at se kapellet for El Cristo de Lepanto, det smukke kor og Santa Eulalia-krypten, som sammen med La Virgen de la Mercé er byens skytshelgeninde. Tæt ved apsis kan man tage en elevator og komme helt op på katedralens tag, hvorfra man har en utrolig udsigt over Barcelona.

På Placa Nova kan man se de to tårne på den romerske bymur og nedenfor dem, til ære for den gamle romanske koloni, ses de syv bogstaver i ordet Barcino udformet i bronze. Disse tårne er meget vedbevaret forneden, og de var del af en af de fire hovedindgange til den gamle bydel i Barcelona.

Når man går op ad Bisbe-gaden, finder man Caca de l’Ardiaca på venstre hånd, overfor den lille Santa Lucia kirke. Det var her, hvor katedralens ærkediakon boede. Bygningen er oprindeligt fra det 11. årh. og har siden da undergået mange ombygninger. Den har en meget smuk indre gård med en palme, der rager højt op over bygningen, og som er et stop værd.

Hvis man fortsætter hen af Bisbe-gaden og drejer til højre ad den første gade, kommer man til den afsides Sant Felip Neri-plads. Her får man fornemmelsen af at befinde sig inde i en smuk gårdhave, hvor man kan høre vandets bløde rislen fra pladsens kilde. Hvis man fortsætter henover pladsen kommer man tilbage til Katedralen og direkte ind i Klostergården via Santa Eulalia-indgangen. Kapellerne rundt om klostergården er dedikeret de gamle håndværkerlavs forskellige skytshelgener, hvilket påminder én om, hvor indflydelsesrige håndværkerlavene var i middelalderen. Katedralens klostergård er uden tvivl et magisk sted, med magnolietræer og palmer, samt de tretten gæs, der går frit rundt, og som symboliserer den alder, som den purunge Santa Eulalia havde, da hun led martyrdøden.

Hvis man går ud af døren La Puerta de la Piedad, kan man se klostergårdens imponerende lille, gotiske tempel. På den lille Paradis-gade, hvor Centre de Excursionista de Catalunya (Det catalanske vandrerlav) har til huse, finder man fire korintiske søjler, der stammer fra det oprindelige Augustus Tempel, en imponerende arkæologisk perle, som der er fri adgang til. Den nærliggende Placa del Rei er den adelige bykerne i det gamle Barcelona, og her ligger det gamle kongepalads fra det aragonske kongedømme. Blandt bygningerne har vi den fremragende Saló del Tinell, Santa Ágata kapellet og udsigtstårnet, som i dag er en del af Museu d’Història de la Ciutat (Byhistorisk museum), hvor man også kan besøge de romerske ruiner, der ligger under pladsen.

På Placa de Sant Jaume ligger Barcelonas regeringscentrum, hvor Rådhuset og Palau de la Generalitat (Det catalanske regeringspalads) ligger.

La Rambla - scenen for bylivet i Barcelona

Den berømte Rambla er en lang gågade, der snor sig igennem hele Barcelonas gamle bydel, og den er hovedåren, der forbinder den centrale Placa de Catalunya med havet. Nedenunder denne plads, som er Barcelonas nervecenter rent transport- og handelsmæssigt, finder man Turistkontoret. Ramblaen er den mest typiske og mest kosmopolitiske gade af alle i Barcelona. Ramblaen er, kort sagt, byens ”scene”, hvor man vil kunne se alle mulige slags mennesker, og hvor der er konstant liv, både dag og nat. Ordet ”rambla” er arabisk oprindelse og betyder ”flodleje”, hvilket hentyder til den oprindelige, naturlige kanalisering af vandet til havet. Ramblaen er både én og mange på samme tid. Dens navn skifter nemlig alt efter i hvilket afsnit af gaden man befinder sig, og derfor omtales den også ofte i flertal som ”Las Ramblas”.

Man kan starte oppefra ved Rambla de Canaletes og gå ned mod havet – nærmest Placa de Catalunya, kilden af samme navn som indbyder de besøgende til at drikke af dens haner. Det hedder sig, at den der drikker vand herfra, vender tilbage til Barcelona. Ad gaden Tallers kommer man ind i Raval-bydelen, hvor det anbefales at besøge kulturcentret Centre de Cultura Contemporània (CCCB) og museet for nutidskunst Museu d’Art Contemporani (MACBA).

Når man krydser Bonsuccés, kommer man lige hen til en spændende bygning, hvor teateret Academia de Ciències i Arts befinder sig. Dette afsnit af Ramblaen hedder Rambla dels Estudis og har fået sit navn fra det gamle akademi. Karakteristisk for dette område er den konstante fuglesang og de mange dyrehandleres boder. Tæt herved, på hjørnet af gaden Carme, ligger Betlehem Kirken, lige overfor Palau Moja, et palæ i neoklassisk stil. Herfra kommer man videre til Rambla de Sant Josep som er bedre kendt som Rambla de les Flors på grund af de mangae traditionelle og farverige blomsterboder. På højre side ser man Palau de la Virreina (Vicedronningens palæ), som i dag rummer det kommunale udstillingscenter. Her er der en sal, der altid byder på interessante udstillinger, og i underetagen findes et informationskontor, hvor man også kan købe billetter til Barcelonas forskellige forestillinger. Lige ved siden af ligger det ældste og mest ægte af byens 40 markeder, La Boqueria, som er et rent paradis for gastronomerne og en spændende oplevelse for enhver anden.

Ved gaderne Hospital og Boqueria skal man bemærke et af Ramblaens kendetegn: flisebelægningen, udført af Joan Miró. På hjørnet til venstre ligger den originale bygning Casa Bruno Quadros, hvis facade er udsmykket med paraplyer og kinesiske drager. Dernæst kommer man til det store teater Liceu, som har været ombygget indtil flere gange, og som er et af Barcelonas helt specielle kendetegn. Facaden er forholdsvis enkel, men indvendig har teatret en af de mest storslåede sale i verden.

Lidt længere ned, på gaden Nou de la Rambla, ligger et af Gaudi’s mesterværker Palau Güell. På vejen ned mod havet kommer man nu til endnu en udstillingssal, det gamle Santa Mònica Kloster i hvis underetage man finder et af den catalanske regerings kulturelle informationskontorer. For enden af passagen La Banca kommer man til Voksmuseet og dets over 360 berømtheder, som står parate til at hilse på de besøgende. Til sidst kommer man til Columbustårnet med dets indvendige elevator, der kører op til toppen. Herfra kan man nyde den flotte udsigt over havnen og selve Barcelona.

La Ribera - den oprindelige bymidte

La Ribera-bydelen er nok et af de mest charmerende områder i den gamle bydel. I middelalderen var det Barcelonas bymidte, og her holdt håndværkerne, handelsfolkene og søens folk til. I dag kan man stadig se mange levn fra denne tid. For eksempel gadenavnene, som hentyder til de forskellige håndværk (glaspustere, sølvsmede, etc.), eller Varebørsens hovedsæde, Llotja de Mar. Bygningens facade blev vel og mærket genopbygget i neoklassisk stil i slutningen af det 18. årh., men indvendigt er dens velholdte gotiske sale et tegn på handlens og søfartens storhedstid i middelalderen.

Over de sidste år har mange håndværkere åbnet deres værksteder i denne bydel, som drejede det sig om en slags hyldest til stedets historie. Renoveringen af de gamle bygninger samt det store udbud på barer og små restauranter giver også denne bydel en helt speciel charme.

Ruten gennem La Ribera-bydelen starter i Argenteria-gaden som forbinder Via Laietana med Santa Maria del Mar Basilikaen. Gaden Via Laietana, hvis navn kommer fra de iberere, der bosatte sig her før romerne, blev anlagt i første halvdel af det 20. årh. og løber i lige linje gennem denne del af den gamle bydel med det formål at åbne op for trafikken og forbinde Eixample-bydelen med havnen. Der er derfor tale om et kompliceret byplanlægningsprojekt.

Den gotiske Santa Maria del Mar Basilika, bedre kendt som La Ribera-katedralen, er et af de smukkeste eksempler på gotisk arkitektur. Den blev opført i det 14. årh. og dens harmoniske proportioner og fredsommelighed gør den til en beundringsværdig bygning.

Overfor kirkens sideindgang, mod Passeig del Born, ligger der en lille men historisk meget betydningsfuld plads: Fossar de les Moreres. I gamle dage lå der her en kirkegård, og en legende fortæller, at det var her, at Barcelonas forsvarere blev begravet i september 1714, da byen blev erobret af Felipe den femtes tropper.

For enden af Passeig del Born kommer man til det gamle marked Marcat del Born, en stor bygning af jern og glas, der står for sig selv og som var Barcelonas centrale frugt- og grøntmarked indtil 1971. Lige bagved ligger Ciutadella-parken, et af Barcelonas grønne områder, hvor man kan besøge det Zoologiske Museum, El Hivernacle (Drivhuset), en sø som man kan sejle på og Parlament de Catalunya (Cataloniens Parlament).

På den nærliggende gade Comerc ligger der et pudsigt museum, nemlig Museu de la Xocolata (Chokolademuseet), et ideelt sted for slikmunde og dem der interesserer sig for kakaoens historie.

I bydelens mest elegante gade, Montcada, ligger Picasso-museet. Her kan man se den mest betydningsfulde samling af Picassos ungdomsværker, samt værker fra hans andre perioder, såsom Las Meninas, der er inspireret i Velázquez’s mesterværk. Man må endelig ikke undgå at besøge dette museum.

I gaden Montcada er der også to andre interessante museer: Museu Tèxtil i d’Indumentària (Tekstil- og beklædningsmuseet) og Barbier-Müller-museet for præcolumbiansk kunst, begge i det smukke Palau del Marqués de Llió fra det 16. årh. Alle bygninger og palæer i denne gade fører en tilbage i tiden til Barcelonas herskabelige periode.

Havnefronten - et fristed i byen

I dag er det umuligt at sige andet, end at Barcelona lever i harmoni med havet. Selvom byens lange historie altid har været tæt knyttet til Middelhavet, så har den alligevel levet i mange år med ryggen til havet. Havnen blev udelukkende brugt til handel, og kyststrækningen var fyldt med gamle fabrikker, der stille sygnede hen langs togsporene. Da Barcelona i 1986 blev valgt som sæde for De Olympiske Lege, blev idéen om at åbne byen op ud imod havet til kommunens store udfordring. Målet blev nået, og i dag er havnen et vigtigt anløbssted for krydstogter, strandene er blevet genindvundet, og havnefronten er nu ikke alene et fritissted men også et yndet beboelsesområde.

På Reials Drassanes, det gamle skibsværft på pladsen Portal de la Pau. Det var her, hvor man i middelalderen byggede skibe til søfartshandlen, og dette middelalderlige skibsværft i gotisk stil huser i dag Museu Marítim (Skibsfartmuseet), som absolut er et besøg værd.

Midt på pladsen står Columbus-tårnet med dets indvendige elevator som fører en op til toppen af tårnet, hvorfra man har en flot udsigt over havnen.

Hvis man har lyst til at se havet på nært hold, så er det en god idé at sejle en tur med de populære ”Golondrinas”, som tager passagererne på en opfriskende tur rundt i havnen. Hvis man går ned af den brede gangbro, kommer man til ”Maremagnum” et stort forlystelsescenter der huser mange forretninger og restauranter, samt Imax-biografen og Akvariet, som byder på en utrolig rejse ned til havets bund.

Overfor den imponerende murstensbygning Palau del Mar, nu restaureret og fyldt med terrasser, hvor man kan sidde og nyde et godt måltid, ligger Port Vell. Her kan man besøge Museu d’Història de Catalunya (Cataloniens Historiske Museum), et moderne og interaktivt museum som altid er et besøg værd.

Går man ad Passeig Juan de Borbón til strandene ved La barceloneta, sømandskvarteret, er gaderne lige så smalle som retlinede. Langs med Passeig Maritim (Strandpromenaden), ligger den Olympiske Havn, den moderne havn der kendetegnes af to tvillingetårne, hvoraf der i det ene er indrettet et luksushotel, og i det andet kontorer. Dette er et af Barcelonas livligste områder takket være den Kommunale Sejlsport-skole og de mange barer og restauranter. Havnen er også centrum for den Olympiske By, dette moderne beboelsesområde som fuldstændigt har ændret bydelens udseende med dets tæt ved to tusinde beboelser og nye parkområder.

Blandt bygningerne rejser der sig en gammel, høj skorsten, der blev skånet ved moderniseringen af området og som står som minde over stedets industrielle fortid. Også de gamle træbjælker som dækker den store pergola midt på Avinguda Icaria minder én om de gamle jernbanespor som blev fjernet for at give plads til den nye bydel.

Anstrengelserne for at genoprette havnefronten i Barcelona går længere end hertil. I området omkring Diagonal Mar, centrum for Verdens Kulturforum 2004, er der blevet bygget et nyt Kongrespalads, samt hoteller, forretningscentre og beboelser. Der er ingen tvivl om, at Barcelona har åbnet sig op imod havet og genoptaget sin sameksistens med Middelhavet.

Eixample og Art Nouveau-perioden

El Eixample-kvarteret (”Udvidelsen”) er et centralt område i Barcelona, der blev projekteret i den sidste tredjedel af det 19. årh. af Ildefons Cerdà. Bymurene fra middelalderen, der forhindrede Barcelonas videre vækst, blev revet ned og man kunne så udføre dette store byplanlægningsprojekt, som var med til at forbinde byen med de bydele, der indtil da havde været uafhængige af Barcelona, såsom for eksempel Gràcia-kvarteret. For at kunne forstå dette projekts betydning behøver man blot kaste et blik på et kort over byen, hvor den store centrale Eixample-firkant breder sig fra den gamle bydel til de fjerne beboelsesområder, der er let genkendelige takket være deres smalle gader.

Opførelsen af El Eixample faldt sammen med Art Nouveau-periodens blomstringsperiode, som her i Catalonien kaldes ”Modernisme”. Denne kultur- og kunststil havde en stor indflydelse på Barcelona ved århundredeskiftet. Selvom denne periodes betydning er mest iøjnefaldende i Barcelonas arkitektur og bylandskab, må man ikke glemme, at den også markerede alle de andre aspekter i hverdagen, lige fra møbel- og smykkedesign til musik og kunst. I den periode byggede man ikke alene store, offentlige bygninger og herskabelige huse; mange små forretninger bevarer for eksempel også stadig særpræg fra denne periode den dag i dag. Man kan få en hel liste over bygningerne i Art Nouveau-stil med billetten Ruta del Modernisme, et initiativ som kommunen har gennemført for at gøre det nemt at finde frem til alle bygninger og andre seværdige steder fra denne stilperiode.

Man bør besøge Palau de la Música Catalana (Det catalanske musikpalæ), et mesterværk indenfor Art Nouveau-stilen som kombinerer alle udsmykningsteknikkerne. Denne koncertsal blev opført af Lluis Domenèch i Montaner mellem 1905 og 1908 som fast sæde for sankoret Orfeó Catalá, og den er i dag et symbol indenfor kulturens, kunstens og musikkens verden. Den er erklæret som verdenskulturarv af UNESCO.

Gå- og forretningsgaderne Comtal og Portal de l’Àngel fører hen til Placa de Catalunya. Her har vi Barcelonas nervecenter, som forbinder den gamle bydel med El Eixample-bydelen, hvis hovedåre er Passeig de Gràcia. Allerede de første nygotiske bygninger giver et godt indtryk af den typiske arkitektur fra begyndelsen af forrige århundrede. Mellem gaderne Consell de Cent og Aragó ligger det berømte ”stridens æble”. Dette udtryk betegner kontrasten mellem tre bygninger i forskellig arkitektonisk stil. Det drejer sig om Casa Lleó Morera udført af Lluís Domènech i Montaner; Casa Amatller, tegnet af Josep Puig i Cadafalch; og Casa Batlló. Her bør man studere de rige og originale detaljer, udført af tre af de store Art Nouveau-arkitekter.

Tæt ved gaden Aragó ligger Fundació Antoni Tàpies (Antoni Tàpies-fonden), der leder ind til endnu et Art Nouveau-mesterværk, som også er tegnet af Domènech. Denne bygning blev oprindeligt opført som hovedsæde for et forlag, og i dag kan man her se den nutidige catalanske kunstners værker. Man må endelig ikke undgå at bemærke den store ståltrådsskulptur kaldet Sky og stol, som kroner bygningen.

På hjørnet af denne gade og Provenca-gaden ligger den forbløffende og majestætiske bygning La Casa Milá, også kendt som ”La Pedrera” (Stenbruddet”). På Diagonal nr. 442 finder man Casa Comalat tegnet af Salvador Valeri, med dens interessante bagside, der ligger ud til gaden Córsega. Bygningens tag har form af en Harlekinhat og er ikke mindre bemærkelsesværdigt.

Det imponerende Casa Terrades som fylder en hel triangel og som blev tegnet af Puig i Cadafalch kaldes også ”Casa de les Punxes” på grund af dens spidse tårne, der får den til at ligne et middelalderpalæ. I nr. 108 på Passeig Sant Joan ligger der endnu en bygning af samme arkitekt. Der er her tale om Casa Macaya, som er ejet af ”la Caixa” fonden og som derfor er åben for besøgende.

Et af de mest imponerende eksempler på Art Nouveau-stilen er Santa Creu i Sant Pau Hospitalet. Det er et offentligt hospital, tegnet af Domènech i Montaner, og det strækker sig over et område, der er lige så stort som ni af Eixzample-bydelens husblokke. Stedet består af 48 pavilloner adskilt af haver, hvor alle er velkomne til at gå rundt. Stedet er blevet erklæret verdenskulturarv.

Gaudi - satte sig præg på Barcelona

Barcelona ville ikke være det samme som Gaudi’s værkers meget personlige præg. Han anses for at være Art Nouveau-stilens geni, og Gaudi er under alle omstændigheder en historie for sig, og en person der er svær at klassificere. Hans værker hører til Art Nouveau-perioden men deres unikke særpræg og arkitektens egen indadvendte og mystiske personlighed gør, at han ikke ligner sine samtidige.

Gaudi blev født i 1852 i Reus (Tarragona) i en kedelsmedfamilie. Hans fremtidige kreativitet blev præget af at observere naturen, og også sin fars håndværk. Gaudi’s værker er ikke alene resultatet af en sprudlende fantasi, men også hårdt arbejde og eksperimentering med alle slags materialer, hvilket gjorde, at han opfandt nye, konstruktive strukturer og former, der var hidtil helt ukendte.

En kronologisk oversigt over Gaudi’s værker i Barcelona vil hjælpe den besøgende til at danne sig et godt overblik over denne geniale arkitekts udvikling.
Casa Vicens nummer 18 på gaden Carolines midt i Gràcia-kvarteret, var Gaudi’s første vigtige opgave. Denne bygning blev opført mellem 1883 og 1888 efter bestilling af flisefabrikanten Manuel Vicens. Stilen er inspireret i den spansk-mauriske mudejar-stil og kombinerer sten, mursten og keramik. Bygningen er privat ejet og kan derfor kun ses udefra.

Pavillonerne i Finca Güell på Avinguda Pedralbes, var den første af Eusebi Güells bestillinger. Denne mand blev Gaudi’s meget gode ven og velgører, og denne rige tillidsmand af det bedre borgerskabs navn vil altid være forbundet med arkitektens. Gaudi tegnede pavillonerne til hestestalde og portnerhus ved indgangen til ejendommen. I dag huser de Gaudi-auditoriet. Man kan ikke undgå at bemærke den store støbejernslåge med en truende drage som vogter over indgangen til Hespérides-haven.

Palau Güell, på Nou de la Rambla, er et prangende palæ opført af Gaudi mellem 1886 og 1888 til Grev Eusebi Güell. Det er den første bygning, hvor man rigtigt kan se Gaudi’s personlige arkitektur skinne igennem; Søjler, parabolske buer, kuppel, blanding af materialer og brugen af trencadis (keramikstumper) på skorstenene.

Bygningen, som nu er blevet erklæret verdenskulturarv af UNESCO, er offentligt ejet og kan besøges.

Collegi de les Teresianes (Teresianer-skolen) på gaden Ganduxer er fra 1889. Bygningen fungere den dag i dag stadig som skole, dog med det privilegium at være bygget af den geniale arkitekt og at have en mesterlig distribution af lys indvendigt.

I nummer 48 på gaden Carp ligger Casa Calvet som blev færdigbygget i 1899. Der er her tale om en ret almindelig beboelsesblok, som dog indeholder visse af Gaudi’s typiske udsmykninger.

Colònia Güell Kirken 12 km fra Barcelona antages ofte for at være et af Gaudi’s mest originale værker. Byggeprojektet startede i 1898, men blev afbrudt i 1917. De indviklede arkitektoniske former i det kegleformede tag med ribbehvælv og buede søjler skaber paradoksalt nok en andægtig stemning. Her kan man også se naturens indflydelse på Gaudi’s arkitektur; vinduernes form og farveafvigelse minder for eksempel om sommerfuglevinger.

Oprindeligt skulle Park Güell være et beboelseskompleks med haver i engelsk stil (heraf navnet ”Park”), men initiativet fik aldrig den forventede succes, og der blev kun bygget nogle få eksempler, som det Gaudi selv boede i og som i dag er Gaudi’s hjem og museum. Det endte med, at Güell forærede parken til Kommunen i 1923, og siden da har den været offentlig park. Integrationen af arkitektoniske elementer i naturen giver her den besøgende i Barcelona mangen en overraskelse.

Casa Batlló, det berømte ”stridens æble” på Passeig de Gràcia, er et godt eksempel på Gaudi’s skulpturelle og dekorative arkitektoniske stil. Her drejer det sig om udførelsen af en total renovering i 1906 af en allerede eksisterende bygning.

Casa Milà eller La Pedrera (Stenbruddet) står frem på hjørnet af Passeig de Gràcia som en enorm skulptur, hvor kurverne dominerer hele billedet. Denne beboelsesblok er arkitektens sidste civile bygningsværk, bygget mellem 1906 og 1910 efter tekstilfabrikanten Pere Milàs bestilling. Her kan man besøge loftet – et utroligt rum dannet af 270 parabolske buer udført i flad mursten – samt den imponerende tagterrasse med forskellige niveauer og fyldt med skorstene, og en lejlighed der er dekoreret i periodens stil.

Den udstilling der er oppe på loftet hjælper den besøgende til at forstå Gaudi’s værkers betydning og genialitet. Derfor er det nærmest obligatorisk at besøge ”Stenbruddet”.

La Sagrada Familia - Barcelonas vartegn

La Sagrada Familia (Den Hellige Familie) er uden tvivl Gaudi’s mesterværk. Han arbejdede på dette projekt i over 40 år, fra 1883 til hans død i 1926. Han påbegyndte selv de fire tårne på Kristi Fødsel-facaden, et helt evangelium i sten og keramik, men han nåede kun at se det ene af tårnene færdigbygget. Arbejdet på denne symbolske og monumentale kirke fortsætter den dag i dag, og bliver udelukkende finansieret af anonyme og besøgendes donationer. Det færdige projekt består af 18 tårne, hvoraf det højeste af dem kommer til at rejse sig over resten med sine 170 meter. Projektets utrolige dimensioner har gjort Gaudi’s Hellige Familie til et ubestrideligt symbol for byen. Gaudi selv spåede, at ”Barcelona vil blive kendt for denne kirke”.

Montjuïc-parken

Montjuïc-bjerget er Barcelonas vigtigste grønne område og reference for både sports-, kultur- og fritidsaktiviteter. Her finder man teatre og museer, sportsinstallationer, messepavilloner, springvand og haver, og alt sammen er med til at gøre dette område til et yndet samlingssted og udflugtsmål. To store internationale begivenheder – Verdensudstillingen i 1929 og De Olympiske Lege i 1992 – har været med til at sætte præg på Montjuïc, og i dag kan man nyde alle disse installationer, hvor der er en konstant aktivitet. Det er en god idé at få fat i Montjuïc-parkens eget program, for der er altid en god grund til at besøge den.

Der er mange måder at besøge bjerget på. Man kan starte ved Placa d’Espanya hvor der står to tvillingetårne i venetiansk stil og som markerer begyndelsen på messeområdet, og som åbner op for det imponerende syn af Avinguda Reina Maria Cristina med trapper, der fører til Palau Nacional. Det er de perfekte og uforglemmelige omgivelser for Det Magiske Springvand, der fungerer med vand, farver og musik om natten.

For at komme op til Palau Nacional (Nationalpaladset) kan man tage den nemme vej op med rulletrapperne. Denne bombastiske bygning, med dens enorme, centrale kuppel, blev bygget i 1929 og ombygget lige inden De Olympiske Lege. I dag huser den Museu Nacional d’Art de Catalunya (MNAC) (Cataloniens nationale kunstmuseum), som har en imponerende fast udstilling af romansk og gotisk kunst. Derudover byder museet også altid på meget interessante midlertidige udstillinger. Museets imponerende Ovale Sal benyttes normalt til konventioner og specielle lejligheder i Barcelona. Fra Palau Nacional har man et flot udsyn over La Feira (Messeområdet) og Det Magiske Springvand, som er med til at gøre det til et uforglemmeligt besøg.

Nedenfor paladset, i begyndelsen af Avinguda Marqués de Comillas, ligger der to bemærkelsesværdige bygninger. Den ene er en enestående rekonstruktion af Mies van der Rohe’s Pavillon tegnet af arkitekten af samme navn til den tyske repræsentation ved Verdensudstillingen i 1929. Man kan dog i dag besøge denne arkitektoniske perle i rationalistisk stil. Den store bygning, der fylder en hel boligblok overfor, er CaixaForum. Det her er ”la Caixa” fondens nye kulturcenter, som er installeret i dét, der i sin tid var den gamle tekstilfabrik Casaramona.

Bygningen blev opført i 1911 af Josep Puig i Cadafalch, og er et smukt eksempel på ”industriel modernisme”. Dens store indgang i form af metaltræer dækket med glasplader som giver adgang til Fonden, er tegnet af den japanske arkitekt Arata Isozaki. Det er absolut værd at gå ind i vestibulen og se, hvad dette kulturcenter har at byde på af overraskelser.

På Poble Espanyol (Den spanske landsby) kan man nyde en interessant og afslappende tur igennem en rigtig ”landsbys” gader og pladser, og hvor man også finder reproduktioner i fuld størrelse af den populære spanske arkitektur. Denne landsby, som altid er et besøg værd, blev også skabt til Verdensudstillingen i 1929, og i dag er den et yndet fritidssted i Barcelona og kendt for sit kunsthåndværk.

En anden og nem måde at komme op til Montjuïc på er fra metrostationen Paral-lel. Herfra kan man tage den moderne Funicular (kabelbane) som kører op til Avinguda de Miramar. Herfra har man så to muligheder: Enten besøger man Fundació Miró (Miró-fonden) og den Olympiske Ring, eller også tager man op til fæstningsnalægget. Hvis man vælger det sidste, skal man blot krydse over til Teleférico (Svævebanen) og køre op til Montjuïc Fæstningsanlægget i en af de røde kurve. Denne lille lufttur er spændende og byder på en utrolig flot udsigt. Hvis man foretrækker at gå, og få mere ud af arkitekturen og kulturen, skal man dreje til højre ad Avinguda de Miramar. Man vil hurtig kunne se Fundació Joan Miró’s (Joan Miró-fonden) hvide bygning lyse op. Den er endnu et smukt stykke arbejde af arkitekten Josep Lluis Sert. Her kan man se denne catalanske og universelle arkitekts overraskende kunstværker, der blandt andet inkluderer en række skulpturer, som står ude i det fri på en terrasse. Ved siden af den faste Miró-udstilling er der også altid en midlertidig nutidig kunstudstilling.

Tæt herved ligger den Olympiske Ring. De Olympiske Leges nervecenter i 1992. Her kan man se det Olympiske Stadion, hvor Legenes magiske åbmings- og afslutningsceremonier blev holdt, og hvor også atletikprøverne blev afholdt; Palau Sant Jordi som er en polyvalent bygning, hvis design og teknologi overgår alt andet; Santiago Calatravas næsten skulpturelle telekommunikationstårn; Picornell-badene, der er åbne for publikum og som i sommernætterne viser film; samt hovedkontoret for INEFC, også kaldet sportsuniversitetet, som er tegnet af Ricardo Bofill. Alle disse installationer var en del af De Olympiske Lege i 1992, som man nemt vil kunne genopfriske ved at besøge Galeria Olimpica (Det olympiske galleri) på den ene side af Stadion.

For dem der holder af planter og botanik har Montjuïc flere spændende haver, her iblandt den Botaniske Have.

Man kan også lære Montjuïc at kende ved at nyde dens teaterforestillinger og andre arrangementer. Når man går op ad gaden Lleida finder man den ombyggede Palau d’Esports (Sportspaladset) og det man kalder Ciutat del Teatre (Teaterbyen), hvor Lliure-teatrets nye hovedsæde og Mercat de les Flors nu ligger. På den tætliggende Passeig de Santa Madrona ligger Museu d’Arquelogia de Catalunya (Cataloniens arkæologiske museum), som forklarer vores rødder langt tilbage i historien. Lidt længere oppe finder man haven omkring Teatre Grec (Det græske teater), som giver navn til teaterfestivalen af samme navn, der afholdes hver sommer.

Tibidabo og Collserola

Set fra havet ligner Barcelona en grøn og frodig krone som afgrænses mod nordvest af skove. Dette område hedder Sierra de Collserola. Bjergkædens højeste punkt er Tibidabo-bjerget, som er let genkendeligt takket være kirken oppe på toppen.

Lige fra begyndelsen af århundredet, hvor forlystelsesparken og kabelbanen blev konstrueret, har Tibidabo været et yndet udflugtssted,og er det stadig i dag. Den utrolige udsigt over byen, der som et spraglet billede spreder sig ud over landskabet indtil den når havet, og den store Collserola-parks mange arrangementer gør dette sted til et perfekt udflugtsmål for dem, der ønsker at komme lidt væk fra asfalten uden dog at miste kontakten med byens pulserende liv.

Man kan starte ved Tramvia Blau (Den blå sporvogn), som er en hundredår gammel, blå sporvogn, for hvilken tiden lader til at være stoppet. Derfra kan man tage den ligeså charmerende Tibidabo-kabelbane som stille og roligt kører helt op til toppen af bjerget. Heroppe, på Tibidao-pladsen, finder man den majestætiske Sagrat Cor Kirke, som krones af en gylden statue af El Sagrat Cor, og hvor der også er en udsigtsplads.

Udover den smukke udsigt byder Forlystelsesparken også på mange overraskelser, lige fra de mest traditionelle til de mest moderne attraktioner. Det er ikke så mærkeligt, at denne park, der åbner i weekender og hver dag i sommerperioden, bliver kaldt ”indtrykkenes park”.

Mellem Tibidabo og Vallvidrera ser man det enorme Collserola-tårn, som er et moderne kommunikationstårn, tegnet af Norman Foster i anledning af De Olympiske Lege. Der går en elevator op til udsigtsposten, som befinder sig 112 meter over jorden og 560 meter over havets overflade ,hvorfra man selvfølgelig har en storslået udsigt.

Den mest elegante og kosmopolitiske indkørsel til Barcelona er ad A-2 motorvejen, som er forbundet med Avinguda Diagonal. Der hvor afgiftsmotorvejen løber sammen med byens hovedåre, begynder universitetsområdet. Vi er nu i Pedralbes-kvarteret. Avinguda Diagonal er 12 kilometer lang og løber hele vejen gennem byen ned til havet. Det ”høje område” er yderst moderne og elegant, et rigtigt forretningscenter. De mest bemærkelsesværdige og seværdige steder er som følger:

Santa Maria de Pedralbes Kloster er en meget smuk gotisk bygning, en hel oase midt i den travle by, hvor tiden står stille. Det blev grundlagt i 1326 af dronning Elisenda de Montcada oven på et stenbrud af hvide sten – ”piedras albas” – hvorfra navnet Pedralbes kommer. Der bor stadig nogle få nonner af Santa Clara-ordenen i et af klosterets fløje, men resten er lavet om til museum. Her fremhæves især den smukke treetages klostergård og Ferrer Bassas vægmalerier i et af kapellerne. I disse smukke omgivelser kan man også se et udvalg af Thyssen-Bornemisza samlingen, hvor der findes skønne værker af blandt andet Fra Angelico, Rubens eller Canaletto.

På Avinguda Diagonal, midt i universitetsområdet og omringet af Barcelonas Universitets bygninger og fakulteter, ligger Palau Reial de Pedralbes (Pedralbes Kongepaladset), opført i 1924 som residens for den daværende konge Alfonso 13. paladset er omgivet af smukke haver, og indvendigt finder man de to interessante museer Museu de les Arts Decoratives (Museum for dekorativ kunst) og Museu de Ceràmica (Keramikmuseet), hvor man kan se alt lige fra antikke arabiske produktioner til værker af Picasso og Mirò.

Camp Nou - fodboldens tempel

På den andenside af Diagonal, i Les Corts-kvarteret, ligger de fodboldsbegejstredes ”tempel”. Her taler vi selvfølgelig om Europas største stadion, Camp Nou, som med sine 100.000 siddepladser har fået fem stjerner af UEFA. I F.C. Barcelona museum President Nunez kan fodboldklubbens præsident beundre alle de præmier, som holdet har høstet igennem årene, såsom Europacuppen vundet i den legendariske Wembley-finale. Et besøg her inkluderer også et kig ud over det imponerende stadion oppe fra præsidentens tribune.