Rejser til Camprodon

Camprodon ligger i en smuk dal midt i de catalanske Pyrenæer omgivet af uspoleret natur, som indbyder til en aktiv ferie både sommer og vinter. Her kan du vandre, cykle, ride eller svømme i floderne om sommeren, mens nærliggende skissportsteder lokker om vinteren.

Denne lille, maleriske landsby, som ligger kun et par timers kørsel nord for Barcelona, er en af de mest stemningsfulde i denne del af Pyrenæerne. Især regionshovedstadens indbyggere tager da også gerne en weekendtur herop for at slippe lidt ud af storbyen og i stedet nyde den friske bjergluft. Mange af dem har i årenes løb købt ferieboliger i og omkring byen. Den fredelige landsbyatmosfære og de naturskønne omgivelser er da også værd at rejse langt efter.

Ægte landsbyidyl i naturskønne omgivelser

Camprodon er trods sine mange kvaliteter som rejsemål ikke en by som føles overrendt af turister. Med omkring 2.000 faste indbyggere er her nok ægte landsbyliv til at få et indblik i den lokale kultur. Grænsen til Frankrig ligger få kilometer mod nord, så det er ikke usædvanligt at høre både fransk, spansk og catalansk i landsbyens gader. Men det føles alligevel ikke som et internationalt turistmål.

Naturen omkring byen er en stor attraktion for de fleste, som rejser til Camprodon. Byen er dog også i sig selv utrolig charmerende og et sted, du har lyst til blot at blive hængende for at suge stemningen til dig. Gå en tur i de hyggelige, smalle gader, hvor der er adskillige stemningsfulde torve med caféer og fortovsrestauranter. Her kan du fordybe dig i det lokale køkkens specialiteter. Selvom det ikke ligefrem er en stor gastronomisk oplevelse, kan du næsten heller ikke rejse til Camprodon uden at prøve de Birba-kiks, som er blevet produceret i byen siden 1929. Det kan også anbefales at smage de pølser og oste, som produceres her i dalen.

Når du går rundt i Camprodon, vil du tydeligt mærke, at dette er en by med en lang historie. Et af byens vartegn er for eksempel den smukke stenbro Pont Nou fra det 12. århundrede (dog genopbygget efter jordskælv og borgerkrigen), som stadig bruges til at krydse Ter-floden. Broen er bare en af de mange interessante historiske seværdigheder såsom kirker og klostre i og omkring byen, du nemt kan bruge flere dage på at udforske.

Udflugter

Som base for en ferie i Pyrenæerne er det svært at forestille sig et mere ideelt sted end Camprodon. Den er dog blot én af flere idylliske middelalderlandsbyer i regionen. Sæt gerne tid af til at besøge nogle af de nærmeste som for eksempel Beget, der ligger bare en halv times kørsel mod øst. Den meget lille landsby emmer af rustik charme og er da også et populært udflugtsmål. Du bor heldigvis så tæt på den, at du har chancen for at opleve byen først eller sidst på dagen, hvor der er færre besøgende.

Med de mange seværdigheder og aktivitetsmuligheder i området er Camprodon et fantastisk rejsemål for både familier, børn og ældre. Her er alle muligheder for at nyde ægte kvalitetstid sammen uanset om dagene skal gå med sightseeing, sport i bjergene eller blot stille stunder ved flodbredden med en god bog og et glas vin.

Rejser til Spanien

Læs mere om Spanien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Spanien her

Hoteller i Camprodon