Rejser til La Gomera

La Gomera er kendt som den stille og mere hemmelighedsfulde af de Kanariske Øer. Øen tiltrækker naturelskere pga. dens enorme skovpark og varierede geografi, som sætter rammerne om et meget varieret dyreliv. Det er den næstmindste af de Kanariske Øer, så du kan være ret sikker på, at du når at opleve hele La Gomera på din ferie - den er nemlig kun 25 km. bred. 

Gyldne strande og blå himmel

La Gomera er stedet at holde vinter- eller sommerferie, hvis du drømmer om endeløse sandstrande med gyldent sand og sol fra en blå, skyfri himmel. Her kan du også slappe af på rolige restauranter, som er stolte af deres lokale, kanariske cuisine. La Gomera er en kort tur med båd fra Tenerife eller Costa Adeje, og selv om den er lille, har du mulighed for masser af eventyrlig udforskning af dine omgivelser. Ferien bliver ikke kedelig! 

Sagt på en anden måde, så har La Gomera alt det, du drømmer om, når dine tanker vandrer i retning af en romantisk og skøn ferie på en dejlig ø. Maden er fremragende, strandene er afsondrede, vejret er solrigt og varmt, men i de tågede, atmosfærefyldte bjerge og skyggefulde skove kan du søge ly for solen og mærke en køligere luft mod din hud. Tilbring din dag med at svømme eller ligge på stranden - eller vær aktiv og tag på vandretur i spektakulære omgivelser, inden du skal ned på strandbaren og sippe cocktails om aftenen. Alt dette og mere til har La Gomera at byde på. 

Uanset om du er på en lille, romantisk ferie med din partner eller om hele familien skal afsted, har du masser af valgmuligheder på La Gomera, hvor stille landsbyer ligger side om side, men hvor du også kan benytte dig af de mange tilbud i Los Cristianos på Tenerife, som er mere livlig og ikke ligger langt væk. 

Inspiration og fakta

Vest for Tenerife ligger den lille ø La Gomera. I hovedstaden San Sebastián de la Gomeras stille og søvnige gader fornemmer man knap årenes gang. Man føler sig ved verdens ende, men står i virkeligheden på tærsklen til en ny verden.

Seværdigheder og oplevelser på din ferie på La Gomera 

Den travle hovedstad San Sebastian er ideel, hvis du elsker at shoppe, når du er ferie, og byen er stedet, hvor du kan se den havn, som Columbus sejlede fra, da han påbegyndte sin berømte færd mod Amerika. Det er også fra denne havn, du kan udforske havet mellem La Gomera og Los Cristianos på Tenerife. Du kan altid stoppe på Playa Santiago, hvor du kan forbedre dine evner på golfbanen, mens et besøg i Hermigua, centrum for øens banan-industri, er et absolut must. Højdepunktet, når du holder ferie på La Gomera - bortset fra et glas kold hvidvin med udsigt over havet og solnedgangen, naturligvis - er La Garajonay Nationalpark, som står på UNESCOs verdensarvsliste. Her kan du beundre storslåede skovlandskaber, bjergtoppe, der fortaber sig i tågerne og vandfald. Alt i alt et virkelig imponerende sted, som egner sig perfekt til smukke vandreture.

Strandliv 

Selv om La Gomera er mindre end naboøen Tenerife, kan du stadig finde luksusresorter og hoteller blot få øjeblikkes gang fra den smukke kystlinje. På din ferie kan du bo bare 50 meter fra de beroligende bølger og charmerende småstensstrande: tæt nok på til at blive lullet i søvn af havets lyd, men langt nok væk til at have et overblik og dermed kunne nyde udsigten. De uspolerede og dragende mørke strande med vulkanisk sand ligger side om side med traditionelle strande med gyldent sand og blåt hav. Det storslåede Valle Gran Rey-område ligger rundt om en stor kløft, der løber hele vejen ned til havet. I nærheden finder du familievenlige strande i El Charco og Vueltas. 

Uanset om du ser frem til at dase i solen, svømme, snorkle eller er frisk på at kaste dig over vandsport, vil du virkelig have meget at vælge imellem på din ferie på La Gomera. På Tenerife er vejret varmt året rundt - varmest mellem juni og september - hvilket gør nærliggende La Gomera populær blandt dem, der søger et mere roligt og stille alternativ uanset årstid. 

Mad og drikke 

Når du har nydt en lang dag under solen, byder La Gomeras natteliv på en rolig og behagelig afrunding. Udforsk de charmerende gader i gamle byer såsom Agulo og læn dig tilbage på en bar, hvor du skyller solnedgangen ned med en god, lokal vin. Maden er varieret og priserne er meget rimelige, med et stort udvalg af især de traditionelle retter med fisk og skaldyr, som de Kanariske Øer er berømte for. I San Sebastian og på de større resorter har du også et godt udvalg af internationale retter. 

Selv om La Gomera er lille, finder du en stor variation inden for den mad, du kan få på øens restauranter og barer. At spise bliver uundgåeligt en stor del af din ferie på de Kanariske Øer, for den lokale mad er strålende. Blandt specialiteterne er friske fisk og skaldyr, som du nyder på barerne og restauranterne langs kysten, noget, du uden tvivl vil vende tilbage til igen og igen. Prøv eksempelvis den lokale specialitet ‘cazuela’, som er en lækker fiskestuvning, der spises sammen med gofio; en slags mel, der drysses over stuvningen. I det hele taget er stuvninger med alle typer kød en genganger på La Gomera, og hvis du leder efter noget vegetarisk, så er Las Hayas i La Montana et godt sted at tage hen. Der kan du også med fordel smage på gode oste, som selvfølgelig skylles ned med lækker vin. Casa del Mar på marinaen i San Sebastian serverer fremragende ‘cazuela’. El Puerto er en anden virkelig god fiskerestaurant, hvor du kan nyde en variation af lokale lækkerier, ikke mindst grillede fisk. Hvis du vil opleve noget udover det sædvanlige, så tag på Mirador de Abrante - en restaurant, som har en glasgang med havudsigt. Et meget smukt sted at spise en middag, du sent vil glemme. 

Karsesuppe er en anden delikatesse, som det er værd at prøve på den skønne ø. Det samme gælder ‘papas arrugadas’, nye kartofler kogt i saltvand og spist med ‘mojo’, som er en dip med pebersmag. Den bedste måde at få smagt på alle de mange lækkerier er naturligvis ved at bestille tapas, for på den måde at prøve flere af de lokale retter og saucer på en gang. De skal selvsagt akkompagneres af en dejlig, lokal vin og rundes af med en ‘carajillo’ (espresso med et skvæt cognac i). 

Barer og musiksteder på Tenerifes lillesøster

La Gomera er den stille i familien sammenlignet med de andre Kanariske Øer, som er mere fest-orienterede. Hvis du vil på natklub, er det derfor bedst at tage til Costa Adeje på Tenerife, hvor du finder et stort udvalg. På La Gomera egner stederne sig bedst til en romantisk, rolig aften ude, hvor du nyder udsigten og et glas vin på en terrasse i den lune aftenluft. Der er dog en del barer og restauranter langs med strandene, som holder længe åbent, og flere spiller musik til ud på natten. San Sebastian og Valle Gran Rey er der, det sker efter mørkets frembrud, og her finder de festglade hovedparten af de mest livlige barer på den lille ø. 

Cacatua Bar i Valle Gran Rey er et skønt sted at nyde en cocktail og se solen gå ned. Bataplan er en bar med terrasse med en tilhørende klub, så du kan vælge at fortsætte aftenen på dansegulvet, hvis du er i det humør. Den bedste måde at tilbringe aftenen på i La Gomera er i hyggeligt selskab med et glas vin i hånden og tapas på tallerkenen, men i San Sebastian finder du også barer, der spiller latino-musk med live flamenco-dans. Cocktailbarer er også en del af bybilledet, hvis du får lyst til at variere vinen med noget mere sødt og party-orienteret til ganen.

Rejser for hele familien

Da La Gomera er en lille og stilfærdig ø, er det en meget familievenlig destination at rejse på ferie til. Ture ud i naturen, hvor du ser på landskabet og oplever dyrene sammen med din familie, er der mange muligheder for. Tag eksempelvis til Garajonay National Park for at tilbringe en dag i naturen. Parken består af skov og bjerge, som er indhyllet i tåge. Skovene er de ideelle rammer om magiske eventyr, og her kan du opleve mange slags vegetation og et rigt dyreliv. Guidede ture er en god idé, men du kan også bare vandre langs en af de mange træbeklædte stier med en picnickurv. Laguna Grande inde i parkområdet er utroligt velegnet til børnefamilier, og her finder du både et legeområde og steder, hvor du kan holde picnic. 

At tage på hvalsafari er et andet eventyr, som vil være populært hos alle i familien, og der er masser af familievenlige strande. 

Hoteller for par - romantisk ferie 

Som du måske næsten har regnet ud efter at have læst beskrivelsen, så er ingen af de Kanariske Øer mere velegnet til en romantisk parferie end lige præcis La Gomera. De stille og hemmelighedsfulde steder, som øen er så fuld af, giver garanti for masser af stemning og privatliv, og den frodige natur sætter prikken over i’et. Tilbring en dag med at slappe af på en af de mere afsondrede strande og tag på en romantisk sejltur med båd, inden det er tid til at gå ud at spise friske fisk og drikke vin på en af de hyggelige restauranter med havudsigt. Øen er vitterligt fyldt med romantiske steder at gå en rolig aftentur, men det er også skønt at leje en privat båd for en dag, så du kan sejle ud i det blå og finde de allermest paradisiske, øde strande. Bare at nyde solen og udforske øen er også noget, du utvivlsomt kommer til at bruge meget tid på sammen med din partner, når det er parferie på La Gomera, der står på programmet. 

Aktiv ferie i skove og bjerge 

Dine ben får masser af motion på La Gomera, hvis du har lyst til det, for øen er virkelig et ‘hotspot’ for dem, der elsker at snøre vandrestøvlerne på og gå ud i det blå. Eller rettere det grønne, for her er naturen frodig og det varierede landskab rummer masser af muligheder. 

Det er helt op til dig, om du vil gå et par lette ture i de smukke skove og slå dig ned med en picnickurv, eller om du vil kaste dig over noget mere udfordrende og begive dig på eventyr hen over øen og de tågeindhyllede bjerge. La Gomera har et meget varieret terræn, der sine steder kan være ret krævende, og du vil opleve kløfter, bjerge, tykke skove og skønne strande. Et fantastisk sted at holde aktiv ferie. 

Hvis du er en vandhund, så er dette stedet at få afprøvet sejlads eller se hvaler. Du kan også udforske dine evner inden for snorkling i det krystalblå vand. Eller spille golf, hvis det er din hobby. På Tecina Golf kan du nyde gentlemansporten i smukke omgivelser. 

En unik og festlig kultur

La Gomera har fået stærke indflydelser fra sydamerikansk kultur, og der afholdes fieastaer året rundt. Sommersolhverv fejres på La Gomera med processioner, musik og dans. Fejringer af helgener finder sted hele året, og man blander det med hedenske traditioner. I juli holder man Fiesta del Carmen til ære for fiskernes skytshelgen, og der kan du opleve processioner gennem byerne, hvor en statue af Maria bliver båret. Det hele ender med fest og god mad. Fiesta de la Candelaria eller himmelfarts-fejringen finder sted i august, og er en enorm festival, hvor den står på lokal musik og dans over hele øen. 

På La Gomera venter der dig mange spændende, kulturelle oplevelser, du ikke kan få magen til andre steder. 

Rejser til Spanien

Læs mere om Spanien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Spanien her

Hoteller i La Gomera