Escapeaway official logo
Rejser til Madrid

Fly + Hotel

Kun hotel

Rejser til Madrid

Bienvenidos a Madrid... 
Kunstmuseer i verdensklasse, restauranter og spisesteder i alle kategorier fra den lidt ydmyge tapasbar til stjernebestrøede madtempler, fremragende arkitektur, en århundred gammel, interessant historie og en enorm kulturarv. Alt dette og meget mere er essensen af det Madrid, som jeg er faldet pladask for. Escapeaway er specialister i rejser til Madrid, hvor du bor på håndplukkede hoteller under din rejse. Velkommen til Madrid med Escapeaway.  

Spaniens dejlige hovedstad er et eldorado for en oplevelseshungrende turist, så det er bare om at tage for sig af retterne!

Rundt i Madrid

Madrid er en dejlig by at være turist i – den er overskuelig, og let at komme rundt i til fods. Jeg synes, at et godt udgangspunkt for din opdagelsesrejse i Madrid er den travle plads, Puerto Del Sol, hvorfra gader går ud i alle retninger som stråler i en sol. Herfra kan du gå ad Calle de Alcalá og på 10 minutter være fremme ved Plaza de Cibeles, med det berømte springvand som enhver fodboldfan vil genkende. Her fejrer Real Madrid-fans, og ind imellem også spillerene, den berømte klubs mesterskaber.

En anden af strålerne i solen er gågaden Calle Preciados og tilstødende gader, der et paradis for enhver lystshopper, Du kan slentre ad Calle Mayor, og via et par mindre gade er du på under 5 minutter fremme ved en anden af byens store pladser, den dejlige Plaza Mayor, der er omkranset af de smukkeste 17 og 1800-tals bygninger. Det er et godt sted at slå sig ned på en af de mange caféer med en kop kaffe eller andet drikkeligt, fornemme stemningen og forestille sig pladsens turbulente historie med bl. a. tyrefægtninger og afbrænding af kættere under den spanske inkvisition. I dag er her fredeligt og stemningsfuldt – en af de oaser, som jeg holder meget af.

Fra Plaza Mayor kan du zigzagge dig til Plaza de Oriente med det imponerende kongeslot – har du tid, så tag en rundtur i slottets smukke rum. Jeg husker især lysekronerne – sikke mange og næsten alle forskellige. Fra slottet må jeg lige hen på en anden oase, nemlig hyggelige Plaza Santa Anna, hvor jeg skal have mig en forfriskning i et af Ernest Hemingways utallige stamværtshuse, Cerveceria Alemana.

Hvis du vil se lidt på forretninger når du rejser til Madrid, så er Salamanca-kvarteret lige nord for Retiro-parken stedet. Her finder du både elegante modebutikker, antikvitetshandlere, kunstgallerier og det store fødevaremarked, Mercado de La Paz. Der er så mange andre steder, du også skal kigge nærmere på, så det er bare frem med rejseguiden, bykortet og de gode travesko.

Madrids ”Gyldne Trekant” – Triángulo del Arte

Det er ikke fordi, jeg skal gøre mig til den store kunstkender, men når jeg er i byer med fine kunstmuseer, så må jeg lige kigge indenfor, og i Madrid kan jeg da få min lyst stillet. Byen er velsignet med en række enestående kunstmuseer, og de 3 største danner det, der kaldes Den Gyldne Trekant. For det første det imponerende Museo del Prado med værker af malere som Goya, El Greco og Velázquez – du bliver overvældet, så sæt god tid af til dette besøg.

Jeg havde en af mine stjernestunder på Prado, da jeg var med en dygtig guide rundt på museet – sikken en oplevelse. Ikke langt herfra ligger et andet af de 3, nemlig Centro de Arte Reina Sofia, hvor hovedattraktionen nok må være Picassos berømte Guernica, men der er også andet godt for øjet i form af mesterværker signeret Dalí og Miró. På dette museum fik jeg en nedtur i form af en løftet finger og en hovedrysten af kustoden, da jeg absolut skulle stikke hovedet ind over snoren rundt om Guernica for bedre at kunne se – det gør man altså ikke! Mens man på Prado og Sofia Reina primært udstiller værker af spanske kunstnere kan du på det 3. museum, Museo Thyssen-Bornemisza, svælge i mange hundrede års italiensk, hollandsk, tysk og engelsk kunst i verdensklasse.

Det folkelige og det kontroversielle

Real Madrid C.F. på Estadio Santiago Bernabeu – bare tanken kan få lyset frem i øjnene på enhver med bare en lille smule hang til fodbold, og selv om jeg blot følger med i Superligaens resultater uden at frekventere diverse stadions, så tror jeg nok, at fodbold på Bernabeu skal inkluderes i min næste rejse til Madrid. Jeg kan sagtens forestille mig en rislen ned af ryggen, når jeg sidder på det store stadion omgivet af omkring 85.000 tilskuere, hvoraf langt de fleste holder med de hvidklædte helte.

Hvad så med noget mere kontroversielt, nemlig tyrefægtning. Jeg tror ikke, jeg melder mig, men jeg er heller ikke blind for at tyrefægtning er en vigtig del af livet – og en stor kulturarv - i hele Spanien og også i her Madrid. På den store tyrefægterarena, Plaza de Toros, foregår kampen mellem mand og tyr – en kamp, hvor resultatet er givet på forhånd - og det falder sjældent ud til tyrens fordel!

Uden mad og drikke…

Vi danskere har ikke helt de samme spisevaner som vores værter. I Spanien spises en let morgenmad, desayuno, som ofte blot består af en kop kaffe og lidt sødt brød. Mange spaniere snupper morgenmaden på en café på vej til arbejde. Dagens store måltid er frokosten, comida, der ofte indtages hen ad kl. 14.30 og består af 3 retter efterfulgt af kaffe. Aftensmaden, cena, er ofte lidt lettere end frokosten og ikke nødvendigvis med 3 retter – ”rigtige” spaniere spiser først aftensmad ved 21-tiden eller måske senere endda.

Når man rejser til Madrid behøver man dog ikke følge disse spisevaner 100% og min nordeuropæiske mave vil nok udsende en faretruende knurren blot ved tanken om de mange timer mellem morgenmad og frokost, så det er godt, at jeg kan droppe ind på en tapasbar og få mig en et par af de mange spændende små hapsere. Hvis du vil gå lidt på opdagelse i en ”tapas-verden” kan jeg anbefale et besøg i det smukke, gamle marked, Mercado de San Miguel.

Et hyggeligt sted til aftensmad er på verdens ældste restaurant, Sobrino de Botín, der især er kendt for sin lækre, helstegte pattegris og uovertrufne, stegte lam. Restauranten er et tilløbsstykke, og da jeg i selskab med en flok gode venner besøgte stedet for nogle år siden, var vi begejstrede både for maden og de hyggelige lokaler. Ellers er det bare at kaste sig ud i det - spanierne elsker god mad, de er gode til at lave den, og gode restauranter finder du overalt.

Naturligvis skal du nyde et glas dejlig spansk vin til din mad, hvis du da ikke er til en kold cerveza! Du må prøve dig frem til hvilken vin, der bedst falder i din smag, og der er nok at vælge mellem her i verdens 3. største vinproducerende land. Det er jo også nærliggende at slutte måltidet af med Spaniens svar på den franske cognac, nemlig en spansk brandy som Carlos Primero, Torres 10 eller Cardinal Mendoza, der er nogle af dem, vi her på Escapeaway har et godt øje til.

Næste gang du planlægger en storbyferie, så håber jeg, at du tænker på Madrid. Du kan være helt sikker på, at du ikke vil blive skuffet, men vil vende hjem fyldt op med store oplevelser og med følelsen af, at have været tæt på den spanske folkesjæl – måske får du det, lige som jeg har det og tænker, det er altså ikke sidste gang, jeg har været i Madrid, så du vil nok forlade byen med et ”farvel og på gensyn”.

Sådan kan du booke en billig rejse til Madrid

Med Escapeaway kan du nemt booke en problemfri og sikker rejse til Madrid, med mulighed for afrejse fra lufthavnen i København, Billund, Aalborg, Aarhus eller Hamburg - direkte til Barajas lufthavn udenfor Madrid. Den smarte søgemaskine støvsuger hele tiden nettet for de bedste priser på flybilletter med rutefly, og sætter dem sammen med vores udvalgte hoteller i Madrid. Vi samler det hele i en pakkerejse med Rejsegaranti, så du får det bedste af begge verdener. Tilføj billeje til pakken og få den bedste oplevelse når du kommer frem. God tur!

>> Se vores luksushoteller i Madrid her
>> Læs også om storbyferie i Barcelona her

Mere Om

Seværdigheder

Mad og drikke

Rejsegaranti

Du er i sikre hænder før, under og efter rejsen

Pakkerejser

Bestil fly, ophold og bil/transport samlet ét sted

Valgfrihed

Vælg selv hvor mange dage du ønsker at rejse

Håndplukket

Vi har personligt udvalgt alle hoteller

Hoteller i Madrid

Billeder fra Madrid