Rejser til Sri Lanka

Det vrimler med smukke templer og dejlige strande på Sri Lanka, som desuden er velsignet med et fantastisk dyreliv, talrige UNESCO-verdensarvssteder, en imødekommende lokalbefolkning og masser af fascinerende kultur. Book din rejse til Sri Lanka med Escapeaway i dag!

Glæd dig til at udforske de ældgamle byer i Kulturtrekanten på øens midte, hvor du vil mærke historiens vingesus, når du går blandt resterne af de svundne kongeriger. Velkommen til Sri Lanka med Escapeaway, vi er specialister i rejser hvor du bor på nøje udvalgte hoteller i din ferie.

Hvornår skal du rejse til Sri Lanka?

Øens klima påvirkes af to separate monsunårstider, som tilmed giver vejrforskelle på tværs af øen hele året. Den primære sydvestmonsun bringer regn i vest, sydvest og bjerglandet fra april til september, mens den mindre markante nordøstmonsun gør østkysten våd fra november til december. I det centrale højland er somrene varme og vintrene milde. Den mest populære rejsesæson er fra december til marts; den billigste tid er fra maj til august.

En smag af det eksotiske

Beliggende lidt over ækvator, sydøst for det indiske subkontinent, beskrives Sri Lanka ofte som 'Indien lite'. Og øen er da også den perfekte introduktion til denne del af verden. Der er nok kulturforskelle til, at du føler, at du er et eksotisk sted, og alligevel er alt så nemt. Maden er fantastisk, der tales engelsk de fleste steder, og øens overskuelige størrelse betyder, at du kan opleve meget på kort tid.

Strande og palmer

Det vigtigste turistområde løber langs øens sydvestkyst fra Negombo til Galle. Her finder du lange, brede sandstrande ud til det lune Indiske Ocean under høje palmer. Nogle steder munder floder og laguner ud i havet, hvilket giver de ideelle betingelser for vandsport, såsom kajakroning og paddle boarding.

Templer og te

Andre steder på Sri Lanka kan du udforske sporene efter mere end 2.000 års historie. Øen, der kun er halvanden gang større end Danmark, har forbløffende meget at byde på. Det ene øjeblik kan du nippe til en kop te på en af de traditionelle plantager, det næste øjeblik kan du vandre rundt i en stor gammel kongeby eller udforske et spændende tempel.

Book en rejse til Sri Lanka med Escapeaway

Indtast dine ferieønsker i søgemaskinen og find nemt en fleksibel rejse til Sri Lanka, som passer til dig og dine planer. Vælg mellem afrejse fra København, Aarhus, Aalborg, Billund eller Hamburg lufthavn - vi søger efter billige flybilletter fra alle flyselskaber og kombinerer med udvalgte hoteller på Sri Lanka, kun med gode anmeldelser. Du får en pakkerejse, som er sikret af Rejsegaranti, til nettets bedste pris.

>> Læs også om rejser til Indien
>> Se oversigt over luksushoteller på Sri Lanka

Hoteller i Sri Lanka

Populære hoteller i Sri Lanka

Sri Lanka, Sri Lanka
9,3
Fabelagtigt
324 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 265 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
Sri Lanka, Sri Lanka
9,8
Fabelagtigt
269 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 175 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
Sri Lanka, Sri Lanka
9,5
Fabelagtigt
447 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 34 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi

Mad og drikke

Kulinarisk minder Sri Lanka ganske meget om det indiske køkken, men er alligevel sit helt eget med elementer fra de forskellige kolonimagter og handelspartnere, der har præget landets kultur op gennem historien.  

Du vil få rig lejlighed til at stifte bekendtskab med Sri Lankas nationalret, Rice and curry, der er en risret med en sovs lavet på kokosmælk med chili og forskellige krydderier samt kød i form af for eksempel fisk, lam eller kylling. Normalt ledsages retten af et rigt udvalg af frugter eller grøntsager, samt små skåle med dhal, chutney eller sambol, som er en stærk sovs lavet på chili.

En forkærlighed for stærke krydderier

Kan du lide stærk mad, vil du i det hele taget føle dig hjemme på Sri Lanka, der er kendt for sin brug af stærke krydderier. Du kan dog godt bede om at få din mad i en lidt mildere udgave, så vær ikke bange for at spise som de lokale, da det er her du vil smage det ægte Sri Lanka. Du kan eventuelt gå efter tandoori-retter, som normalt er noget mildere end en curry. På hotellerne vil du desuden ofte opleve, at menuen er mere europæisk inspireret og de lokale retter mindre krydret. Generelt kan du i Sri Lanka nyde godt af lave priser på mad - især hvis du spiser på de små, lokale steder, men også selv på de dyrere turststeder, er prisniveauet ganske budgetvenligt. 

Roti, der er en form for lækkert fladbrød, er en anden populær og meget udbredt spise. Gadekøkkenerne tilbyder ofte fyldte rotis med grøntsager eller æg, som steges på panden og serveres i avispapir, så de er lige til at tage med. Både fyld og brødet er en smagsoplevelse i sig selv. Det kan også anbefales at prøve de lækre kokus-rotis til morgenmad, som er en tykkere udgave med revet kokosnød i dejen.

Roti bruges også til den meget populære ret kottu roti, hvor brødet finskæres sammen med grøntsager, æg eller kød. Er du lidt småsulten i løbet af dagen, kan du eventuelt også gøre som de lokale og købe et par 'short eats' fra et af de utallige små spisesteder (der lidt forvirrende kaldes "hotel"). Disse småsnacks, der inkluderer små forårsruller, kuglerunde cutlets med fisk og de doughnut-ligende vadai, kan nemt udgøre et mættende måltid og er så billige, at man næsten kan have svært ved at begrænse sig.

Selvom du kan få retter med både oksekød, lam og ged, spiller fisk og skaldyr traditionelt en større rolle i det lokale køkken - især ude langs kysten. Fiskeretterne er desuden et godt valg, hvis du ikke er så meget til stærk mad, da fiskene ofte blot grilles og serveres med lidt citron. Er du vegetar, er der også meget at vælge mellem, da mange af de mest udbredte retter er kødfri. Dertil kommer, at Sri Lanka er kendt for sit fantastiske udvalg af frugter.

Nogle af frugterne, som ofte ledsager madretterne, eller kan spises for sig, kender du sikkert allerede. Men du vil opdage, at de på Sri Lanka har en helt anden friskhed og kraftigere smag. Glæd dig til saftige ananas, passionsfrugter, papayaer, vandmeloner, Jackfruit, mangoer og meget andet lækkert afhængigt af sæsonen. 

Drikkevarer

Du bør undgå at drikke vand direkte fra hanen i Sri Lanka og i stedet holde dig til flaskevand, der fås overalt. Derudover er der naturligvis mulighed for at købe de sædvanlige internationale læskedrikke som Cola, Fanta osv., men prøv også gerne nogle af de gode lokale mærker, der findes i smagsvarianter, vi ikke så ofte ser herhjemme. 

Bestiller du en kølig øl, vil det typisk være en Lion Lager, der stilles på bordet. Der brygges dog også Carlsberg på licens på Sri Lanka, omend denne ikke er lige så udbredt.

Sri Lanka er et fantastisk rejsemål, hvor der med garanti venter dig mange uforglemmelige og helt nye oplevelser, uanset om du rejser med børn, som par eller med venner. Glæd dig til mødet med Sri Lankas farverige folkeliv, smukke natur og ikke mindst rige kulturarv, der hviler på  en fascinerende, tusindårig historie.

Sri Lanka, som indtil 1972 hed Ceylon, ligger lige ud for sydspidsen af Indien. Østaten og den omkring 50 gange større nabo har da også flere fællestræk kulturelt. Det er måske ikke så overraskende i og med, at øens befolkning - både singaleserne og tamilerne - i sin tid indvandrede hertil fra netop Indien. Til trods for at der kun er omkring 30 km fra Tamil Nadu, Indiens sydligste delstat, over havet til Sri Lanka, vil du som ferierejsende dog opleve, at Sri Lanka er helt sin egen.

Rig natur- og kulturarv

Kendere af de to lande vil således ofte fortælle dig, at selvom Sri Lanka af nogle kaldes for "Lille Indien", venter der dig en anden rejseoplevelse her. Generelt oplever mange, som har rejst i begge lande, således at Sri Lanka som et lidt mere afslappende, mindre kaotisk land at rejse rundt i med en mere imødekommende lokalbefolkning. Målt per indbygger har Sri Lanka har et betydeligt højere bruttonationalprodukt og en højere levestandard. De fleste srilankanere er desuden buddhister, mens flertallet af inderne er hinduer. Der er også andre, mere håndgribelige forskelle mellem de to lande. Det srilankanske køkken er for eksempel generelt mere krydret end det indiske.

Som rejsemål er Sri Lanka i særklasse takket være sin rige kultur- og naturarv. De otte steder, som er opført på UNESCO's Verdensarvsliste, hører til blandt de absolutte højdepunkter for de fleste, som rejser rundt i landet. Det inkluderer blandt andet gamle kongebyer som Anuradhapura og Polonnaruwa, Sigiriya (Lion Rock) med et gammelt fort på toppen og den utroligt smukke by Kandy. Men også nogle af landets dyrerige nationalparker har fået plads på den prestigefyldte liste.

Selvom Sri Lanka kun er lidt større end Kroatien rummer landet således en stor variation. Her venter dig alt fra vidtstrakte temarker og frodige skove med eksotiske dyr til spændende byer og dejlige, kilometerlange strande.

Information og fakta

Jeg har her samlet lidt fakta og baggrundsinformation om Sri Lanka, såsom landets geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie. Informationen er udelukkende ment som inspiration, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde flere oplysninger og tips til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Geologisk set er Sri Lanka en sydlig fortsættelse af Den Indiske Halvø. Østaten, som udover hovedøen inkluderer en række småøer, er omtrent halvanden gang større end Danmark, men har ca. fire gange flere indbyggere (ca. 22,4 millioner). Hovedparten af den folkerige ø består af lavland, men der er dog et markant højland centralt på øens sydlige del, hvor det højeste bjerg, Pidurutalagala, når op i 2.524 meter. I højlandet ligger blandt andet også den facinerende kongeby, Kandy. Sri Lankas befolkning er dog primært koncentreret i det frodige lavland på den sydvestlige del af øen, i byerne langs østkysten og på den flade halvø, Jaffna, i nord. Sidstnævnte er hovedområdet for Sri Lankas hinduistiske tamiler, der udgør et mindretal i landet.

Selvom der har været bosættelser på øen siden forhistorisk tid, sporer flertallet af øens nuværende befolkning deres oprindelse tilbage til de singalesere, der formentlig indvandrede til Sri Lanka fra Indien omkring slutningen af det 6. århundrede f.v.t. Singaleserne er overvejende buddhister, men omkring år 200 f.v.t. begyndte en tilsvarende indvandring af hinduistiske tamiler fra Sydindien via småøerne i Adam's Bridge. De historiske kilder tyder således på, at det helt frem til det 15. århundrede formentlig var muligt at krydse relativt tørskoet over denne landbro fra Indien.

Forskellige etniske befolkningsgrupper har således næsten altid skulle deles om Sri Lanka. Jaffnahalvøen i nord blev i sidste ende til et tamilsk kongerige, mens de singalesiske riger lå omkring det centrale område ved Kandy samt i den våde region på den sydvestlige del af øen, hvor der var gode forhold for landbrug. De srilankanske kongeriger lå i perioder i indbyrdes strid med hinanden, og øen blev desuden flere gange invaderet. Alligevel var der stabilitet nok før kolonitiden til, at kongerigerne blandt andet frembragte højt sofistikerede kunstvandingssystemer samt bysamfund og paladser, der hørte til blandt datidens mest komplekse i Asien, såsom Sigiriya-klippefæstningen. 

De gamle kongeriger har givetvis haft betydning for strukturen af det nuværende samfund, men nutidens Sri Lanka bærer også på sporene efter kolonitiden, der blev indledt af Portugal i det 16. århundrede. Portugiserne blev dog allerede i 1658 fordrevet fra øen af hollænderne, som selv blev fortrængt af briterne i slutningen af 1700-tallet. Under briternes herredømme blev øen kaldt Ceylon, og her blev først kaffe og siden te, gummi og kokos de vigtigste landbrugsprodukter. Briterne hentede ekstra arbejdskraft fra Sydindien til deres plantager i form af tamiler, som nu regnes for deres egen befolkningsgruppe, de indiske tamiler.

Uafhængighed og borgerkrig

Sri Lanka blev først anerkendt som en selvstændig stat i det britiske Commonwealth (under navnet Ceylon) i 1948. I 1972 blev landet en republik og tog det nuværende navn. Den allerede eksisterende spænding mellem det singalesiske flertal og tamilerne voksede dog i de følgende år, da der nu ikke længere var en kolonimagt til at lægge låg på uenighederne. Det singalesiske flertal var dog især utilfreds med, at tamilerne, til trods for at de var et mindretal (ca.18 procent), sad på flertallet af de ledende stillinger i samfundet. Det var et levn fra kolonitiden, hvor englænderne havde valgt at favorisere tamiler i deres engelsktalende administration.

De følgende år kappedes landets store, singalesiske partier derfor om at overbyde hinanden på at give privilegier tilbage til singaleserne på bekostning af tamilerne. Der blev for eksempel fremsat et krav om, at singalesisk skulle være det eneste, officielle sprog, og buddhismen, singalesernes religion, blev udråbt til officiel statsreligion. Ligeledes blev der indført kvoter på universiteterne for, hvor mange tamiler der måtte optages, og alle ledende poster i militæret, politiet, uddannelsessektoren og den offentlige forvaltning gik til singalesere.

I juli 1983 udbrød der borgerkrig mellem regeringshæren og Liberation Tigers of Tamil Eelam (LTTE), som krævede oprettelsen af en uafhængig, tamilsk stat, Tamil Eelam, på den nordøstlige del af øen. Borgerkrigen, der strakte sig over 25 år kun afbrudt af en kort våbenhvile i 2002, kostede mere end 75.000 liv og drev over en million mennesker på flugt. Det internationale samfund stillede sig med tiden overvejende på regeringshærens side, mens de tamilske tigre efter selvmordsangreb og rekruttering af børnesoldater blev sat på en terrorliste både i USA og EU. Undervejs forsøgte udlandet dog at mægle mellem parterne, og Indien indsatte omkring 1987 en fredsbevarende styrke på øen. De indiske styrker blev dog af tamilerne beskyldt for overgreb. Tigrene svarede derfor igen med at myrde Indiens premierminister, Rajiv Gandhi, med en selvmordsbombe. 

I 2009 erklærede Sri Lankas præsident officielt krigen mod De Tamilske Tigre for slut efter en storoffensiv mod løsrivelseshæren, der til sidst var trængt tilbage til landets nordøstlige kyst. Udover mange civile og soldater kostede denne sidste offensiv de tamilske ledere livet.

Borgerkrigen og tsunamikatastrofen i 2004 har ikke overraskende betydet, at turisterhvervet på Sri Lanka først fornylig igen har fået den medvind, som den smukke ø berettiger til. Nu strømmer turister fra hele verden til gengæld igen til denne lille perle i Sydasien.

Klima og vejr

Sri Lanka har et tropisk klima, hvilket betyder, at du året rundt må forvente korte, forfriskende regnbyger. Der er dog også et overordnet mønster med tørtider og mere regnfulde årstider, alt efter hvor på øen du befinder dig. Klimaet er således præget af to forskellige monsuner. Fra maj til august hersker sydvest-monsunen, som giver regn på den sydlige del af øen, vestkysten og i det mere centrale højland. Fra oktober til januar er det derimod nordøst-monsunen, som giver regn i de nordlige områder og på østkysten. Disse lidt specielle forhold betyder, at du næsten altid kan finde et sted på øen med godt vejr. Er din førsteprioritet sol og strand, er perioden fra november til april dog det mest oplagte rejsetidspunkt, da de fleste badebyer ligger ved sydvestkysten.

Planlægger du en rundrejse på øen, dvs. både ude langs kysten og oppe i højlandet, bør du medbringe tøj til lidt af hvert. Mens dagtemperaturen i lavlandet og ude ved kysten typisk ligger omkring 30-35 grader, falder den ned til 15-20 grader oppe i højlandet. Her kan en varm trøje til om aftenen være god.

Godt at vide

Tidsforskel: Der benyttes ikke sommertid på Sri Lanka, og tidsforskellen varierer derfor alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid. Sommertid + 3½ time, vintertid + 4½ time.

Hygiejne: Postevand er ikke rent nok til at drikke, og vi anbefaler derfor, at du i stedet køber vand på flaske. Mens toiletter på hoteller og på større restauranter generelt er af vestlig standard, skal du være forberedt på, at standarden på offentlige toiletter eller ude i landområder ofte er mere primitiv. Det kan derfor anbefales selv at medbringe toiletpapir (evt. en pakke vådservietter) og hånddesinfektionsgel.

Etikette: Når du først har vænnet dig til, at der er et helt andet, mere hektisk liv på gaden end i Danmark, vil du opleve, at srilankanere er et venligt og imødekommende folkefærd. Med sund fornuft og et smil kommer du langt. Besøger du templer og andre helligdomme, forventes det, at også turister viser passende ærbødighed med korrekt opførsel og påklædning.

Penge: Valutaen hedder srilankansk rupee (LKR). Du får som regel den bedste kurs, hvis du venter med at veksle, til du er på Sri Lanka. Det anbefales at medbringe kontanter i form af USD eller EUR. Kreditkort modtages på de fleste store hoteller og i nogle større butikker. Vær dog opmærksom på, at der er langt mellem hæveautomater, hvis du får brug for kontanter.

Sprog: Udover de to officielle sprog, Sinhala og Tamil, tales der i de fleste større byer også engelsk, ligesom du ved andre populære turistområder sagtens kan klare dig med engelsk. Forvent dog ikke, at alle taler det flydende, og særligt ude på landet kan mange kun nogle ganske få engelske ord. Her må mimik og gestik i brug.

Turistkontor: Du kan finde mere information om Sri Lankas seværdigheder og praktiske oplysninger på hjemmesiden for det officielle turistkontor.

Rejser til Sri Lanka

Læs mere om Sri Lanka og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Sri Lanka her

Andre links