Viyana Boutique Hotel



Officiel kategori



Vores vurdering

Det singalesiske ord ”Viyana” bruges til at beskrive taget af hellige eller meget vigtige bygninger, som f.eks. templer eller paladser, og det er på baggrund af den tanke, at Viyana Boutique Hotel gerne vil have dig til at føle dig som en royal, mens du bor under deres tag. Ja, bare forestil dig at vågne op til eksotiske fuglelyde og træde ud på din terrasse, hvor du finder den smukkeste udsigt til søen og de smaragdgrønne bjerge, som dominerer i baggrunden. Og vælger du en af suiterne, så er jeg ret sikker på, at du vil føle dig som kongelig på dette skønne, lille hotel.
Kandy er én af mine yndlingsbyer på Sri Lanka. Jeg elsker kombinationen af larmende tuk-tuk’er og råbende gadesælgere, duften af svag røgelse, som kommer fra templerne, og de mange farver og kontraster, som mit øje fanger, når jeg går gennem de smalle gader i byen. Ja, det hele kan måske bedst beskrives som et smukt kaos og noget, man lige skal være forberedt på, hvis man kommer nede fra den rolige kyst.
Byen er en del af UNESCO’s Verdensarvsliste og ligger ca. 500 meter over havets overflade, omringet af bjerge. Den rummer både kulturelle, religiøse og historiske seværdigheder. Her hersker ganske enkelt en helt anden, unik stemning, end den du finder ved kysten. Viyana Boutique Hotel ligger centralt i byen med udsigt til Kandy’s smukke sø og i kort afstand til Tandens Tempel, som er et af de vigtigste tilbedelsessteder i den Buddhistiske verden. Du finder dog også andre, smukke templer, den Royale Botaniske have samt gode restauranter i forskellige prisklasser.
Bo tæt på alt
Selvom der kun er ca. et kvarters gang til centrum, så har du altid mulighed for at praje en lokal tuk-tuk, som kan køre dig frem og tilbage til den ønskede destination. Det er en sjov og anderledes måde at benytte den lokale transport på og du får sikkert én eller to historier med på vejen. Ankommer du sent, eller gør du blot et kort stop her, så har hotellet også sin egen restaurant, som disker op med lokale og internationale retter, som bliver tilberedt af friske råvarer fra morgen til aften. NB: der er ingen servering af alkohol på hotellet.
Derfor skal du vælge Viyana Boutique Hotel
- Du vil bo på et lille, romantisk boutique-hotel
- Du foretrækker god og personlig service
- Du vil have en central beliggenhed til kulturelle seværdigheder
- Du vil bo tæt på en togstation
Godt at vide om Viyana Boutique Hotel
Bemærk, at hotellet ligger ud til en vej, så støj kan forekomme i dagtimerne. Bemærk, at Kandy er beliggende i højlandsprovinsen, hvilket kan give kølige nætter, og derfor anbefaler vi et par lange bukser og en fleecetrøje samt en vind-/vandtæt jakke.
Derfor skal du vælge Viyana Boutique Hotel
- Nærmeste lufthavn: 102 km
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant
- Parkering
Hoteltype
Et hotel med charme og karakter