Ferieboliger i Tjekkiet

Der er så mange ting vi er vilde med, når talen falder på Tjekkiet. Den smukke hovedstad, de venlige bjerge, de gode priser og en imødekommende befolkning. Hos Escapeaway kan du nu booke en feriebolig i Tjekkiet, inklusive fly fra en dansk lufthavn - til nettest bedste pris!

På en ferie i Tjekkiet, har du stort set frit valg på alle hylder med hensyn til, hvilken slags tur du vil have. Din ferie kan således bestå af alt fra fordybelse i et utal af spændende kulturhistoriske seværdigheder i middelalderbyer til vandreture i noget af Europas smukkeste natur. Samtidig er Tjekket et rejsemål, der har noget for alle aldre, så hvad enten du skal afsted med hele familien, kæresten eller vennerne, vil her være masser at tage sig til og opleve. Det skader selvfølgelig heller ikke, at Tjekkiet fortsat hører til blandt de lande i Europa, hvor du får mest får pengene. Det er en oplagt mulighed for at forsøde ferien med ekstra gode restaurantbesøg og ubekymret shopping.

Et land af bjerge og floder

Tjekkiet var indtil den 1. januar 1993 en del af Tjekkoslovakiet, som blev oprettet i forbindelse med afslutningen af Første verdenskrig. Den 28. oktober 1918, gik tjekkere og slovakker således sammen og erklærede sig uafhængig fra dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, som på det tidspunkt var ved at falde fra hinanden.  Alliancen lå lige for, da tjekker og slovakker har mange kulturelle fællestræk. I den efterfølgende mellemkrigstid var Tjekkoslovakiet et af de mest fremgangsrige og stabile lande i det østlige Europa. Under Anden verdenskrig var landet besat af tyskerne, som allerede i 1938 havde annekteret Sudeterlandet - den vestlige del af Tjekkoslovakiet, der da havde en overvejende tysktalende befolkning. Efter krigens afslutning, hvor sovjetiske tropper befriede landet fra nazisterne, blev Tjekkoslovakiet en del af Warszawapagten.

Tiden som kommunistisk land var langtfra gnidningsfri. I 1968 invaderede Sovjetunionen således Tjekkoslovakiet, da der var optræk til, at landet ville føre en selvstændig politik. Efter den kolde krigs afslutning brød enigheden mellem tjekkerne og slovakkerne sammen. De to folks politiske partier kunne ikke finde fælles fodslag omkring magtfordelingen i et nyt demokrati. Nytårsaftensdag 1992 var derfor den sidste dag Tjekkoslovakiet eksisterede før den fredelige "skilsmisse" nytårsdag 1993.

Tjekkiet, som blev medlem af NATO i 1999 og EU i 2004, er ikke noget stort land, men er dog knap dobbelt så stort som Danmark og har ca. 10,7 millioner indbyggere. Det er et land omgivet af bjerge og gennemskåret af talrige floder. I Tjekkiets indre finder du et malerisk højland med skovklædte højdedrag og frugtbare, grønne dale. Tjekkiet er dog ikke blot et land med meget fantastisk natur, men byder også på et væld af kulturelle attraktioner. Tjekkisk kultur er således ikke begrænset til den gode øl. En ferie her er også en chance for at udforske borge, slotte, hyggelige middelalderbyer og ikke mindst opleve Prag - en af Europas smukkeste hovedstæder.

De enestående natur- og kulturoplevelser er i sig selv rigelig grund til at booke en feriebolig i Tjekket, men prikken over i'et er de lave priser. Den seneste opgørelse fra EU (2016) over prisniveauer for forbrugsgoder og tjenester i medlemslandene viser således, at priserne i Tjekket ligger på blot på 65 procent af EU-gennemsnittet. Til sammenligning ligger Danmark ligger 39 procent over EU-gennemsnittet!

Nogle korte fakta:

Sprog: Det officielle sprog er tjekkisk, men har du et godt sprogøre, kan du specielt i landets større byer ofte også høre slovakisk. Landet har således stadig et lille slovakisk mindretal. Forvent ikke skilte på andet end tjekkisk uden for de mest populære turistområder. Ligeledes vil du opleve, at det især med ældre personer ude på landet kan være svært at kommunikere med på engelsk. Der er ofte bedre chancer for at gøre sig forståelig på tysk. Yngre personer taler som regel et fint engelsk, da det har været en del af undervisningen siden 1990.

Valuta: Trods medlemskabet af EU benyttes der stadig koruna ceská (CZK). Det er normalt ikke svært at finde en hæveautomat, og kreditkort accepteres efterhånden hos de fleste restauranter, hoteller og ferieboliger. Vær dog opmærksom på, at der stadig selv i større byer kan være steder, man ikke tager imod kort. Spørg eventuelt på forhånd, hvis du er i tvivl. Nogle hoteller og butikker i Prags centrum tager mod euro.

Drikkepenge: Ligesom i Danmark er der i Tjekkiet ikke fast tradition for at man giver drikkepenge. Som udgangspunkt betaler man det regningen lyder på. På restauranter er der dog normalt, at man giver 10 procent i drikkepenge ved tilfredsstillende service. Ligeledes er det velset at runde op ved betaling i taxier og på barer, hvis betjeningen har været god. Man "prutter" normalt ikke om prisen i Tjekkiet medmindre det er på et loppemarked.

Prag - den gyldne stad

Prags popularitet som feriedestination, skyldes uden tvivl til dels, at man her har formået at bevare de fleste historiske monumenter, herunder nogle af verdens flotteste arkitektoniske værker, der overrasker med unikke tårne og spir. Det er nok ikke for ingenting, at Prag i Tjekkiet ofte omtales som ’den gyldne by’ og ’alle byers moder’.

Når man rejser til Prag, vil du desuden opleve, at byen bugner af kunstgallerier, koncerthaller og biografer. Og går du en tur på den verdenskendte Karlsbro, oplever du på én og samme tid den fantastiske udsigt over floden Vltava og de livsbekræftende og morsomme aktiviteter på broen. Det er kort sagt ikke svært at få tiden til at gå, når man bor i en feriebolig i en så attraktiv by, der hele tiden vrimler med liv og historie.

Selvom man derfor godt forstår, at Prag er det eneste mange besøgende ser af Tjekkiet, er det synd og skam at nøjes med den populære hovedstad. Tjekkiet byder på så mange andre unikke områder, både kulturelt og ikke mindst naturmæssigt.

Andre seværdigheder og oplevelser

Tjekkiet byder på meget mere end hovedstaden Prag. Landet er for eksempel også kendt for sine mange romantiske slotte og chateauer, der kan ligge midt inde i hyggelige middelalderbyer, på bakketoppe eller helt alene midt i landskabet. Mange af dem er åbne for offentligheden og giver især børn chancen for at lade fantasien få frit løb. Følg for eksempel den tjekkiske del af Borgruten, Burgenstrasse, som starter i tyske Mannheim og ender i Prag. Denne rute mellem Cheb og Prag på den tjekkiske side fører forbi 13 slotte, chateauer og et enkelt kloster, hvilket inkluderer det smukke Kynzvart Chateau og Krivoklat Slottet.

I den nordlige del af landet venter der også masser af eventyr for hele familien i Det bøhmiske paradis. Dette beskyttede naturområde nordøst for Prag op mod den polske grænse er det rene guf for vandretursfolk og andre friluftselskere. Området er især kendt for de kæmpestore og fantastisk formede klippeformationer, der er drysset ud over landskaberne. Det er en stor naturoplevelse for besøgende i alle aldre at udforske området ad de godt afmærkede vandrestier i de frodige skovbevoksninger.

Der er i det hele taget rig lejlighed til at få luftet vandrestøvlerne på en ferie i Tjekkiet. Det kunne som nævnt ovenfor være i en af nationalparkerne, der er kendt for deres bjergtagende skønhed. Ligeledes får flere og flere i disse år øjnene op for de mange muligheder, der er for at mountainbike i Tjekkiet eller for eksempel prøve kræfter med rapelling og rafting på de talrige floder. Kommer du her om vinteren er der adskillige gode skisportssteder, som er kendt for at være meget velegnede for familier med børn og begyndere.

Er det i stedet en feriebolig med ren afslapning og nydelse, du er på udkig efter? Så kan du glæde dig over, at Tjekkiet har talrige traditionsrige kursteder, som med smuk arkitektur og mineralrige kilder, der bliver brugt til både til bade og behandlinger, kan danne den ideelle ramme om en rigtig wellness-ferie. En ferie i en kurby er også perfekt til en romantisk parferie. Ikke mindst fordi priserne på de tjekkiske kursteder ofte ligger under det halve af priserne i Danmark.

De gastronomiske oplevelser

Traditionelt er det tjekkiske køkken kendetegnet ved solide og lidt tunge kødretter serveret med kål eller kogte bolleklumper, knedlíky, der skylles ned med rigelige mængder øl. En ting er sikkert: man går aldrig sulten hjem fra et restaurantbesøg. Udvalget er dog blevet større de senere år, og de traditionelle retter har fået stærk konkurrence af mindre tunge, internationalt prægede retter. Det er for eksempel ikke længere unormalt at menukortet inkluderer måltider i form af store salater, der kan være et dejligt hovedmåltid på en varm sommerdag. Dobrou Chut! (god appetit)

Tjekkerne er et af europas mest øldrikkende folkefærd, og selvom landet i udlandet især er kendt for pilsneren Urquell, er der rig lejlighed for at prøve andre mærker på de mange charmerende ølstuer og barer. Traditionelt har næsten hver by haft sit eget bryggeri, og til trods for de store bryggerigiganters indtog på markedet, som ifølge kendere har sat udbuddet og kvaliteten under pres, er der stadig mange uafhænigige bryggerier med hver deres udvalg af øl. Ligesom herhjemme har der de senere år desuden været en opblomstring af mikrobryggerier. 

Vil du have det hele med, når det gælder autentiske gastronomiske oplevelser, må du heller ikke glemme, at Tjekkiet er et vinland. Mens de fleste danskere kender til landets ølproduktion, er der faktisk ikke mange som ved, at tjekkerne især i den sydlige del af regionen Moravia dyrker vin. Rejs for eksempel hertil i begyndelsen af september for at opleve den traditionsrige tjekkiske vinhøst. Det er en chance for – ud over at smage på en masse spændende vin – at opleve stemningsfulde, historiske markeder, ridderturneringer og folkedans. Uanset hvornår på året du rejser til Tjekkiet, og hvad enten du er vin-connaisseur eller blot holder af at få et godt glas vin til maden, er der masser af oplevelser at hente i vinlandet Tjekkiet. 

Vejr og klima

Tjekkiet har flere solskinstimer og mindre nedbør end gennemsnittet i det vestlige Europa. Tjekkiets klima har elementer af et typisk fastlandsklima med varme somre og kolde vintre, men minder også tildels om et kystklima, som vi kender det i Danmark. Det mest stabile vejr i Tjekket er om vinteren, som til tider kan blive meget kold, når østlige vinde bringer kulde fra Rusland. Forår og sommer har mest nedbør, som ofte kan være i form af kraftige tordenbyger. Den varmeste måned i Tjekkiet er juli og generelt vil du opleve relativt lune somre, som virker lettere sydlandske. I det bjergrige land vil man dog hele året kunne opleve et omskifteligt vejr, som kan være meget forskelligt selv inden for landets grænser.

Der er ikke noget dårligt tidspunkt at opholde sig i en feriebolig i Tjekkiet. Du kan tage til Prag i maj for at opleve den populære Forårsfestival, til Vestbøhmen i sensommeren for at slappe af i kurbyerne eller tage på tur rundt til de mange hyggeligt julemarkeder i december, ligesom der er mulighed for en billig skiferie i vintermånederne.

Lufthavne og transport

Der er mange danske ferierejsende, som vælger at køre til Tjekkiet, da det er en overkommelig afstand at tilbagelægge i bil. Men vil du gerne slippe for den lange køretur, er der også gode flyforbindelser til Tjekkiet. Der er adskillige internationale lufthavne i landet, men den mest almindelige indgangsport er Prag Lufthavn, Václav Havel Airport Prague, der er Tjekkiets største. Denne benyttes af en stribe store og små flyselskaber og er de senere år blandt andet blevet en del af ruteprogrammet hos lavprisflyselskaber som Ryanair, EasyJet og Norwegian.

Der er et vidtforgrenet jernbanenet i Tjekkiet, men togforbindelserne til landets fjerneste egne og mindre byer er ofte noget langsommelige. Dertil kommer dog gode busforbindelser, som eftersigende er de lokales foretrukne offentlige transportform. Igen kan det dog være lidt en udfordring, hvis du vil nå ud til de lidt afsidesliggende byer og seværdigheder. Vil du kunne komme rundt i eget tempo og ikke skulle bekymre dig om forbindelser, er det naturligvis oplagt at holde en bilferie i Tjekkiet med egen eller lejet bil (medmindre du er på storbyferie i Prag). Der er motorvejsforbindelse mellem de fleste større byer. Bemærk at der opkræves vejafgifter ved kørsel på de tjekkiske motor- og motortrafikveje. Du skal derfor købe et motorvejsmærkat, som evt. kan købes hjemmefra hos FDM. Du kan også købe det ved grænseovergange samt på nogle posthuse og tankstationer.

Turistinformation

Find flere informationer om Tjekkiet, og få ideer til hvad du kan se på en ferie til Tjekkiet. På den officielle hjemmeside for Tjekkiets turistbureau finder du blandt andet en række praktiske informationer om at opholde sig i ferieboliger i Tjekket. Du finder også oplysninger om forskellige aktuelle begivenheder og nyheder.

>> Læs også om rejser til Polen her
>> Her kan du læse om at holde ferie i Tyskland

>> Læs mere om ferieboliger

Kort over Tjekkiet

Populære hoteller i Tjekkiet

Tjekkiet, Prag
9,2
Fabelagtigt
3056 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 15 km
  • Afstand til centrum: ca. 700 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
Tjekkiet, Prag
8,4
Meget godt
102 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Afstand til centrum: ca. 3.2 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Tjekkiet, Prag
8,9
Meget godt
3247 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 17 km
  • Afstand til centrum: ca. 750 m
  • Internetadgang/Wi-Fi