Rejser til Prag
Den Tjekkiske Republiks stilfulde hovedstad, der betragtes som en af Europas smukkeste byer, bugner af pragtfulde historiske og kulturelle seværdigheder. Den gotiske og bøhmiske barokarkitektur vil danne en magisk ramme om din ferie i Prag, hvor du kan udforske samtidskunst, restauranter og talrige former for underholdning. Uanset om du mest er til romantiske slentreture langs floden eller livlige aftener med dans på trendy natklubber, har Prag noget for dig.
Prags labyrint af brostensbelagte gader og skjulte baggårde er et paradis for dig, som holder af at gå på opdagelse og altid har lyst til at se, hvad der venter om det næste hjørne. I kort afstand fra den gamle bys markedsplads finder du et væld af gamle kapeller, skjulte haver, charmerende caféer og gammeldags barer, hvor turistmængderne føles langt væk. En af de største fornøjelser ved at holde ferie i Prag er netop muligheden for at gå på opdagelse - kvarterer som Vinohrady og Bubenec belønner eventyreren med utallige, mindeværdige oplevelser, lige fra den nedgående sol, der glimter i kirkernes kupler, til tonerne af Dvorák fra et åbent vindue.
Velkommen til Prag med Escapeaway, vi er specialister i rejser til Prag og Tjekkiet, hvor du bor på nøje udvalgte hoteller i din ferie.
>> Læs også om rejser til Berlin
>> Eller læs om rejser til Budapest her
Hoteller i Prag
Populære hoteller i Prag
- Nærmeste lufthavn: 18 km
- Afstand til centrum: ca. 0 m
- Internetadgang/Wi-Fi
- Nærmeste lufthavn: 18 km
- Afstand til centrum: ca. 0 m
- Internetadgang/Wi-Fi
Seværdigheder
Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Prag. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i Prag, anbefaler jeg dig at læse vores blog med ferie-inspiration, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!
Prags borg
Prags slot, der ifølge Guinness rekordbog er det største, gamle slot i verden med et areal på næsten 70.000 kvadratmeter, er blandt de mest besøgte turistattraktioner i Prag og tiltrækker hvert år over 1,8 millioner besøgende. Slottet har huset konger af Bøhmen, hellige, romerske kejsere og Tjekkoslovakiets præsidenter; i dag udgør det boligen for Tjekkiets præsident.
Prag Slot omfatter den gotiske Sankt Vitus-katedral (se beskrivelse forneden), den romerske basilika Skt. George, et kloster og flere paladser, haver og forsvarstårne. De fleste slotsområder er i dag åbne for turister.
Slottet huser desuden flere museer, herunder en national samling af bøhmisk barokkunst, en udstilling om den tjekkiske historie, et legetøjsmuseum og et billedgalleri baseret på en samling af Rudolph II.
Karlsbroen
Ingen rejse til Prag er komplet uden et besøg på den 516 meter lange Karlsbro, der krydser floden Vltava, og er den mest kendte bro i Prag og én af byens største seværdigheder. Dens konstruktion begyndte i 1357 under kong Charles IV og sluttede i begyndelsen af det 15. århundrede.
Indtil 1841 var broen det eneste middel til at krydse floden Vltava og udgjorde dermed den vigtigste forbindelse mellem Prag Slot og byens gamle bydel og bidrog med denne forbindelse til, at Prag blev en vigtig handelsrute mellem Øst- og Vesteuropa.
Broen er beskyttet af tre tårne, hvoraf to af dem står på vestsiden og et på østsiden. Men mest kendt er den nok for den samling på 30 statuer og skulpturer, som blev opstillet langs broens rækværk omkring år 1700, men som nu alle er erstattet af vellignende kopier. Statuerne er for størstedelens vedkommende udført i barokstil og afbilder helgener og skytshelgener, der blev æret på den tid.
Sankt Vitus-katedralen
Den smukke, romersk-katolske katedral, der er den største og mest betydningsfulde kirke i Tjekkkiet, er en del af Prag Slots område og er samtidig sæde for Prags ærkebiskop.
Kirken, der indeholder grave fra mange bøhmiske konger og hellige, romerske kejsere, blev opført i 1344, da Prag blev udnævnt til et bispedømme. Kong Johan af Böhmen lagde grundstenen til den nye bygning, som blev bygget oven på resterne af to andre kirker, der også var dedikeret Sankt Vitus.
Da Johan af Böhmen døde i 1346, overtog hans søn, Karl 4., ansvaret for byggeriet, og den nye konge - der snart skulle blive leder af det tysk-romerske rige (han var de facto leder fra 1349 og blev formelt kronet til kejser i 1355) - besluttede, at den nye katedral ikke bare skulle være en kronekirke, men også en familiekrypte, et opbevaringssted for kongens mest dyrebare relikvier og et pilgrimsmål til ære for den tidligere hertug af Böhmen, Wenceslaus, der blev myrdet i en arvefølgestrid og senere ophøjet til martyr og Tjekkiets skytshelgen.
Alle byer har to ansigter
Prag er ingen undtagelse. Det første ansigt, du oplever på en rejse til Prag, er indbegrebet af en vidunderlig, historisk by, der er stolt af sin fortid. Det andet er den moderne og pulserende storby, hvor livet skabes af byens nuværende beboere. Det kan varmt anbefales indimellem at lægge den stive guidebog væk og blot nyde hjertet af den magiske storby!
Europæisk hotspot
Fløjlsrevolutionen i 1989, som befriede tjekkerne fra kommunismen, gav Europa en perle af en by, der kan måle sig med Rom, Amsterdam og London. Det er ikke overraskende, at besøgende fra hele verden siden er kommet hertil i flokke, og på en varm sommerdag kan det føles, som om du deler Karlsbroen med halvdelen af menneskeheden. Men folkemængderne til trods kan du glæde dig til at opleve den skønne stenbro fra det 14. århundrede, slottet på bakketoppen og den dejlige, dovne flod - Vltava - der var inspirationen til et af de mest betagende, smukke stykke klassisk musik fra det 19. århundrede, Smetanas Moldau symfoni.
Du vil elske Prag, hvis du holder af kunst
Prags kunstgallerier har måske ikke helt samme tiltrækningskraft som Louvre i Paris, men bøhmisk kunst har alligevel meget at byde på, lige fra de glødende gotiske altertavler i St. Agnes Klosteret til Alfons Muchas overdådige Art Nouveau og den storslåede samling af surrealister fra det 20. århundrede, kubister og konstruktivister i Veletržní Palác. De særprægede og vittige skulpturer af bysbarnet David Cerný præger Prags offentlige rum, og byen selv byder på et overflødighedshorn af fantastisk arkitektur med alt fra den gotiske himmelstræben og barokkens overdådighed til art nouveauens sensuelle elegance og de skarptskårne, kubistiske facader.
Prag ville ikke være det samme uden øllet
Mange gæster rejser til Prag for at opleve den lokale brygger-kultur. Siden opfindelsen af Pilsner Urquell i 1842 har tjekkerne været kendt for at producere nogle af verdens bedste øl. Men de internationalt berømmede ølmærker - Urquell, Staropramen og Budvar - har fået kamp til stregen på hjemmebane af adskillige regionale øl fra mikrobryggerier, der afspejler en fornyet interesse for traditionel brygning. Aldrig før har Prags pubber kunnet tilbyde en så bred vifte af øl - nu skal du også holde udkig efter mærker som Kout na Šumave, Svijanský Rytír og Velkopopovický Kozel.
Information og fakta
Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Prag, såsom byens geografi, befolkning, transport og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie i den tjekkiske storby. Der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!
Geografi og befolkning
Prag er både hovedstad og den største by i Tjekkiet, den 14. største by i EU og hovedstad i den historiske region, Böhmen.
Byen ligger i den nordvestlige del af landet på bredden af floden Vltava og er hjemsted for ca. 1,3 millioner indbyggere.
Klima og vejr
Prag har et oceanisk klima (også kaldet kystklima), der er kendetegnet af moderat varme somre og relativt kolde vintre. Mængden af nedbør i byen - og det meste af det bøhmiske lavland - er ret lavt, da det ligger i læ (såkaldt regnskygge) af Sudeterne og andre bjergkæder.
Varmest er det i juli måned med 18 grader i gennemsnit, efterfulgt af august med 17 grader i gennemsnit og juni med 16 grader i gennemsnit, mens den koldeste måned i året er januar med -1 grad i gennemsnit, efterfulgt af december med 0 grader i gennemsnit og februar med 1 grad i gennemsnit.
Hvis du vil undgå nedbør i ferien, bør du sigte efter vintermånederne januar og februar, hvor der kun er 20 mm nedbør i gennemsnit, mens maj og juli med 69 mm i gennemsnit er de mest regnfulde perioder i året, efterfulgt af juni med 66 mm i gennemsnit. Til gengæld er der naturligvis også mest sol i sommermånederne med gennemsnitligt 8 solskinstimer i månederne maj, juli og august, mens juni topper med 9 solskinstimer i gennemsnit.
Transport
Det er meget nemt at rejse til Prag, som har direkte flyforbindelser til de fleste større lufthavne i Europa. Byens mest benyttede lufthavn, Václav Havel Lufthavn, er den største lufthavn i Tjekkiet og en af de største og travleste lufthavne i Central- og Østeuropa. Den ligger 12 kilometer vest for centrum af Prag og betjente over 15 millioner passagerer i 2017. Lufthavnen er blandt andet hovedbase for flyselskabet Czech Airlines og er herudover base for Travel Service via deres datterselskab, SmartWings, og lavprisselskaberne Wizz Air og Ryanair.
Lufthavnen har to hovedterminaler, to generelle luftfartsterminaler, samt en terminal for fragt og gods. De fleste flyvninger afgår fra terminal 1 og 2, mens terminal 3 og 4 står for de ikke fastlagte flyvninger samt VIP-flyvninger, specielle fly og små fly. Der går busser i retning mod centrum fra terminalerne 1 og 2.
Det offentlige transportsystem i Prag, som på tjekkisk kaldes Pražská integrovaná doprava, består af et metrosystem (linjerne A, B og C - med 61 stationer i alt), et sporvognssystem med 22 sporvognslinjer (nummer 1-26), 130 buslinjer, et S-togssystem, seks færger og tre kabelbaner.
Rejser til Tjekkiet
Læs mere om Tjekkiet og find inspiration til din næste rejse her