El Vino Hotel & Suites




Officiel kategori



Vores vurdering

Det kan måske lyde som et kliche at kalde et hotel for en oase, men El Vino Hotel & Suites ligger vitterligt som en grøn oase midt i Bodrum. Blomster, buske og krukker i massevis, en pool bygget i sten, der bare indbyder til en dukkert og en tagterrasse med en "ondt-i-øjnene"-fantastisk udsigt. El Vino ligger ikke langt fra de fineste restauranter og den bedste shopping, hvis du da overhovedet har lyst til at forlade hotellet!
Jeg parkerer bilen et kort stykke fra El Vino. Gaden er spærret af, for der er bryllup i nabohuset. Ifølge traditionen varer et bryllup i Bodrum 3 dage og det er en fest af imponerende dimensioner. Jeg passerer et hav af hvide plasticmøbler og glade, spisende gæster, mens jeg med en kraftanstrengelse kæmper mig de 100 meter hen til hotelindgangen mellem de festglade gæster og bliver modtaget på El Vino.
Åh, det er godt det her!
Jeg får med det samme en yderst behagelig følelse. Det er lidt ligesom at komme ind i en anden verden, fra det kaosagtige, sprælske bryllup på gaden til en fredfyldt og hyggelig... ja, oase. Turen op ad den smalle stentrappe sætter ligesom stemningen for hele hotellet. Jeg kommer op til et af de fineste poolområder, jeg længe har set. De mange hyggekroge, solsenge i træ, en hyggelig poolbar, der minder om en græsk taverna, en jacuzzi... ja det er svært at beskrive med ord, så jeg tror jeg vil lade billederne tale her. I øvrigt dejligt at se en swimmingpool bygget i sten, som giver et mere naturligt grønt skær i vandet, frem for den lidt kunstige klorblå farve.
Rustik charme, udsigt... og hygge
Turen videre rundt på El Vino bliver bedre og bedre. Op ad små stier og trapper kommer jeg til tagterrassen, hvor der både er en inden- og udendørs restaurant, altså det er samme restaurant, men man kan sidde både inde og ude, og jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække, for her er en himmelsk udsigt over centrum af Bodrum, slottet og de mange både i den lille bugt - wow! Du kan selvfølgelig også se udsigten indefra, men det giver bare ikke helt samme oplevelse. I restauranten bliver der serveret lækre regionale retter, og du kan smage El Vinos egen lokalproducerede vin. Og så troede jeg lige at det var det - fin tagterrasse, lad mig nu se nogle værelser, men nej, der er mere endnu. Videre ad endnu en lille sti og op ad en lille stentrappe kommer jeg til endnu et plateau. Her er en lille swimmingpool med to cabana'er for enden, og små hyggelige hyggehjørner midt i alt det grønne og med den fantastiske udsigt (igen må jeg henvise til billederne). Her kan du i øvrigt også nyde din morgenmad.. jo tak!
Værelserne skuffer heller ikke. De har alle en mindre balkon, terrasse eller fransk altan, og de er smagfuldt indrettet og følger den rustikke og hyggelige stemning, som El Vino oser af, med stenmure og lækre materialer - OG - rigtige dyner. Overalt på hotellet er der tænkt over detaljer og materialer, og det giver et eksklusivt og samtidig afslappet udtryk. det er bare helt igennem lækkert, for at sige det ligeud. Nok har El Vino officielt kun tre stjerner, men i min verden får dette lille hotel fem store stjerner.
Godt at vide om El Vino Hotel & Suites
Du behøver ingen bil, når du bor på El Vino midt i Bodrum, men i det tilfælde af, at du har lejet en bil (hvilket kan anbefales - baglandet er mindst ligeså smukt og spændende som kysten), er der gratis parkering på gaden foran hotellet, - altså på nær når naboen holder bryllup :)
Som du måske kan fornemme, er der mange trapper og niveau-forskelle på El Vino, og der er ingen elevatorer, noget som gangbesværede skal have med i tankerne.
Der er gratis wi-fi på hele hotellet.
I restauranten serveres den lokalproducerede vin, og hvis du har lyst til at smage mere, kan en vinsmagning arrangeres.
Derfor skal du vælge El Vino Hotel & Suites
- Nærmeste lufthavn: 36 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant
Hoteltype
Et hotel med charme og karakter