Rejser til Putignano

Blandt de syditalienske rejsemål hører Putignano måske nok ikke til blandt de mest kendte. Byen der har knap 27.000 indbyggere, ligger lidt inde i landet syd for havnebyen Bari. Men selv om Putignano normalt ikke tiltrækker sig så meget opmærksomhed blandt de ferierejsende, er der dog én stor undtagelse - hvert år er det nemlig her du kan opleve den muligvis ældste og helt sikkert længste fejring af Carnevale i Italien. Det farverige karneval trækker tusindvis af besøgende til byen.

Er du her d. 26 december, hvor karnevalet starter, kan du ikke undgå at blive smittet af den festlige stemning i byen. Åbningen annonceres af en deltager iført den traditionelle maske kaldet Farinella, en flerfarvet klovnemaske. Karnevallet, der blev afholdt første gang i 1394, varer helt frem til dagen efter fastelavnsmandag (Hvide tirsdag), altså næsten fire måneder. De største optog og fejringer sker dog i løbet af de første par måneder.

Ægte middelalderstemning

I løbet af karnevalsperioden er der masser at se og opleve som publikum med live musik, markeder og kulinariske indslag - både for børn og voksne. Men selvom karnevalet er byens største attraktion, er det langt fra den eneste grund til, at du skal rejse til Putignano. Også på andre tider af året er dette en by med masser af at byde på, især i den gamle bymidte. Her er der masser af middelalderstemning med en labyrint af smalle, brostensbelagte gader, der indbyder til langsomme slentreture.

Set fra luften er den gamle bymidte i Putignano, Centro Storico, klart afgrænset fra resten af byen som en cirkel i midten. Den er kun knap 300 meter på tværs, men du kan alligevel bruge lang tid på at udforske de smalle gader mellem de lyse bygninger og hyggelige små pladser. Her gemmer sig adskillige smukke kirker og ikke mindst de fleste af byens restauranter, trattoriaer og vinbarer. Italien er berømt i hele verden for sit køkken, og det får du rig mulighed for at stifte bekendtskab med på din rejse til Putignano.

Den ydre del af byen er mere moderne, men også meget imødekommende med brede fortove langs butikker og spisesteder. En af de mest populære attraktioner i Putignano (udover Centro Storico) ligger faktisk i udkanten af byen på vej mod Bari. I drypstensgrotten Grotta del Trullo venter der dig således en forunderlig underjordisk verden af  stalaktitter, stalagmitter og andre spektakulære kalkstensformation formet over tusinder af år. Det er ikke en meget stor grotte, men den guidede tur på en halv times tid er en spændende oplevelse for hele familien. Er du rejst til Putignano midt på sommeren, kan et køligt grottebesøg desuden være et tiltrængt afbræk fra varmen.

Strande og udflugter

Der er god mulighed for at bruge Putignano som en base, hvorfra du udforsker mere af Apulien. Bare 13 kilometer mod sydøst ligger for eksempel en af regionens mest kendte attraktioner, Alberobello med de unikke Trulli huse. Denne særprægede by er optaget på UNESCO's verdensarvsliste og ét af de steder, du bør opleve på rejsen.

Apulien har nogle af de smukkeste kyststrækninger i Italien, så hvorfor ikke udnytte din rejse til Putignano, især om sommeren, til også at nyde strandene? Nogle af regionens mest populære kystbyer såsom Polignano a Mare og Monopoli kan du nå på omkring en halv times kørsel. Her er der stemningsfulde kystpromenader med et livligt restaurantliv samti sandstrande og klipper, der rejser sig fra det krystalklare turkisblå vand.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Putignano