Rejser til Caimari

Caimari ligger for foden af den smukke Sierra de Tramontana-bjergkæden på det nordlige Mallorca. Den lille landsby er kendt for sin olivenolie, der hvert år i november fejres med en festival, Fira de l'Oliva, som hele byen tager del i. Under festivalen er landsbyen pyntet op med olivengrene, og de små gader er fyldt med boder, hvor alle slags lokale produkter, men selvfølgelig især oliven og olivenolie, sælges.

Resten af året går livet for det meste blot sin stille, vante gang i Caimari, som takket være sin lidt afsides beliggenhed normalt går fri af de største turiststrømme på den spanske ferieø. På rejsen til Caimari vil du derfor kunne opleve det ægte landlige Mallorca, selvom landebyen ligger blot 45 kilometer fra den internationale lufthavn ved Palma.

Caimari er altså ideel, hvis du rejser til Mallora for at nyde en afslappende ferie i fredelige omgivelser og ikke har behov for et væld af forlystelser lige uden for døren. Når det er sagt, kan en rejse til Caimari dog sagtens byde på masser af aktive oplevelser. For vandrere og cyklister er Caimari et godt udgangspunkt for at udforske nogle af øens smukkeste landskaber.

Selve landsbyen Caimari er et charmerende bekendtskab med smalle, labyrintiske gader med det centrale samlingspunkt på torvet, Plaza Mayor, ved byens kirke fra 1800-tallet. Her kan du sætte dig på en bænk under et skyggefuldt træ og nyde at kigge på byens stille liv. Der er også en håndfuld restauranter og caféer i byen, hvor folk mødes over et lækkert måltid eller blot for en en kølig drink eller et stykke kage. Det er et populært sted for motionscyklister at holde en kort kaffepause. Udvalget af butikker er i sagens natur re begrænsede i Caimari, men der er dog en lille købmand, hvor du kan få de fleste fornødenheder.

Aktive oplevelser eller ren afslapning

Der er måske nok ikke mange egentlige turistattraktioner i Caimari, der i stedet tiltrækker feriegæster på grund af landsbyens tilbagelænede og autentiske mallorcinske atmosfære. En rejse til Caimari giver dig derudover en fin base for at drage på spændende udflugter i alle retninger. Der er for eksempel flere gode vandreruter fra byen gennem olivenlundene op i bjergene mod nord. Sierra Tramontana-bjergkæden byder både på vandre- og cykelture på fantastiske udsigter og naturoplevelser. Det er da heller ikke usædvanligt at se vandrere passere gennem byen, som ligger på langdistancevandreruten GR 222 mellem Artà og Santuari de Lluc.

Hvis du ønsker, kan du med udgangspunkt i Caimari altså nemt bruge det meste af ferien på eventyr til fods eller på to hjul. Benytter du dig af billeje på Mallorca, hvilket kan anbefales, er det desuden nemt at køre en tur ud til kysten for at nyde en afslappende dag ved de dejlige badestrande der. Mod nordøst lokker strandene ved Puerto Alcudia og Puerto Pollensa for eksempel og det er næsten et must at køre en tur ud på halvøen Cap de Formentor for at opleve de spektakulære udsigter der.

Rejser til Spanien

Læs mere om Spanien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Spanien her

Hoteller i Caimari